I en Højere Sags Tjeneste

Drengen Alec lever i en verden, der ikke accepterer mennesker med fri vilje. Menneskene har været viljeblokerede i flere tusind år, og systemet er indrettet efter at folkene er levende robotter. Alec er dog heldig, eller nogen ville måske sige uheldig, for Alec er en af de unge, i den voksende gruppe unge, der ikke har nogen viljeblokering. I løbet af ingen tid tager Alecs liv en uventet drejning, og på vejen mod et endeligt opgør med Magten, får han mange uventede og usædvanlige bekendtskaber. Moderne fantasy der indeholder alle de elementer, en ægte hjertevinder skal have.

11Likes
14Kommentarer
1758Visninger
AA

1. 001 - Fremmed part 1

 

Klokken var seks. Tana satte sig op i sengen, hun blinkede. Blinkede så igen og strakte sig. Hun svang benene ud af sengen og rejste sig derefter. Hun vendte sig ikke om, kiggede sig ikke tilbage, da det pludselig raslede i dynen bag hende. Et lyst drengeansigt kom til syne. Det var hendes partner Reed, det første man lagde mærke til når man så ham, var hans uregerlige grønne hår. Den meget mørkegrønne hårfarve var ikke unik, men stadig usædvanlig. Hårfarven var et af resultaterne af flere års forsøg med genetik. Det grønne hår var dog det eneste der var usædvanligt ved ham.

 

Reed var, ligesom Tana, hurtigt ude af sengen. Snart stod han foran tøjskabet hvor han hurtigt fandt en lysegrøn skjorte og et par sorte bukser frem. Tana var allerede klædt på, også i lysegrøn skjorte og sorte bukser. De redte begge deres hår og vaskede deres ansigter inden de begge gik i køkkenet for at lave morgenmad. Tana kogte Harpa, en kornsort, til grød. Reed dækkede op til dem ved det lille bord.

 

Der var stadig ikke blevet sagt et eneste ord. De to unge mennesker kendte ikke hinanden. De var for mindre end en uge siden flyttet ind i huset og havde mødt hinanden. Men det var slet ikke usædvanligt at der var tavshed mellem to partnere. Det var som om der var et ældgammelt instinkt, der afholdt dem fra at tale med hinanden. Men så på den anden side, hvad skulle de tale om?  Med tiden ville de sikkert løsne lidt op, de ville måske begynde at småsludre om ligegyldige ting. Et godmorgen eller godaften kunne måske også snige sig ind.

 

Overalt i Unada vågnede de unge beboere, og snart var hele befolkningen oppe. Morgenrutinen var stort set den samme lige meget hvor man kiggede hen. Stå op, klæde sig på, spise morgenmad, der igen i dag bestod af Harpagrød, og derefter gå på arbejde.

 

Klokken 10 minutter i syv trådte samtlige 10.200 unge arbejdere ud på gaden. Der blev hurtigt dannet lange rækker af unge mennesker. De bevægede sig hurtigt gennem byen, mod centrum. Fra 7 morgen til 7 aften var der arbejde på byens fabrikker. En hel dags hårdt arbejde, kun afbrudt af en halv times middagspause fra klokken 12. Mens arbejderne arbejde på fabrikkerne var gaderne øde, totalt øde. Ikke engang vagterne kunne man få øje på nogen steder, de var hvor arbejderne var, på fabrikkerne.

 

Solen bagte ned på den lille by. Der var helt stille, og det eneste der bevægede sig var vinden, der legede tyst med støvet på gaderne. Den hvirvlede støvet op i små tornadoer og lod dem danse hen ad vejen. Lyset skiftede fra gyldent til lyst og derefter til rødt. Klokken havde netop passeret fire, da et gyldent glimt pludselig oplyste byen. Hvis man kiggede mod nord, kunne man nu skimte Palon, en af Henx’s tre sole. Det bløde gyldne lys, som Palon skinnede med, kravlede langsomt hen over jorden. Nikses, Henx’s anden sol, havde et blodrødt lys, men når den, som nu, stod højt på himlen kunne man kun skimte et lyserødt skær på de lyseste overflader. Der var til gengæld, når den stod op eller gik ned, et par timer hvor det lignede at alle skyggerne var badet i blod.

 

Lyset skiftede, og farvede jorden i sjove nuancer og dannede forskellige skygger, i takt med at solene bevægede sig hen over himlen. Klokken nærmede sig syv. Der var ikke længe til at arbejderne fik fri. De ville vrimle ud på gaden og begynde turen hjemad. De havde arbejdet længe og hårdt, men der var ingen barmhjertighed. De skulle op og på arbejde igen den næste morgen. Præcis ligesom i dag. Og sådan ville det fortsætte de næste mange, mange dage. Det var en endeløs, utrættelig rytme. Ligesom tidevandet, bare uden et gram af den skønhed det naturlige tidevand medbragte.

 

Aftensmaden hos Tana og Reed var ikke noget særligt. Hurtigt sammenkogt urtesuppe og brød, nogenlunde det samme som alle de andre også fik. Eftersom at alle, både kvinder og mænd, arbejde ude hele dagen, blev maden leveret som hurtigretter. Om et år eller to, når kvinderne fik deres første barn, blev de hjemmegående. Men indtil da blev alt, mad, vasketøj og diverse indkøb leveret til døren.

 

Natten kom, og natten gik igen. Solen var stået op og ligeså var Unada’s befolkningen. Dagen var startet præcis som den forrige, og ville højst sandsynligt også forløbe som den forrige. Det var flere tusind år siden at befolkningen havde gået, tænkt og opført sig som de selv havde lyst til. Da viljeblokeringen var blevet indført var alt blevet industrialiseret. Mennesket levede nu nærmest som robotter. De gjorde hvad de fik besked på, tænkte eller gjorde aldrig noget af egen vilje.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...