Min ukendte morfar

Den handler om min morfars og mit forhold, i den korte periode jeg havde fornøjelsen af at kende ham.

1Likes
0Kommentarer
370Visninger
AA

1. Min ukendte morfar

Min ukendte morfar

 

Jeg har aldrig kendt Min morfar. Han døde da jeg var 2 år gammel. Jeg husker ikke meget fra min tidlige alder, men min mor har fortalt mig lidt.          Jeg kan huske, at han altid var et afslappet, og roligt menneske som kun ville alle det bedste. Han havde nogle sjove ansigtstræk, og det lignede at han altid var glad, da hans mundvige buglede en smule opad. Jeg har et billede af ham på en varm sommerdag; på billede ser man min morfar og jeg. Han holdte sin hånd på mit hoved, mens jeg så tilfredsstillende på maden, som var serveret foran mig. Solen skinnede ind fra højre, og man kunne se skyggerne fra min morfars store næse. Han havde nemlig altid haft lidt af en stor næse, da han var af jysk afstamning. Jeg var kun to år, så meget husker jeg ikke, men jeg husker at det var bagende varmt. Det kommer også til udtryk på billedet, da man kan se de varme bølger bevæge sig hen over billedet. Han havde altid sin såkaldte lykkeamulet, som hang rundt om hans bredde håndled. Han havde altid været en smule overtroisk, med hensyn til lykke/ulykke.

 

Jeg betragtede ham som et forbillede og en slags ”superhelt”, men det er vist meget normalt når man ikke er ældre end 2 år. Men selvom min hukommelse som 2 årig står mig fjernt, har jeg stadig formået at huske hans entusiasme og viljestyrke. Hans entusiasme kom især frem, når alt syntes at være dårligt eller forkert. For han var aldrig den første til at give op, og levede ud fra synspunktet: ”Man har kun livet, mens man lever”. Det kan godt være at det virker indlysende, men jeg er overbevist om, at der lægger dybere tanker bag det.          Han havde en viljestyrke som fyrre mænd, og man skulle ikke være bange for, at han skulle give op. For hvis han f.eks. var utilfreds med hans arbejdsopgaver på hans job, så var han altid den første til at sige fra. Der er ikke mange mennesker i dag, som tør’ sige deres meninger og holdninger, omkring hvordan de føler; specielt ikke til chefen.          Han havde også viljestyrke på andre måder. For da han var dødelig syg, måtte han kæmpe for sit liv. Han havde nemlig fået konstateret kræft. Mange mennesker ville havde tabt modet, hvis man havde fået at vide, at man skulle dø inden for de næste to måneder. Ikke min morfar, han kæmpede en brag kamp til det sidste (har jeg fået at vide).  

 

Når jeg tænker over det, ville jeg gerne havde kendt min morfar lidt bedre. Men jeg fik desværre aldrig muligheden for at opleve ham, som den fantastiske person som jeg havde fået fortalt, at han var. Jeg har spekuleret meget over hvordan han ville havde reageret, hvis jeg nu havde endt med at blive kriminel, eller hvis jeg havde været en komplet utilregnelig person. Men der er jeg heldigvis ikke endt med at blive (efter min overbevisning). Jeg tror og håber at han ville havde accepteret mig, ligegyldigt hvordan jeg var endt med at blive. Derudover har jeg filosoferet over, om der er en bestemt grund til at folk dør, eller om det bare er en tilfældighed. Selvfølgelig kan man være syg af en sygdom, og derfor være bestemt til at dø; men jeg tænker mere på den åndelige påvirkning, og om den har nogen effekt (hvis den findes?). Men ligegyldigt hvilken alder man dør i, er det uretfærdigt.         Sommetider har jeg undret mig over, hvordan mit liv ville havde set ud, hvis jeg havde haft en morfar. Ville jeg havde været gladere, mere oprørt eller sågar lykkeligere? Det kan jeg godt få nogen timer til at gå med, men jeg tror i bund og grund, at det er vigtigt at man ikke tænker for meget over tingene. For til sidst kan ende som et nervevrag. Med de ord vil jeg afslutte med at sige: ” Man har kun livet, mens man lever”.    

 

 

     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...