Joy (Pause)

Historien handler om den unge pige, Joy Carton, som bor i et fremtidssamfund. Livet er ikke nemt, og myndighederne tvinger hende og de andre børn og unge til at arbejde under trænge vilkår. Joy tænker tit på at flygte, men det er ikke sådan noget, man bare gør. Der er mange barrikader og forhindringer, som praktisk talt gør det umuligt. Joy er lige ved at give op, indtil et lys tændes, et lys, som belyser mange skjulte veje...

12Likes
32Kommentarer
1500Visninger

1. Støv

 

Mine øjne åbnedes efter nattens drømme. Solen skinnede ind ad det lille og beskidte vindue i mit værelse og generede et kort øjeblik mit syn. Støvet fløj rundt over det hele som glimmer. Jeg havde altid elsket at se på det, selvom min mor syntes, at det var irriterende, og at det kun gav problemer og mere rengøring til hende. Alligevel lå jeg og betragtede det. Et støvfnug, som var større end de andre, fangede mit blik. Mine tynde fingre greb ud efter det. Først slap det væk, men efter tilstrækkelige forsøg havde jeg det endelig mellem min pegefinger og tommeltot. Det så så uskyldigt ud midt i mit jerngreb, og det prøvede at flygte, hvilket det ikke kunne. Jeg havde lyst til at lade det flyve, ligesom jeg nogle gange selv bare havde lyst til at flyve væk fra dette helvedes sted. Alt og intet lå lige pludseligt mellem mine fingre. Alt håb og alt had. Hvorfor ikke bare lade det lide, som min familie har gjort det i så mange år? Hvorfor ikke bare lade det være fanget? Et vindpust afgjorde sagen. Det rev sig løs og hvirvlede ud til de andre støvfnug. Til sidst var det helt ude af syne. 

Den slidte trædør ind til mit faldefærdige værelse svingede op uden advarsel. Det var Jelly, vores store og pjuskede hund, som syntes, at det var på tide for mig at stå op. Hun hoppede op på min tyndslidte dyne og begyndte at slikke mig i hovedet med sin ru tunge. Jeg grinede og skubbede hende væk. Hun gøede begejstret og løb en kort runde rundt i mit værelse. I sin iver stødte hun ind i min gråbrune kommode, så den truede med at brase sammen. Der var i forvejen ikke mange ting på mit værelse, og det der var, havde ikke den store værdi i andres øjne, men for mig var det alt, jeg havde. Hun kiggede med sine brune øjne ind mine grønne og forsvandt derefter ud ad døren i forventningen om, at jeg meget snart fulgte trop. Et af de sjældne smil bredte sig i ansigtet. Jeg rystede på hovedet og besluttede mig for at stå op. Min ømme krop fra gårdagens arbejde havde sat sine spor. På mine overarme og ben var der blå mærker. Jeg strejfrede et af de største med min finger.

Det kunne have været værre, tænkte jeg. I det mindste har jeg ikke mistet noget.

På fabrikken var de meget hårde og strikse. Der var ikke meget nåde at hente der eller noget andet, faktisk. De tvang børn til at arbejde, med mindre familierne kunne betale frikortet, hvilket der ikke var mange, der kunne.

Jeg rejste mig fra sengen, som straks knirkede fornøjet af lettelse. Mine fødder ramte det hårde og kolde trægulv. Der løb en rystelse igennem mig. Det var det samme hver morgen. Kulden krøb under de utætte breder og løb op gennem sprækker og huller. Det var godt, det var sommer og ikke vinter, for så havde det været ulideligt. Jeg stavrede hen mod kommoden, som Jelly næsten væltede, på mine alt for trætte ben. Jeg kiggede ind på det lille og ituslåede stykke glas, som skulle forestille at være mit personlige spejl.

Jeg kiggede kort ind på det magre ansigt og de glansløse grønne øjne. Mit blonde hår faldt pjusket og uordnet ned ad ryggen på mig. Jeg tog en næsten tandløs kam frem fra den øverste skuffe i kommoden og prøvede at gøre mig selv lidt i stand. Det lykkedes nogenlunde. Så fandt jeg mine grå arbejdsbukser frem, støvede dem lidt af og trak dem over mine uordnede ben. Min hånd greb ud efter en rød og slidt bluse, der lå og flød i et hjørne, og derefter tog jeg et par strikkede uldsokker over mine kolde tæer og gik ud gennem den slidte trædør og efterlod mit beskedne værelse til sig selv.         

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...