Og så blev det hvide rødt

Det er mit bidrag til 'Mord på museet-konkurrence'.
Et brudepar har fået lov at blive viet på Nationalmuseet, men allerede inden de kan nå at kysse hinanden, så bliver de skudt. Men hvorfor?
Brudens lillesøster Cecilie sætter sig for at finde sandheden. Hun slår sig sammen med gommens fætter Eskil, og de opdager snart at de ikke altid skal tro hvad øjet ser.

1Likes
3Kommentarer
967Visninger
AA

3. Forloveren

Forloveren var Kaspers fætter og hed Eskil Sølverbæk. Han gik på Københavns universitet og studerende kriminologi. Hans adresse fik Cecilie af sin mor under påskud at hun bare ville søge lidt trøst over tragedien. Hun havde sagt noget med at han og Kasper var som brødre, så det var nok ikke klogt at besøge ham lige nu.

 Cecilie nåede frem til hans lejlighed, der lå i Frederiksberg. Udenfor hans dør lå der en stable af skraldeposer, som nok ikke var nået længere på deres tur til skraldespanden siden brylluppet.

 Et kort øjeblik overvejede hun om hun skulle gå, men hun tog en dyb indåndning og ringede på.

 Hun kunne høre ringetonen bag døren og lyden af skridt hen imod den samt en sukken, der indikerede at ejeren var irriteret over at blive forstyrret.

 Døren blev åbnet og Cecilie stod nu ansigt til ansigt med sin afdøde svogers fætter.

 Eskil Sølverbæk var iført shorts og en hvid t-shirt, hvis udskæring var blevet gul - sikkert af øl, for han lugtede langt væk af det. Ellers så var han ikke en bad-looking mand, hvis han dog ville gøre noget ved sig selv.

 Cecilie kunne ikke bebrejde ham. Han må have været helt nede i kulkælderen siden tragedien.

 De stod først og så på hinanden i lang tid, inden Eskil begyndte at knipse med fingrene, men han sagde: "Du er... du er... Annelis søster, ikke?"

 "Cecilie," sagde hun og nikkede. Hun kiggede diskret over hans skulder og så at hans entré var rodet til. "Kommer jeg til ulejlighed?" spurgte hun.

 "Nej, nej," forsikrede han og stillede sig til side så hun kunne komme ind. "Kom bare ind. Sæt dig ned i stuen, så kommer jeg lige om lidt." Så forsvandt han ind på et værelse.

 Nervøst satte Cecilie sig en sofa, der var dækket med pletter fra cigaretter. Luften lugtede også fælt af os og på sofabordet stod der så mange øldåser, at man ikke kunne se bordpladen.

 Eskil kom ind til hende. Han virkede en smule forandret nu. Han havde skiftet til en ren t-shirt og så kunne man se at han havde vasket sig i ansigtet. Han åbnede et vindue, ryddede sofabordet for øldåser og tømte aksebægret i en papirkurv.

 "Vil du have noget at drikke?" spurgte han, mens han smed øldåserne ned i en sort affaldsæk.

 "Jo, tak," sagde Cecilie for at være høflig.

 "Iskold eller fra kassen?" spurgte han. "Nej, vrøvl. Hvad med cola?"

 Cecilie nikkede.

 Han forsvandt nu ud i køkkenet for en øjeblik og kom så tilbage med en dåse cola. Han havde også taget en til sig selv.

 Han satte sig i en stol overfor Cecilie, skubbede colaen over til hende, åbnede sin egen og lænede sig tilbage.

 "Undskyld rodet," sagde han. "Men jeg havde ikke regnet med at jeg ville få besøg."

 "Undskyld," mumlede Cecilie og følte sig virkelig dårlig tilpas.

 "Slet ikke," mumlede han. "Jeg har været lidt nede siden skuddramaet. Det er på grund af det, du er kommet, ikke?"

 Cecilie ikke, men anede ikke rigtig hvordan hun skulle stille sit spørgsmål skånsomt. "Du og Kasper var som brødre, sagde mor."

 "Som var vi tvillinger," tilstod han. "Selvfølgelig, så var han et par år ældre end mig, men vi var på bølgelængde allerede fra jeg lærte at gå."

 Han fiskede en cigaret frem fra lommen og skulle til at tænde den, men så fortrød han og kastede den bag skulderen. "Han var den perfekte og jeg var en klods om benet, men han accepterede mig og gjorde sit til for at hjælpe mig på vej. Hvis det ikke var for ham, så havde det stået værre til for mig."

 Han tog en slurk af sin cola og for en stund kiggede han mod væggen med et fraværende blik.

 "Men...," spurgte Cecilie forsigtigt, "... kan du forestille dig nogen, der ønskede ham død?"

 Med et var han vendt tilbage til virkeligheden. "Hvad? Nej, Kasper var meget afholdt på sit arbejde. Kan du forestille dig nogen, der ønskede din søster død?"

 Cecilie rystede på hovedet. "Det virker så uvirkeligt. Jeg kan stadig huske den dag tydeligt."

 "Virkeligt? Jeg har prøvet at glemme det med... jeg tror du ved hvad. At dræbe dem med et skudt hver i kold blod på deres bryllupsdag. Man skal været et uhyre for at kunne gøre det uden angre."

 "Ja, også den stakkels politikommissær," sagde Cecilie. "Hvorfor dræbe en tilfældig tilskuer med seks skud? Han fik jo sit bytte?"

 Eskil så pludselig eftertænksom ud. "Seks skud? Jo, du siger noget. Hvorfor bruge seks skud på ham?"

 "For at sikre sig at han var død," svarede Cecilie som om det var indlysende.

 "Men hvorfor så kun bruge ét skud på Kasper og Anneli? Der er noget, der ikke stemmer."

 "Hvad mener du?" spurgte Cecilie nervøst.

 Eskil stillede colaen fra sig og lænede sig frem i stolen.

 "At politikommissæren var målet og ikke brudeparret."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...