One and Only - 1D

Victoria, Alice, Claire og Nathalia lever et dejligt liv, lige indtil deres forældre sender dem på en kostskole i London... De 4 vidt fremmede piger kommer til at bo på et værelse sammen, men hvorfor få nye venner, når man bare ville hjem hurtigst muligt? Men, man kan jo ikke ignorere hinanden for evigt vel, og hvad sker der når de møder nogle fyre til en fest, som kommer til at forandre alting?..

Ps. Flower❤ skriver fra Victorias synsvinkel, Dagga fra Alices, Regine fra Claires og Matia. fra Nannas ;D

55Likes
167Kommentarer
19657Visninger
AA

50. Victorias synsvinkel.

Hun var virkeligt kørt. Jeg ved ikke om det var fordi jeg havde regnet med, at hun ville gemme sig eller noget, men at se bilen forsvinde rundt om hjørnet med Nanna siddende på bagsædet, fik en tom følelse frem i mig. Hun var virkelig væk nu og det så ikke ligefrem ud til at hun ville komme tilbage. Bag mig kunne jeg høre Niall mumle at hun ikke havde sagt farvel til dem, hvilket bare bekræftede mig i min mistanke om at stemningen ville blive meget presset uden Nanna.

Langsomt kunne jeg mærke et greb i min højre arm og lidt efter stod Alice op af min side med et udmattet udtryk på ansigtet. ”Hun er væk,” mumlede hun helt paf, som om hun ikke ønskede at forstå det. Jeg nikkede lidt. Denne dag var ikke den bedste - ikke fordi i går var bedre. Automatisk flakkede mine øjne til Harry, der allerede havde blikket rettet trist mod mig. Jeg trak vejret dybt for ikke at flippe ud igen, men hvad fanden havde den dreng tænkt på?! Vi havde været sammen i mindre end fire timer før han var mig utro. Den lort.

Hurtigt fjernede jeg mit blik fra Harry, da han gjorde mine til at komme nærmere. I stedet greb jeg Claires arm og hev hende lidt ind mod mig så vi stod samlet. ”Jeg skulle ikke have sagt noget,” mumlede Claire, der vidst havde lagt mærke til Harry og min øjenkontakt. Jeg rystede bare på hovedet og lukkede kort øjnene. ”Nej. Jeg er glad for du sagde det,” svarede jeg i en bestemt tone. Jeg var ikke decideret glad, for at hun havde sagt det, men hellere vide det nu end når jeg var begyndt at holde af Harry igen - for det havde jeg jo. Jeg havde holdt alt for meget af ham på alt for kort tid.

Ved Harrys side stod Liam og så ud til at have det virkelig dårligt, men jeg havde ingen fornemmelse for, hvad der kunne være galt. Han skævede til mig - sikkert Claire - men fjernede hurtigt blikket igen og kiggede forpint ned.

”Okay, vi kan ikke være triste hele tiden, guys. Nanna er væk og hun vil ikke komme tilbage, men det betyder da ikke at vi ikke kan…” Zayns stemme ebbede langsomt ud, da det gik op for ham at vi var en smule for triste til at glemme Nanna lige med det samme. Jeg trak vejret dybt før jeg nikkede lidt. Zayn havde jo ret. Vi kunne ikke gå og være triste over det! Vi kunne jo ringe til Nanna, skrive med hende!

”Du har ret, Zayn, vi må gøre noget andet end at være så triste!” udbrød jeg og slap pigernes arme. Jeg gik lidt væk fra dem og vendte så hovedet mod dem. ”Vi kan jo…-” jeg ville have sagt at vi kunne drikke os fulde, men efter et blik fra Alice, stoppede jeg mig selv, ”- se en film,” sluttede hun for mig og hurtigt nikkede jeg. Nanna var jo ikke død eller noget. Bare flyttet.

Vi sad placeret rundt i Alice og mit værelse foran fjernsynet vi havde fået bakset her ind fra Zayns værelse - spørg mig ikke, hvorfor vi ikke bare sad der inde…
Louis havde vi stadig ikke set noget af, men Harry havde vist været inde og tjekket at han ikke var død.
”Jeg kan ikke lide den her film,” mumlede Claire ved min side og lidt efter kunne jeg se Liams hånd stryge hende over armen, hvilket fik hende til at skælve. Det så forkert ud, men jeg gjorde intet. Smilede bare kort og vendte hovedet mod skærmen igen. Jeg kunne heller ikke lide filmen, men den var uhyggelig og det afledte mine tanker fra at hade Harry og tænke på Nanna. Alice sad mellem Zayns ben på en akavet måde, der lidt så ud som om hun var ved at springe op hele tiden.

Hvad var der galt med os?

”Victoria?” lød det hæst bag mig og forvirret drejede jeg hovedet og mødte til min overraskelse Liams brune øjne. ”Kan jeg lige snakke med dig?” spurgte han hviskende og var allerede ved at rejse sig. Forvirret kiggede jeg på Claire, der bare så lige så forvirret ud, men alligevel smilede skævt til mig og så ud til at være på kanten til at græde. Efter et hurtig bekræftende nik, rejste jeg mig også og fulgte efter Liam ud på gangen.

"Hvad så?" spurgte jeg forvirret. Det var jo ikke fordi Liam var den jeg snakkede mest med her i huset. "Du ved..." startede han, men stoppede hurtigt igen og kløede sig i håret. Måske ville han spørge mig til råds om Claire? Jeg lagde langsomt hovedet på skrå og betragtede ham samle sig. "Hun kan godt lide blomster," mumlede jeg og nikkede lidt, "Lyserøde roser," jeg smilede lidt ved tanken om Claire og hendes blomster. Jeg var på en måde rigtig lettet over at hun også tog med tilbage på kostskolen, men på den anden side vidste jeg at Alice ville blive og at hun klart havde brug for Claire mere end jeg.

Liam kiggede forvirret på mig og kløede sig i håret igen. "Hvem kan godt lide roser?" spurgte han og rynkede panden. Hvad? Åh, det var ikke det.. Jeg smilede let over det og bed mig i læben. "Claire kan," forklarede jeg kort og betragtede kort mine sorte sokker, der var placeret på mine fødder.

"Åh... Nå, okay... Tak..." mumlede han og smilede prøvende til mig. "Kom nu til sagen, Liam," jeg sukkede og gned mig på panden. Han forvirrede mig. "Jeg ved godt vi ikke har snakket så meget sammen her... Nogensinde, men jeg... Jeg tror jeg kender dig bedre end du lige tror," han rømmede sig kort og søgte væk fra mig forvirrede blik. "Og jeg kender Harry bedre end du gør og... Og..." stammede han og rømmede sig nervøst igen.

Hvad end Liam havde på hjerte, var det svært for ham at sige, men jeg havde det lidt som om han havde ret. Han havde ret i at vi ikke havde snakket så meget sammen, men på en underlig måde følte jeg at jeg kente ham bedre end som så.

"Og jeg ved at han sårede dig meget, men jeg ved også at.. At du ikke fortjener at blive behandlet på den måde af Harry - ikke af nogen!" Liam kiggede nervøst ned igen og før jeg vidste af det var jeg presset op af døren med Liams læber smedet mod mine.

Med det samme fandt mine hænder plads på hans brystkasse og skubbede til. Hvad fanden havde han gang i?! Han var sammen med Claire - Claire som han var utrolig forelsket i!

"Hva -," råbte jeg, men hurtigt lagde Liam en hånd over min mund og kiggede på mig med store øjne. "Hvad fanden har du gang i, Liam?!" mumlede jeg mod hans hånd og stirrede chokeret på ham. "Jeg... Jeg ved det ikke," mumlede han forvirret og kiggede uforstående på mig. "Jeg... Jeg havde bare... Lyst?" han var selv komplet forvirret. "M-men..." stammede jeg mod hans varme hånd og kunne pludselig mærke, hvor varm min mave var. Hvorfor var den varm?

"Du er jo.. Sammen med Claire!" hviskede jeg målløs og lod mine hænder glide op til hans hånd for at fjerne den fra mine læber. "Claire elsker Niall," sukkede Liam og stirrede på mine hænder, der langsomt greb fat om hans hånd. "Og du elsker hende," forsøgte jeg at overbevise ham. Han kunne ikke bare kysse mig - især ikke når han havde gang i et eller andet med min veninde!

"Nej, jeg elsker hende ikke... Jeg var forelsket i hende," mumlede han tomt og forsøgte at undgå mit forvirrede blik, der ustoppeligt forsøgte at fange hans. "Var?" gentog jeg overrasket. Liam sukkede og fjernede sin hånd helt fra mine læber. "Hun elsker Niall langt højere, end hun elsker mig og... Og jeg vil ikke bare ende som den, hun skrotter for Niall..."

"Det forklarer ikke, hvorfor du kyssede mig," mumlede jeg forvildet. Liam lukkede langsomt øjnene, "Jeg... Victoria, du må ikke tage tilbage til kostskolen," udbrød han så, åbnede øjnene så han kunne kigge bedende på mig. Jeg var forvirret - så forvirret at mit hoved snurrede. "Men... M-men... Du kyssede mig," hviskede jeg, stadig chokeret og rundt på gulvet. Liam sænkede blikket og nikkede langsomt. "Jeg ved ikke, hvad der gik af mig... Det må du undskylde," hviskede han og trådte langsomt et skridt væk fra mig.

Hele min krop var som lammet, som jeg stod der og stirrede målrettet og komplet forvirret på Liam. Den Liam, jeg nærmest ikke kendte. Den Liam, der havde kysset med min veninde og vidst nok var ret så vild med hende. Det var den Liam, der trods alt, havde fået mit hjerte til at banke hurtigere - måske fordi han overraskede mig? Hvem ved.

"Men... Claire," mumlede jeg uforstående. Hvad i hedehule helvede tænkte drengen på? Han vidste sgu da godt at Claire var min veninde - at jeg ikke ville såre hende! "Claire er sikkert ligeglad," mumlede han ufokuseret. "Det har hun været hele tiden, jeg har bare ikke villet se det," fortalte han mig hviskende og jeg kunne pludselig se hans hænder nærme sig min krop igen. Mit hjrte pumpede hurtigere i mit bryst ved synet af dem og det gav et sæt i mig da han lod den ene hånd glide over min kind i en kærtegnende bevægelse. Jeg skælvede under hans hånd og han bemærkede det med det samme og fjernede sin hånd, "Undskyld," mumlede han trist og bed sig i læben.

"Hvorfor? Liam, hvorfor mig?" hviskede jeg og følte mig så langt væk fra den normale Victoria. Den rekation min krop havde på ham, skræmte mig. Han var Liam - som i Harrys bedsteven og Claires... 'kæreste'.

"Fordi... Det startede da du gav mig min hættetrøje tilbage efter du havde været sammen med din bror," startede han og lød ærlig talt ikke som en, der var helt vild med at skulle fortælle det. "Du havde efterladt din duft i den og allerede der begyndte jeg at sammenligne den med Claires... Jeg kunne lide din duft," mumlede han en smule betuttet og fik en svag farve i sine kinder.

"Og du... En dag... En dag drømte jeg om dig og... Og jeg vågnede op og ønskede at drømmen var virkelighed, at du var min og ikke... Nogen andres,"

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Hvad jeg burde gøre. Jeg stod lammet til stedet og stirrede på Liam med et blik jeg ikke selv kunne sætte navn på. Forvirring? Forundring? Forfærdelse? Jeg sank højlydt og ventede lidt at han ville fortsætte. "Og så... Begyndte jeg at se dig for mig - selv når jeg var vågen," han rømmede sig hektisk og jeg kunne mærke mit hjerte sætte farten betydeligt op. Det måtte kræve meget mod for ham at åbne sit hjerte sådan for mig og til min overraskelse - og til dels forfærdelse - havde hans ord en virkning på mig, som jeg ikke havde troet havde var i stand til.

"Det lyder nok overdrevent og uvirkeligt i dine ører for... Ja, lad og være ærlige, I ved vel alle, hvor betaget jeg var af Claire, men Victoria, det er sandt, hvad jeg siger,"

Jeg klemte mine øjne stramt i og trak vejret dybt for at få orden i mine tanker, "Du... Det du siger er at,-". "- Jeg tror jeg har forelsket mig i dig," sluttede han sætningen for mig og kiggede oprigtigt på mig, hvilket fik min mave til at vende sig. "Jeg havde foretrukket et 'Jeg blev fanget i øjeblikket'," mumlede jeg og gned mig på panden igen. Han forvirrede mig og når jeg blev forvirret fik jeg hovedpine. "Undskyld, men det kan jeg ikke give dig," svarede han hviskende og igen gik et stød gennem mig da jeg pludselig kunne fornemme hans ånde mod mine læber.

LIAM FOR FANDEN I HELVEDE!

"Du skal ikke kysse mig," mumlede jeg ufokuseret og trak vejret dybt. Hans ånde var varm mod mine læber, da han svarede mig, "Hvorfor ikke..?" hviskede han og havde tydeligvis lagt mærke til, hvordan jeg reagerede på ham og de ting han sagde. Ellers ville han ikke turde komme så tæt på mig. Efter alt jeg vidste om Liam, var han meget bange for at blive såret, så det måtte virkelig kræve meget for ham at turde sige det her til mig - hvis han altså mente det og ikke bare havde en finger med i Harrys Sår Victoria mest muligt og vær ligelglad- spil.

"Fordi du ikke mener, det du siger," svarede jeg hviskende og gispede da jeg kunne mærke hans hånd ligge sig på min kind. Min krop skælvede mod hans hånd og med det samme klemte jeg øjnene endnu tættere sammen. Jeg ville ikke kigge på ham når han sagde det. Når han indrømmede at han ikke mente det. "Jeg forventede ikke at du skulle tro mig, men... Jeg havde ikke andre chancer for at fortælle dig det før du rejser..." mumlede han med den nervøse stemme, der pludselig var fremtryllet.

Jeg rømmede mig da jeg virkeligt ikke vidste, hvad jeg skulle svare. Mente han det helt seriøst? Var han, Liam Payne, forelsket i mig, Victoria Summer?! Ingen ved sine fulde fem ville tro ham - det var også derfor at jeg tiede. Skulle jeg bare klaske hånden mod hans kind? Skrige at han skulle lade mig være og at jeg ikke havde gjort ham noget? Dårlig plan, Victoria, dårlig plan.

"Du tror mig ikke," konstaterede han på en måde, der fik mig til at forestille mig at han havde tårer i øjnene, men jeg ville ikke kigge på ham. Lige nu var jeg ikke sikker på, hvordan min krop ville reagere hvis jeg så ham i øjnene. Jeg klemte kæberne hårdt sammen og skar ansigt. "Hvorfor skulle du også det?" mumlede han så, mere til sig selv end til mig. "Du har set, hvor forfærdeligt vild jeg var med Claire. Selvfølgelig vil du ikke tro mig. Især ikke efter, hvad Harry gjorde mod dig, men jeg er ikke som Harry - måske på nogle punkter, men jeg ville aldrig være en pige, jeg kunne lide, utro,"

Jeg kunne ikke lade være med at fnyse. "Og hvad er det så du har gjort mod Claire? Liam, du kyssede mig lige før, selvom du er med Claire," påpegede jeg og sukkede tungt, "Desuden er jeg ikke din type," mumlede jeg. Han blev stille og jeg vidste at han tænkte over, hvad jeg lige havde sagt. "Jeg sagde jo at jeg ikke kan lide Claire på samme måde som før," forsøgte han at overbevise mig, før han svarede på det andet: "Og hvad skal det så betyde?"

"Så siger vi det, Liam," sukkede jeg og rystede på hovedet en enkelt gang. "Jeg siger bare at jeg ikke er som dig på nogen måde," forklarede jeg mig. Jeg var ude af mig selv og han skræmte mig ved sådan bare at sige den slags ting til mig - især fordi han var med Claire, hvis jeg ikke har påpeget det.

"Modsætninger mødes," mumlede han insisterende og åndede tungt ud så jeg kunne mærke han fugtige ånde mod mine læber. "Hvad er det du vil have af mig?" spurgte jeg forvirret. Han kunne umuligt mene det!

Han svarede mig ikke, men lod i stedet vores læber mødes for anden gang indenfor få minutter. Jeg lavede en underlig lyd, men da min mave gik amok og varmen skyllede op til mit ansigt, som Liams hænder forsigtigt kærtegnede, kyssede jeg tøvende med, komplet forvirret over, hvad jeg havde gang i. Så snart han kunne mærke mine læber begyndte at besvare hans bevægelser, trådte han tættere på mig så hans krop stod presset op af min. Jeg kunne tydeligt mærke, hvor hurtigt hans hjerte bankede mod hans bryst og det fik en beroligende følelse frem i mig.

Jeg ved ikke, hvad der gjorde det og kort var jeg også ligeglad, men i de få sekunder troede jeg ham rent faktisk. Troede på at han var forelsket i mig og jeg lod mig give hen til ham. Jeg lod ham ligge sine hænder på mine hofter og han lod mig begrave mine hænder i hans hår med en overraskende iver. "Bliv," mumlede han mod mine læber og strammede sit greb om mig. "Bliv her - hos mig," bad han og trak sig langsomt ud af kysset for at kigge mig i øjnene.

Hele min krop skælvede under hans blik og det gjorde mig usikker at jeg reagere på den måde - sådan havde jeg aldrig reageret før. Ikke med Harry, ikke med nogen. Kort havde jeg det som om jeg gik bag Harrys ryg, men da jeg tænkte det igennem igen, gik det op for mig at det her ikke var bag Harrys ryg. Det var bag Claires.

"Tag ikke tilbage, Victoria. Bliv her," han kiggede mig bedende i øjnene og lod sin tommelfinger lave en cirkel så den røg ind under min trøje. Jeg gøs og ville egentligt helst så langt væk fra ham som muligt. Den virkning... Jeg hadede den allerede. Jeg følte mig usikker i hans nærhed. Jeg følte mig svag.

"Claire... Og... O-og... Harry," stammede jeg usikkert, mest for at overbevise mig selv om at jeg gjorde det rigtige, ved at tage tilbage til kostskolen. Jeg kunne ikke blive her og da slet ikke efter, hvad jeg nu havde gjort mod Claire. "Claire er ligeglad. Hun vil bare have Niall," Liam strøg mig over den bare hud ved min hofte, hvilket - totalt overraskende - fik mig til at skælve. "Lad være," mumlede jeg og hentydede til hans hånd.

Han ignorerede mig og tegnede bare endnu en cirkel med en blid bevægelse. "Harry har godt af at se dig glad - med en, der holder af dig," sagde han og lod sin tunge glide over sin underlæbe og smilede usikkert til mig. "Liam..." jeg trak vejret dybt og kunne mærke en trykkende fornemmelse mod mit bryst. "Jeg kan ikke..." hviskede jeg og kunne se, hvordan hans smil forsvandt. "Du tager ikke tilbage," sagde han kort. "Jeg giver dig ikke lov,"

Jeg rystede på hovedet, "Liam, hvad tror du ikke alle vil sige, hvis vi begynder at være sammen?! Ingen vil synes om det, for slet ikke at tale om at jeg allerede er omtalt som Harrys flirt og kæreste.." jeg kiggede ned, usikker på, hvad jeg skulle føle. Han var stille i noget tid, før han lavt mumlede til mig at jeg skulle kigge på ham.

Jeg kiggede bare stift ned og bed mig i inderlæben. "Victoria - kig på mig," befalede han, men jeg turde ikke. Jeg turde ikke se hans brune øjne. Hans hång lagde sig under min kæbe, "Alt, hvad der er sket med Harry betyder ikke noget..." forsikrede han mig med et varmt blik, der fik mit hjerte til at springe et slag over.

Det har var jo sindsygt. Jeg kunne ikke bare være forelsket i Liam fra det ene øjeblik til det andet. Det kunne jeg altså bare ikke! Det var uvirkeligt og derfor urealitisk og derfor ikke virkeligt.

Det måtte være indbildning.

"Vi kan starte en hel ny historie med nye hovedpersoner," sagde han med et skævt smil, der bare fik mit humør endnu længere ned. Han ville virkelig have mig til at blive...

"Liam, jeg kan ikk -," han afbrød mig hurtigt med et hovedrys: "Du kan godt. Du skal bare tage dig sammen til det," isisterede han og lod sine fingre danse langs min kæbe. Gåsehuden spredte sig med det samme, men jeg klemte øjnene hårdt sammen for ikke at miste fokus. Jeg måtte tage tilbage til kostskolen. Jeg kunne ikke bå i samme hus som Harry. Det kunne jeg bare ikke.

"Du skal ikke nægte, at du ikke også kan føle det," mumlede han og lod en finger glide over min underlæbe, hvilket fik mig til at spærre øjnene op. "Jeg kan se det på dig. Du reagerer ligesom jeg gør," han kiggede på mig med et glødende blik, der igen skræmte mig.

Hvad fanden havde jeg gang i? Liam var Claires.

"Du må ikke tage tilbage..." hviskede han og kiggede mig i øjnene. "Det er jeg nødt til," hviskede jeg modvilligt og sænkede blikket. Han var rådvild - jeg kunne mærke det på ham.

"Bliv hos mig," bad han inderligt og lagde sin hånd på min hals. "Det kan jeg ikke, Liam," hviskede jeg og fjernede langsomt mine hænder fra hans hals. "Du må ikke tage væk fra mig. Ikke nu, hvor... Hvor jeg lige har fået dig," hviskede han hæst og forsøgte at fange mit blik. "Liam..." hviskede jeg og var lige ved at bryde i tårer. Hvad fanden skete der med mig?! Det her var ikke mig!

"Det er ikke fair overfor nogen. Claire vil hade mig, hvis hun finder ud af det og jeg vil hade mig for det..." jeg skar ansigt ved tanken om Claire. Hvad var jeg for en veninde?! "Det er ikke fair for mig, hvis du rejser tilbage," hviskede han med blanke øjne.

En del af mig havde lyst til at fortælle ham at han overdrev, men en anden del af mig havde lyst til at holde ham tæt ind til mig og hviske at jeg nok skulle blive hos ham.

Han skræmte mig.

"Liam, det kan du ikke mene," mumlede jeg oprørsk og kiggede op i loftet. Han kunne ikke være på den måde overfor mig - det var ikke, havd jeg havde brug for at høre. Jeg ville helst have at han lod mig gå, men Liam var åbenbart ikke enig.

"Du må ikke tage tilbage," gentog han hviskende og formåede at få mit hjerte til at springe et slag over. Hvad var det for en syg virkning han havde på mig? For syg var den.

"Det skal jeg," svarede jeg tomt og forsøgte at træde væk fra ham. Han hjalp virkeligt ikke på det her! Som om afsked ikke var svært nok i forvejen?! "Nej," mumlede han og lød som et lille barn, der ikke ville i seng. "Jeg lader dig ikke tage tilbage," og med de ord placerede han sine læber på mine igen, så min mave trak sig sammen og sprang i luften.

"Yo, mennesker? Nu har I været her ude i -," Nialls stemme blev afbrudt af et chokeret gisp, før han stak i et skingert skrig. Hurtigt skubbede jeg Liam fra mig og stirrede med store øjne på Niall, der stod halvt ude på gangen og halvt inde på værelset.

Han så nærmest frastødt ud og stod med store øjne rettet mod Liam, hvorefter han lod dem glide ned på mig og smækkede kæberne sammen. De andre kunne ikke undgå at høre Nialls skrig og var nu alle sammen på vej hen mod døren, hvor Liam og jeg begge stod med uglet hår og røde kinder.

Niall så oprevet på Liam og blev langsomt rød i hovedet, "Hvad fanden har I to gang i?!" råbte han forarget og stirrede vredt på mig, så jeg automatisk søgte en smule ind bag Liam, men det så bare ud til at pisse Niall endnu mere af. Harry dukkede op bag Niall og kiggede lidt forvirret rundt, mumlede noget jeg ikke fik fat i og lagde en hånd på Nialls skulder, men Niall vristede den hurtigt af sig.

"Hvad der sker her er, at Victoria og Liam fucking stod og kyssede," vrissede Niall og var i det sekund min dødsfjende. Hvordan kunne han bare sige det?! Og så i nøjagtig det øjeblik, hvor Claire kom til syne bag ham og med det samme gjorde store øjne.

Jeg tror det var en ret god ting at jeg tog tilbage til kostskolen, for her var der vist ikke rigtig nogen tilbage, som ville kunne holde synet af mig ud...

Usikkert trådte jeg lidt væk fra dem og kiggede fortrydende på Liams ryg, da Claire fik et såret udtryk i øjnene og hviskede et nærmest uhørligt 'Hvad..?' og kiggede på Liam i håb om at han ville nægte det, men det gjorde han ikke. I stedet vendte han sig om og kiggede på  mig med øjnene fulde med undskyldelser og bedende glimt. Han ville ikke have mig til at tage væk, men efter et blik fra Harry, Claire og Niall, der hver udtrykte en forskellig følelse, var jeg sikker på at det var det jeg var nød til at gøre.

Det her startede på den skole og det måtte slutte der.

 

Havde I så regnet med det eller formåede jeg at overraske jer? o.O
Victoria og Liam kyssede og blev opdaget! :o - men på den anden side, ville Victoria heller ikke tillade at der skulle ske mere mellem dem, såeh...

Well, det her er det sidste kapitel fra min (Flower)'s side og jeg vil bare lige sige at den her Movella virkeligt har været fantastisk at skrive på! Både fordi jeg lærte tre fantastiske og talentfulde piger at kende, men også fordi jeg efterhånden kom til at holde af min lille Victoria!

Tusinde tak til jer, der har læst med og bare... TAK!

Kys kys<3

- Flower.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...