One and Only - 1D

Victoria, Alice, Claire og Nathalia lever et dejligt liv, lige indtil deres forældre sender dem på en kostskole i London... De 4 vidt fremmede piger kommer til at bo på et værelse sammen, men hvorfor få nye venner, når man bare ville hjem hurtigst muligt? Men, man kan jo ikke ignorere hinanden for evigt vel, og hvad sker der når de møder nogle fyre til en fest, som kommer til at forandre alting?..

Ps. Flower❤ skriver fra Victorias synsvinkel, Dagga fra Alices, Regine fra Claires og Matia. fra Nannas ;D

55Likes
167Kommentarer
19650Visninger
AA

46. Victorias synsvinkel.

Det her var det sidste sted jeg havde regnet med at ende, men nu stod jeg her igen; foran kostskolen, pakket godt ind i to af Liams hættetrøjer og Nialls halstørklæde, som jeg på en måde havde taget uden at spørge, men jeg regnede ikke med at de ville savne dem. Jeg lagde armene om mig selv og gøs lidt. Det var da en ualmindelig kold dag! Jeg spejdede ud over vejen, men kunne stadig ikke få øje på Max. Jeg havde ikke rigtig sagt til nogen at jeg var gået, men jeg ville ikke give dem mere at tænke over end de allerede havde, så jeg havde sagt til Claire at jeg gik en tur og så havde jeg hugget Liams hættetrøjer og Nialls virkeligt fristende halstørklæde.

Da jeg havde ventet fem yderligere minutter, på min storebror, kom en sort bil kørende og med det samme genkendte jeg hans bil. Jeg skyndte mit at løbe hen til ham og vinkede, så han standsede bilen og rullede vinduet ned ”Hey, søs, du ser… kold ud,” grinte han og stak sit hoved, der var dækket af hans sorte hår, ud og smilede stort ”Hej, Max,” hvor havde jeg egentligt savnet ham! Uden at spørge satte jeg mig ind i den anden side af bilen. Max skulle under ingen omstændigheder ind på kostskolen! ”Kan vi ikke køre en tur?” spurgte jeg og prøvede at lyde som om det bare lige var noget jeg havde fået lyst til. Han nikkede og bakkede ud på vejen igen.

Mit forhold til min bror havde altid været bedre end mit lidt skæve forhold til min søster. Max havde samme humor som mig og der skulle ikke meget til før vi grinte at hjertens lyst. Jeg kunne se han virkelig kæmpede for at være alvorlig da han igen åbnede munden for at snakke ”Jeg kom egentligt fordi jeg har noget jeg skal spørge dig om,” sagde han og stoppede bilen. Jeg kiggede en smule ængsteligt på ham. Hvad vidste han?

”Okay…?” spurgte jeg og forsøgte forgæves at se rolig ud. Jeg skælvede nærmest. Mor og far ville slå mig ihjel! Jeg bed mig hårdt i læben og var nærmest klar til at ringe til pigerne og skrige at vi var opdaget, men jeg sad helt stille i sædet og nedstirrede ham. ”Er det rigtigt du dater Harry Styles?” spurgte han interesseret og vendte hele overkroppen mod mig. Hele mit indre system frøs til is og jeg stirrede chokeret på ham. Hvordan vidste han det?! ”H-hvad?” stammede jeg fortabt. ”Jeg læste sådan et blad da jeg var hjemme hos Casey og så, så jeg ligesom dit navn der i. Er det rigtigt?” spurgte han igen. Jeg sank hurtigt før jeg langsomt rystede på hovedet ”Ikke længere,” nærmest hviskede jeg. Max’ blik ændrede sig drastisk ”Hvad mener du?” spurgte han vantro. ”Han slog op med mig… Uden nogen grund,” mumlede jeg trist.

Vi havde jo haft det så godt sammen! Han havde virkelig fået mig til at tro at det vi havde fået startet var noget virkeligt og seriøst. Noget der kunne vare og noget der ville få en lykkelig slutningen, men der kan man bare se, hvor groft jeg tog fejl. Bad ass pigen, Victoria, havde ganske rigtigt fået sit hjerte knust - og lad lige være med at sige til nogen at jeg kalder mig selv det...

Jeg vidste godt at vi alle fire piger havde vores problemer, men jeg havde det bare som om alt lige nu ramte mig - hvilket jeg udemærket var klar over ikke var tilfældet. Nanna stod i lort til halsen - og havde som den eneste en mor der havde fundet ud af sandheden. Alice var gravid og Claire havde slået op med Niall, som hun åbenlyst stadig elskede, men gav sig til at have noget med Liam, der i det mindste havde fået sluttet det med Taylor for alvor. Det var nok det eneste lyspunkt. Taylor var ude af vores liv - på en måde, hendes artikel var nu ikke længere alene. Hele tre havde fulgt efter den og ved hver artikel havde hun fået os til at fremstå forfærdeligt. Og selvfølgelig var det sluppet ud at Harry og jeg også havde slået op - det måtte Max så ikke have opdaget.

”Hvor er denne… Harry så nu?” spurgte Max langsomt med vreden glødende i stemmen. Jeg kiggede langsomt op på ham ”Max, du skal ikke være sur på ham.. Jeg var sikkert bare ikke en god kæreste,” hviskede jeg - overvældet af mine gemte følelser. Var jeg så slem? Var jeg så forfærdelig?

Max startede bilen igen og kørte den samme vej vi kom fra ”Nu kører jeg dig tilbage til kostskolen og så skal jeg finde den Harry om du vil det eller ej,”

***

”Alice! Saml alle lige nu! Skynd dig,” nærmest skreg jeg ind i telefonen, så snart Max havde sat mig af foran hoveddøren til kostskolen. Jeg løb hurtigt tværs over gården - jeg skulle ikke nyde noget af at blive fundet af Hayley - og gemte mig bag en busk. Alice mumlede bekymret i telefonen, mens jeg kunne høre hende bevæge sig ”Liam, Louis, Zayn,” råbte hun ”Ind i stuen med jer og find resten!”

”Okay, Victoria… vent lige… Hvor er du egentligt?” spurgte hun forvirret ”Eh… Jeg er måske på kostskolen,” mumlede jeg og håbede hun ikke hørte det. Kostskolen var nærmest betragtet som livsfarlig i vores øjne. underligt nok havde Hayley kun ringet til Nannas mor, men ikke mine - så havde jeg vidst det.

”HVOR ER DU?!”

Jeg rømmede mig lavt ”På en måde på kostskolen,” mumlede jeg igen. Alice var helt stille ”Okay, hvad sker der så? Hvorfor er du der og hvad har du at sige?” - ”Min bror er på vej. Og… Han er knap så glad for Harry lige nu…” forklarede jeg lavt og kunne høre hende fortælle det videre.

"Bare... Bare sørg for at forvirre ham; han er ikke den klogeste så... Bare få ham væk på en eller anden måde - lyv! Få ham til at tro at der ingen er hjemme!" sagde jeg hurtigt og satte mig op på knæ og kiggede ud i gården.

"Det skal jeg nok... Bare lov mig at du passer på. Vi har virkeligt ikke brug for at skulle ud og redde dig fra Hayley," sagde Alice, med en nervøs stemme. Jeg mumlede bekræftende og lagde på uden at sige farvel. Jeg havde heller ikke ligefrem lyst til at skulle der ind igen, men jeg vidste også at jeg ikke kunne blive og bo hos drengene så længe jeg var vred på Harry. Måske ville det være det bedste hvis jeg tog tilbage til skolen? Godt nok ville Hayley sikkert ikke lade mig være i fred, men det ville da være bedre end at skulle kigge på Harry hele tiden og vide at jeg ikke var god nok til ham.

Måske var det dét jeg skulle? Tilbage til skolen for good?

Jeg rejste mig hurtigt fra jorden og løb ud af porten. Jeg måtte pakke mine ting og forlade huset uden at de andre opdagede mig.

Som sagt havde de andre nok at tænke på - og jeg ville ikke give dem endnu mere.

Jeg fik fat på en taxa og blev kørt til hjørnet af drengenes vej, hvor jeg betalte ham og gik resten af vejen. Jeg måtte have siddet et godt stykke tid bag den busk, for det var blevet en smule mørkt og jeg følte mig en smule udsat som jeg gik der alene. Derfor satte jeg farten op og styrtede nærmest ned af vejen og åbnede havelågen, i bagenden af haven og smuttede ind.

Haven var stille og mørk, hvilket fik roen til at sænke sig over mig. Her kunne jeg ikke blive myrdet med en stegepande! Eller måske var dette netop stedet man blev det? Det var det sikkert med de skøre fem drenge og os fire forvirrede piger.

Jeg åbnede havedøren, i troen om at jeg stadig ikke var blevet set, men da jeg vendte mig rundt, stod Liam, Niall, Claire, Nanna og Louis på række tre meter fra mig. Liam kiggede underligt på mine - eller skulle jeg sige hans - trøjer, hvor Nialls øjne var fæstnet på halstørklædet om min hals. Jeg trak ligegyldigt på skuldrende og hev trøjerne af og kastede dem i hovedet på Liam "Tak for lån," mumlede jeg mens jeg rakte halstørklædet til Niall. De nikkede bare med rynkede pander. Jeg begyndte at gå mod døren, men en hånd om min arm fik mig til at stoppe og vende mig om "Har du tænkt dig at fortælle os, hvor fanden du var?" spurgte Claire og slap min arm igen. Et suk gled over mine læber da jeg hurtigt rystede på hovedet "Det er ikke noget der betyder noget," svarede jeg monotont "Jeg går i seng," mumlede jeg og prøvede at ligne en der var bare lidt træt. Hvilket jeg sjovt nok også var. Haha...

"Du kan ikke bare gå uden at sige, hvor du går hen!" Nanna sendte mig et bekymret blik, men jeg magtede ikke at have den her samtale "Undskyld, men jeg var bare sammen med min bror. Undskyld jeg ikke sagde det til jer og undskyld jeg ikke fortalte jer at jeg gik, men jeg havde helt glemt at jeg skal fortælle jer alt, hvad jeg gør," jeg vendte ryggen til dem og nærmest styrtede op på mit værelse - jeg delte det stadig med Alice  - og kastede mig på den hårde madras. Jeg burde ikkke have sagt det og da slet ikke på den måde.

Jeg havde fået pakket de få ting jeg havde her, ned i en taske, som jeg var ret sikker på tilhørte Louis, but I don't care. Jeg havde skubbet den ind under Alices seng før jeg lagde mig under min dyne og lukkede øjnene for at få bare få timers søvn før jeg folod dem - og nej. Jeg ville ikke sige farvel, for så ville de ikke lade mig gå og jeg måtte tilbage så planen kunne forløbe som den var planlagt fra start. Det var ikke meningen at vi skulle tage til den fest og det var slet ikke meningen at jeg skulle forelske mig eller at få et par fantastiske veninder. Det var ikke en del af planen og jeg var nød til at følge den. Bare forsøge.

Efter nogel timer var Alice også gået i seng og jeg lå nu og ventede på at hun faldt i søvn - og tro mig, det gik hurtigt. Jeg satte mig op på madrassen og redte sengen. Så forlod jeg dem vel med en smule værdighed. Jeg hev tasken ud og svang den over skulderen og stod lidt og kiggede på Alice der lå og sov. Jeg trak vejret dybt og lod mine fingre snitte hendes hånd, der lå oven på dynen. "Tak for alt," hviskede jeg "Hils de andre fra mig," smilede jeg og åbnede døren og smuttede ud på døren.

Lyset var slukket, men jeg fik hurtigt, ved hjælp af en hånd på væggen, fundet lyskontakten og snart stod jeg badet i lys og bad til at de alle sammen sov. Jeg listede ned af gangen og trådte så forsigtigt jeg kunne på trappetrinene. Da jeg kom ned i stuen, kunne jeg ikke holde et lydløst gisp tilbage. Lyset stod tændt og hurtigt kiggede jeg rundt, men ingen var at se, så jeg satsede på at nogen havde glemt at slukke det. Jeg gik over gulvet og skulle lige til at åbne havedøren da noget standsede mig.

"Hvad skal du?"

Jeg vidste han snakkede til mig, for helt ærligt, hvem andre kunne finde på at rende af sted med en taske klokken to om natten? Nårh... Måske også de andre piger, men altså...

Jeg vendte mig langsomt om og så ham stå med en øl i hånden og et forvirret blik i sine øjne.

"Det tror jeg ikke rager dig, Harry,"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...