One and Only - 1D

Victoria, Alice, Claire og Nathalia lever et dejligt liv, lige indtil deres forældre sender dem på en kostskole i London... De 4 vidt fremmede piger kommer til at bo på et værelse sammen, men hvorfor få nye venner, når man bare ville hjem hurtigst muligt? Men, man kan jo ikke ignorere hinanden for evigt vel, og hvad sker der når de møder nogle fyre til en fest, som kommer til at forandre alting?..

Ps. Flower❤ skriver fra Victorias synsvinkel, Dagga fra Alices, Regine fra Claires og Matia. fra Nannas ;D

55Likes
167Kommentarer
19644Visninger
AA

41. Nannas synsvinkel

Som den eneste, der faktisk ingen 'kæresteproblemer' havde, kiggede jeg på Victoria og Alice. De sad begge og kiggede ned på deres hænder, og jeg pressede læberne sammen, mens jeg overvejede, hvad jeg skulle sige. "Øhm," begyndte jeg, og de kiggede begge op på mig, "jeg ser lige, om jeg kan finde Claire..."

De nikkede kort, men det lod ikke til, at de havde lyst til at gå med mig. Jeg trak kort på skuldrene og skyndte mig så indenfor. Jeg hørte nogle stemmer, og fordi jeg altid var så forsigtig, sprang jeg tilbage og gemte mig bag væggen.

"Niall, jeg..." Det var Liam.

"Nej, Liam, du skal ikke sige noget. Bare... bare lad mig være."

Jeg var nærmest ved at gå i panik, da jeg hørte Nialls fodtrin komme tættere på der, hvor jeg stod. Jeg trippede kort på stedet, løftede så armen og lænede mig mod væggen, i et ret forgæves forsøg på at se henslænget og total normal ud. Da Niall gik forbi mig, stoppede han op, rynkede panden og rystede så opgivende på hovedet, før han gik sin vej. Jeg sukkede og skyndte mig ned ad gangen, hvor han var kommet fra. Jeg ignorerede både Harry og Liam, da jeg ikke ville gøre min indre stemning mere akavet, end den allerede var i forvejen.

Jeg bankede kort på døren ind til mit og Claires værelse, da jeg var ret sikker på, at hun var derinde. Jeg vidste udmærket, at Harry og Liam kiggede på mig, men jeg ville ikke tage mig af det. Da jeg intet svar fik, åbnede jeg bare døren og skyndte mig at lukke den bagefter.

"Åh, nej-da..." udbrød jeg, da jeg så, at Claire tydeligvis havde grædt. "Hvad er der nu sket?" Jeg kom måske til at lyde for irriteret, for Claire sendte mig bare et surt blik, før hun vendte sig halvt om og begyndte at pille ved puden, hun sad ved siden af. "Nej, undskyld, jeg mente det ikke på den måde!" Jeg bed mig i læben. "Hvad er der dog sket, søde Claire?" spurgte jeg så, i et forsøg på at lyde som min bedstemor altid havde gjort, da jeg var lille. Ret dårligt tidpunkt, jeg ved det, men jeg kunne ikke tage det hverken seriøst eller... for sjovt.

"Ikke noget specielt..." mumlede hun og tørrede sig under øjnene. Jeg himlede bare med øjnene, gik hen til døren, hev den op og stak hovedet ud, mens jeg råbte:

"ALICE! VICTORIA! HERIND NU!"

Uheldigvis gik Louis forbi mig, lige da jeg begyndte at råbe, og han begyndte selvfølgelig at grine. I et forsøg på at være alvorlig, sendte jeg ham et strengt blik, der fik ham til at klappe i, selvom jeg sagtens kunne se på hans øjne, at han var tæt på at grine alligevel.

"Hvad har Louis nu lavet?" spurgte Alice som det første, da hun og Victoria kom slentrende hen ad gangen.

"Hva-aad?" Louis slog ud med armene. "Jeg har ikke lavet noget!" Han blinkede kort til mig, før han fortsatte ned ad gangen.

"Hvad så?" spurgte Victoria, da de var kommet ind på værelset. Hun så ret ligeglad ud, selvom jeg kunne se på hendes øjne, at hun var ked af det - måske sågar knust.

Mens vi talte - vi sad på sengen og fik talt ud om... alting - tænkte jeg på, hvornår jeg skulle fortælle dem, om mit største problem lige nu. Måske var det ikke rimeligt overfor dem, nu hvor de alle sammen havde en slags kæresteproblemer - Claire med både Niall og Liam, Victoria med Harry, og Alice, der var gravid - men jeg skulle sige det på et tidspunkt. Og der var ikke noget at gøre, for at forhindre det.

Jeg sukkede dybt og pillede lidt ved mine nu nedbidte negle. Jeg havde ikke sovet i nat, og mens jeg bare havde ligget og lyttet til stilheden, bed jeg mine negle ned. Helt ned.

"Øhm... Piger?" Der var opstået en pinlig tavshed, som jeg brød. "Jeg har altså noget, jeg må fortælle jer," mumlede jeg, og de kiggede på mig.

"Hvad er det, Nanna?" spurgte Alice.

"Jeg... kan ikke fortælle jer det lige nu. For.. I skal allesammen have det at vide - også drengene. Eller, nej, for mig er det kun vigtigt, hvis Louis ved det, men... Selvom de andre ligesom ikke rigtig interesserer sig for mig, så kan de lige så godt få det at vide også."

"Hvad? De interesserer sig da for dig," afbrød Victoria og sendte mig et nærmest vredt blik.

"Det føles ikke sådan, at I ved det." Jeg rømmede mig. "Men, det er vigtigt. Meget vigtigt."

"Det er vel ikke noget om os? Du er ikke vred på os, vel?" Claire kiggede bekymret på mig. "Har det noget med skolen at gøre? Hvad er det, Nanna, please, sig det nu!" Jeg rystede kort på hovedet. "Så har du bare at sige det senere!"

 

Da jeg senere sad i sengen og kiggede i en bog, Louis havde givet mig, da jeg brokkede mig over, at jeg kedede mig, blev der banket på døren. "Seriøst, hvad er der?" hørte jeg Liam sige med irriteret mine.

"Det ved vi ikke, siger jeg jo," snerrede Claire, efter fulgt af Victoria: "Nanna vil bare gerne sige noget til os."

"Åh gud..." mumlede jeg for mig selv, og lidt efter kom de alle sammen ind - og ja, alle sammen. De så stortset alle sammen utilfredse ud - Liam, Harry, Niall, Claire og Victoria. Resten - Louis, Zayn, Alice og... Taylor? - så bare nysgerrige ud. "Jeg mente ikke, at jeg ville sige det nu..."

"Hold mund, Nanna," afbrød Claire og gik hen til mig. "Vi vil have det at vide, for det gør nemlig dig trist, hvad end det er. Og vi vil alle gerne vide det." Hun smilede skævt - okay, hun talte nok kun på pigernes vegne, men det fik mig da alligevel til at tænke over, hvordan jeg skulle fortælle det.

"Jeg har snakket med min mor..." Fed start, Nanna, fed start... "... som har snakket med.... Hayley. Og de er ligesom blevet enige om, at jeg... skal tages ud af skolen." Jeg kastede et blik på Alice, der så ud til at se glad ud. "Men det betyder så ikke, at jeg kan få lov til at blive her. Min mor er meget vred på mig, og selvom hun ikke har fortalt det, så har Hayley sikkert lyst til at dræbe mig... Øh, men i hvert fald..." Jeg holdt en pause og så ned.

"Kom nu, Nanna," sagde Victoria.

Jeg sukkede og tog en dyb indånding. Jeg skulle bare sige det. Det kunne ikke nytte noget, at jeg holdt det inde. Min mor var virkelig vred på mig, men jeg havde overtalt hende til ikke at fortælle, hvor jeg var henne til Hayley. Alligevel var de enige om, at jeg ikke skulle have lov til at blive hverken, hvor jeg var eller på skolen. Jeg havde kun bevist, at jeg ikke kunne opføre mig ordentligt, uanset hvor jeg gik i skole henne.

Jeg bed mig kort i læben, før jeg sagde det: "Jeg skal med min mor - med min mor til Frankrig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...