One and Only - 1D

Victoria, Alice, Claire og Nathalia lever et dejligt liv, lige indtil deres forældre sender dem på en kostskole i London... De 4 vidt fremmede piger kommer til at bo på et værelse sammen, men hvorfor få nye venner, når man bare ville hjem hurtigst muligt? Men, man kan jo ikke ignorere hinanden for evigt vel, og hvad sker der når de møder nogle fyre til en fest, som kommer til at forandre alting?..

Ps. Flower❤ skriver fra Victorias synsvinkel, Dagga fra Alices, Regine fra Claires og Matia. fra Nannas ;D

55Likes
167Kommentarer
19658Visninger
AA

44. Claires synsvinkel

I et stykke tid lå jeg bare og gemte mig under dynen, der var et eller andet beroligende ved det. Men jeg vidste, at jeg ikke kunne ligge og gemme mig for det virkelige liv, selvom det var meget fristende. Så jeg tog mig sammen og slyngede dynen af mig. Straks begyndte hårerne på min arm stille at rejse sig, men jeg lod bare være med at tænke på det. Jeg havde værre ting at bekymre mig om lige nu.

Det var, som om at skæbnen eller karma prøvede at fortælle os piger, at det ikke kunne betale sig at stikke af fra kostskolen. Men jeg tror godt, vi alle vidste, at ligemeget hvor meget karma kom tilbage til os og lavede ulykker, vil ingen af os tilbage til kostskolen, i hvert fald ikke sådan på fuldtid. I situationer som Victorias bror, kunne man jo desværre blive nød til det, medmindre en af os fik en eller anden genial idé, så vi kunne undgå kostskolen og Hayley.

Jeg tvang den sidste skygge af tårer ud af mine øjne, og gik kampklar ud af døren. Okay, måske kunne man ikke lige kalde det kampklar, mere livsklar eller noget i den stil. Jeg vidste godt, at der var en stor sandsynlighed for, at hele min jeg-klar-til-at-stå-ansigt-til-ansigt-med-livet-facade sikkert ville falde på jorden i samme øjeblik, jeg mødte enten Liam eller Niall. Men dem måtte jeg vel bare undgå...

Hvilket selvfølgelig heller ikke lykkedes, for lige så snart jeg trådte ud for døren, stod Niall et par skridt fra mig og betragtede mig. Jeg blinkede et par gange og måtte holde mit blik solidt plantet til jorden, men det gik nogenlunde med at bevare fatningen, styre udenom ham og ned til køkkenet.

Han kunne have fulgt efter mig, gået lige bag ved mig, jeg ville ikke have opdaget det. Det eneste jeg havde øje for, var mine fødder og gulvet et par skridt foran. Men det at han fulgte efter mig, var heller ikke noget problem, for selvfølgelig var han ikke sådan en underlig stalker.

"Hey Claire", lød en stemme. Eftersom jeg tydeligt kunne høre på accenten, at det ikke var Niall, rettede jeg hurtigt mit blik op for at opdage Zayn og Harry, der sad og kiggede underligt på mig. Jeg sendte dem et akavet smil og undgik deres blikke: "Hej! Hvad laver i så?".

Selvom jeg ikke kiggede nogen af dem i øjnene, kunne jeg tydeligt se, at de udvekslede blikke: "Snakker bare... Hvad laver du hernede?".

Det var tydeligt, at de begge tænkte et eller andet om mig, men hvad det så end var, så var jeg sikker på, at de snart ville sige det. "Jeg øh...", mumlede jeg, vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle svare. For hvorfor var jeg egentligt i køkkenet? "Jeg havde bare lige lyst til at komme her ned", afsluttede jeg og sukkede.

"Claire", startede Harry en smule usikkert, og jeg vidste, at nu kom det, som var grunden til, at de havde udvekslet underlige blikke lige før: "Hvad har du egentligt tænkt dig at gøre ved hele Niall-Liam situationen?".

Jeg havde set det komme, men alligevel var det, som at få en lussing når man mindst forventede det. Så derfor kom jeg selvfølgelig også til at svare dumt tilbage, noget jeg ellers aldrig vil kunne, finde på at sige, men sådan gik det, når man overraskede mig: "Hvad har du tænkt dig at gøre ved Victoria-situationen, Harry?".

Præcis som jeg, så han ud som om, han lige havde fået en ufortjent lussing. Men det fik ham i det mindste til at tie stille, dog var jeg ikke sikker på, hvor længe det ville holde. Så jeg skyndte mig at mumle noget om, at jeg lige havde noget at klare, hvorefter jeg styrtede tilbage til mit værelse.

Det viste sig hurtigt, at jeg heller ikke her kunne være alene. Men det gjorde nu ikke så meget, eftersom det bare var Victoria.

"Claire", snøftede Victoria gennem de mange tårer. Jeg så overrasket på hende og skyndte mig at smække døren i bag mig, inden jeg løb hen til hende. "Hvad sker der?", spurgte jeg og frygtede det værste. For ærligtalt, hun så forfærdeligt ud.

Hendes kinder var sorte af hendes mascara, som var begyndt at løbe sammen med hendes tårer. Hendes hår lignede nærmest en høstak, men jeg regnede med, at det bare var, fordi hun havde ligget og vendt og drejet sig. Det værste efter min mening, var dog hendes fuldstændig røde øjne, som udtrykte smerte. Hun snøftede et par gange og prøvede forgæves at tørre tårerne væk: "Det... Det er bare Harry".

Okay, hvad havde det fjols nu gjort? For han kunne altså ikke være bekendt at gøre hende mere fortræd, end han allerede havde. Hvilket var noget, jeg især burde vide meget om.

Victoria kunne vidst se på mine øjne, at jeg var delvis vred og delvis forvirret. For hun skyndte sig at snøfte endnu et par gange og sige: "J-jeg... Jeg savner ham bare". Det var først, der jeg forstod, hvad det var hun gik igennem. Nemlig det samme som jeg på så kort tid, havde gennemgået, da jeg havde set, Niall kysse en anden pige - eller nu som jeg havde fundet ud af, en pige som kyssede Niall

Jeg gav hende hurtigt et kram og hjalp hende med at tørre et par tårer væk: "Du skal ikke spilde dine tårer på ham Victoria. Hører du mig? Du er alt for god til ham". Victoria prøvede forgæves at smile gennem sine tårer, men jeg kunne se, at hun modigt prøvede.

Det gik hurtigt op for mig, at jeg måtte bruge en anden taktik, for hun havde tydeligvis ikke lyst til at høre, at han var dum og slet ikke hende værdig: "Det skal nok gå, det lover jeg".

Victoria lod tårerne få frit løb og så op på mig: "Claire... Gør det stadig ondt, n-når du tænker på Niall?". Denne gang var jeg overhovedet ikke forberedt, denne gang var det virkeligt en uforudsigelig lussing, der ramte mig hårdt. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle svare, meningen var jo, at hun skulle få det bedre ikke værre.

Men eftersom hun var min gode veninde, fortalte jeg hende sandheden, for det gør rigtige veninder: "Ja Victoria, det gør det... Men jeg lover dig, på et tidspunkt forsvinder smerten. Jeg ved ikke hvornår, men på et tidspunkt vil den være helt væk". Victoria holdt op med at snøfte og i et kort stykke tid stoppede tårerne også, hun sad bare og så på mig med store øjne.

Pludseligt rejste hun sig hurtigt op og trak mig ind i et stort kram. Jeg vidste ikke rigtigt hvorfor, men på en eller anden måde føltes det dejligt med et kram oven i alt rodet.

"Jeg skal nok gå, så du kan være alene igen", mumlede jeg og trak mig fra hende. Hun sendte mig et taknemmeligt smil og satte sig ned på sengen igen.

Efter et sidste blik på hende gik jeg ud af døren. Denne gang stod Niall heldigvis ikke og kiggede på mig, så jeg satte mig op ad væggen og sukkede. Det var dejligt, bare at kunne sidde lidt og lave ingenting. Dog tvang stilheden mig til at tænke på de sidste ugers begivenheder.

Hvordan jeg havde fundet Niall og været helt knust. Hvordan jeg tilfældigvis - host host - var kommet til at kysse Liam, hvilket Harry åbenbart havde overset. Og hvordan jeg som prikken over i'et, havde fundet Harry igang med at kysse en anden pige. Nu.. Ja nu var det hele bare endnu mere rodet. Niall hadede mig sikkert, Harry hadede mig helt sikkert og Liam.. Ja han følte noget, han slet ikke burde.

Jeg rejste mig lidt for hurtigt op, i det jeg virkeligt ikke havde lyst til at tænke på det her mere. Mit hoved snurrede en smule, men jeg gik bare målrettet hen imod Alices dør.

"Er det godt?", spurgte Nanna tøvende, i det jeg trådte ind ad døren. 

Det første jeg fik øje på, var Alice som sad med røde øjne og en smule åben mund. Altså hvad sker der lige for os i dag?! 

"Hej..?", mumlede jeg. Døren stod stadig åben, og jeg stod stadig halvt ude halvt inde, det var jo tydeligt, de havde gang i et eller andet. "Åh, Claire", udbrød Alice, da hun fik øje på mig, mens hendes mund bare åbnede sig en tak mere. Nanna sagde ikke noget, hun sad bare og kiggede fra mig til Alice. Selv sagde jeg heller ikke noget, ventede bare på at få at vide, om jeg skulle gå igen.

I lang tid stod vi bare sådan; Alice som bare sad med let åben mund, Nanna som kiggede fra Alice til mig og mig som.. Bare stod og kiggede. Til sidst besluttede jeg mig for, at hvis jeg havde været velkommen, havde de nok allerede sagt det. Så jeg mumlede, at hvis Alice havde brug for mig, så skulle hun endelig komme.

Alice sendte mig et taknemmeligt smil, hvorefter hun vendte sig imod Nanna igen. Det var da også fint nok, at de gerne vil have lidt tid alene. Men nu var jeg jo helt overladt til mig selv?

Så jeg tog de få skridt, hen til den præcis samme plads jeg havde siddet før. Men jeg satte mig ikke ned. For i samme øjeblik jeg var derhenne, kom jeg i tanke om, at jeg faktisk ikke gad, sidde der. For hvis jeg sad der, ville jeg blive nød til at tænke, og det havde jeg virkeligt ikke lyst til!

I stedet gik jeg hen til en, som jeg faktisk ikke havde lyst til at se lige nu. Men jeg blev altså nød til at gøre det, det gjorde jeg bare!

"Claire!", udbrød Liam, som straks strålede, da jeg trådte ind på hans værelse. Jeg mumlede noget, som skulle være hans navn, men jeg tror ikke, han hørte det. I hvert fald sad han bare og smilte stort, uvidende om, hvad jeg havde i sinde at gøre.

"Liam...", startede jeg, mens jeg prøvede at undgå hans øjne, "Jeg er ked af det, men det kan ikke fortsætte på den her måde. Vi.. Jeg... Liam, jeg synes ikke vi skal ses mere, altså på den måde du ved nok".

Liam sad bare helt tavs og så lamslået på mig. "Jeg mener det! Giv mig en god grund til at vi skulle fortsætte det her.. Det her bedrageri", svarede jeg til hans tavshed. Men det havde han til gengæld et svar på. Han rejste sig hurtigt op, gik hen til mig og kyssede mig, før jeg kunne nå at protestere.

"Se, det er en god grund", nåede jeg lige at mumle mod hans læber.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...