One and Only - 1D

Victoria, Alice, Claire og Nathalia lever et dejligt liv, lige indtil deres forældre sender dem på en kostskole i London... De 4 vidt fremmede piger kommer til at bo på et værelse sammen, men hvorfor få nye venner, når man bare ville hjem hurtigst muligt? Men, man kan jo ikke ignorere hinanden for evigt vel, og hvad sker der når de møder nogle fyre til en fest, som kommer til at forandre alting?..

Ps. Flower❤ skriver fra Victorias synsvinkel, Dagga fra Alices, Regine fra Claires og Matia. fra Nannas ;D

55Likes
167Kommentarer
19685Visninger
AA

20. Claires synsvinkel

"Duk jer!", råbte Alice og hev os alle sammen ned, så vi lå presset mod jorden i akavede stillinger. Jeg prøvede forgæves at rejse mig op eller rykke lidt rundt, så jeg i det mindste lå lidt bedre, men Alice holdt et fast greb i mig. "Alice...", hviskede jeg, "Du er godt klar over at du råbte ikke?". Pludselig blev Alices kinder helt røde og hun så skamfuldt ned i jorden, klar over at det måske var hendes skyld, at Hayley ville finde os. Jeg rystede på hovedet med en irreteret mine, selvom jeg godt vidste, at Hayley ville have fundet os alligevel. "Piger!", lød en striks stemme, som jeg straks genkendte som Hayleys. Nanna tog en dyb indånding og vendte sig som den eneste om, vi andre lå stadig presset med jorden.

Det var ikke, fordi jeg ikke havde lyst til at vende mig om... Jeg kunne bare ikke, Alice holdt stadig hårdt fast i mig. Desuden, så havde jeg faktisk ikke lyst til at vende mig om, det ville klart være det bedste. Men at stå ansigt til at ansigt med Hayley, ville være det samme, som at stå ansigt til ansigt med gud efter at have brudt alle 10 bud. Pludselig hørte jeg endnu flere fodtrin, hvem var det nu, der var kommet, vagter, politiet? "Huh?", mumlede Nanna og lød på en eller anden mærkelig måde en smule, glad? Okay, nu var jeg seriøst nysgerrig, hvad pokker kunne gøre Nanna glad i sådan en lorte situation. Der lød en højt host overfra Victoria, "Hvad pokker? Victoria... Du skulle jo være...". Min mund bredte sig i et kæmpe smil, det var Louis, der talte.

Med ét fik jeg lyst til at vende mig om, hvilket jeg selvfølgelig også gjorde. Og ganske rigtigt, der stod Zayn, Liam og Louis fri for alle kostumer og tilbehør, Niall var der desværre ikke. Victoria hostede højt, men lød dog ret irreteret, hvilket hun også havde ret til, vi havde trods alt løjet for hende og efterladt hende med Harry. Men glæden ved at se drengene igen forsvandt dog hurtigt, da jeg fik øje på Hayley, som kiggede ondt på mig, "Jeg fandt disse... herrer, eller rettere sagt så fandt de mig". Jeg prøvede at smile, men det endte i et akavet smil, som bare så dumt ud. Mit blik prøvede at fange de andre, men Nanna kiggede bare skræmt på Hayley, Victorias blik var lidt overalt, nok fordi at hun hostede så voldsomt og Alice lå stadig med hovedet væk fra hende og drengene.

"Godt for dig", mumlede Alice.

Selvom hun ikke så hvad der skete, kunne hun vidst tydeligt følge med alligevel. Hayley overså dog denne kommentar og fortsatte derefter med at nedstirre os, "Nu er mit spørgsmål bare... Hvor er Niall og Harry?". Jeg måbede, ikke fordi hun havde fundet ud af, at der manglede nogle, men fordi hun rent faktisk kendte deres navne. Nanna havde tydeligvis opdaget det samme, fordi hun sagde overrasket, "Hvor pokker kender du deres navne fra?!". Hayley så ned i jorden, mens hendes kinder langsomt fik en rød farve, det var tydeligt, at det ikke var meingen, at hun havde sagt deres navne. Hun tog en dyb indånding og så ondt op igen, faktisk ondere hvis det var muligt.

"Det vedkommer ikke sagen".

Vi blev afbrudt af en meget forpustet Harry, "Hun... Slap... Væk... Ik' med... vilje!". I samme øjeblik han sagde det sidste ord, opdagede han Hayley, hans øjne blev store og han trådte forvirret et skridt væk fra hende. Hayley sendte ham et anstrengt smil, "Ja, det var så den ene". Jeg tog en dyb indånding, håbede virkelig, at Niall blev væk. Hayley skulle ikke også have fingrene i ham, det havde han ikke fortjent. Det var alt sammen Alices skyld! Hende og hendes dumme plan, hvordan kunne man være så dum at tro den ville lykkes. Jeg havde naturligvis fra starten vidst, at det ville blive en fiasko, men Alice var selvfølgelig så ivrig, at det var umuligt at stoppe hende.

"Jeg gjorde det! Hun holder mund, jeg var heldigvis hendes favorit, så hun sagde ja lynhurtigt!", lød det glad fra Niall, som kom løbende over mod os. Jeg så trist ned i jorden, hvorfor skete det her lige, Niall burde ikke være blandet ind i det. Hans talestrøm stoppede dog hurtigt, da han fik øje på Hayley og ligesom Harry, blev hans øjne store og han trådte forvirret lidt væk fra hende. Men det var spildte skridt, hun havde fået øje på ham og et tilfredst smil bredte sig på hendes læber. Jeg måtte holde mig selv tilbage, fra trangen til at styrte op og kvæle hende, for gud hvor havde jeg lyst til det!

Hayley smilte ondt og kiggede lumsk på os, "Piger, op og stå!". Jeg adlød straks, ellers ville straffen sikkert blive større, men på den anden side, kunne den overhovedet blive større? Nanna fløj ligesom mig op, mens Alice stille og roligt rejste sig og hjalp den hostende Victoria op. Drengene så nervøst på os, de kunne ikke rigtigt få en straf, det kunne vi til gengæld. Det var jo os, der var stukket af, endda mens vi egentligt skulle arbejde. Os der havde festet løs, mens de andre sikkert havde siddet og bedt bordbøn eller sådan noget. Os der havde kommet tilbage, pakket vores kufferter og lavet hærværk. Drengene... De var bare så uheldige, at de var blevet forelsket i os.

For første gang ønskede jeg, at Niall aldrig havde lært mig at kende, han ville have det bedre uden mig.

Jeg kunne mærke, at nogen kiggede på mig og jeg kiggede hen, for at finde ud af hvem det var, Niall, selvfølgelig. Vi kiggede trist hinanden i øjnene i et stykke tid, men så kunne jeg ikke mere. Jeg kiggede væk, det ville bare give ham endnu flere problemer, det havde han ikke fortjent. Jeg prøvede at få et ondt blik i øjnene, et såret blik, det gik ikke så godt, men det var bedre end ingenting. Mit blik fandt Nialls, men denne gang havde jeg det underlige blik i øjnene. Niall så underligt på mig, fattede ikke at dette var det bedste for ham. Jeg kiggede ned i jorden, jeg kunne ikke stå se ondt på ham, det havde han heller ikke fortjent.

"Nå... Men i kan jo ikke bo hos disse drenge", sagde Hayley ondt, "Så sig farvel, for jeg tvivler på at i kommer til at se dem mere i dette skoleår, og der er altså omkring 9 måneder tilbage". Victoria hostede højt og spurtede så hen til Harry. Zayn gik hurtigt hen imod Alice, som holdt tårerne tilbage. Louis og Nanna gik stille hen imod hinanden, usikre på hvordan de skulle gøre dette. Jeg blev bare stående, egentligt havde jeg lyst til at styrte hen imod Niall, men jeg måtte give slip. Niall skulle ikke sidde og græde over mig, det havde han ikke fortjent, det skulle være, som om jeg aldrig havde været der.

Niall havde dog ikke forstået det, for han kom gående hen imod mig, hurtigt og dog en smule forvirret. "Niall... gå", mumlede jeg, i det han lænte sig frem for at kysse mig. Han slap mig hurtigt og trådte usikkert lidt væk, "Hvad mener du?". Jeg rystede på hovedet, det her var sværere end jeg havde troet, "Bare gå". En tåre løb langsomt ned af hans kind, for at blive afløst af en til, det var tydeligt, at jeg havde såret ham. Hvilket overhovedet ikke var meningen, det her skulle jo hjælpe ham, ikke gøre ham ked af det. Jeg havde vidst ikke gennemtænkt det helt...

"Du kan ikke lide mig mere... Var det bare skuespil, så du havde et sted at bo?".

Jeg måbede og mine øjne blev store, skuespil, hvad? Niall så såret på mig, vidste ikke rigtigt hvad han skulle gøre. "Kan du ikke bare gå?", mumlede jeg, mens et par tårer langsomt gled ned ad min kind. "Hvorfor? Hvis du græder, betyder det jo, at du ikke ville have det", sagde han vredt. Det fik mig bare til at græde endnu mere, han måtte ikke være vred på mig, kunne han ikke bare gå og leve lykkeligt til sine dages ende. Tårerne styrtede nu ned ad min kind, som et vandfald der bare blev ved og ved.

Tårerne var ikke til at stoppe, det var simpelthen umuligt. Jeg fik øje på de andre, som stod og kyssede og græd, ja selv Louis og Nanna stod og kyssede. Men ikke mig og Niall... Vi skændtes. Jeg tog en dyb indånding, jeg blev nød til at være egoistisk, "Niall... Intet af det er skuespil... Jeg elsker dig jo". Hans øjne blev store, vreden var tydeligvis blevet erstattet med forvirring. "Nej vent... Jeg hader dig... Jeg kan altså ikke gøre det!", sagde jeg vredt, ikke vred på ham, men på mig selv, "Hør... Jeg kan virkelig godt lide dig, men du har ikke fortjent at græde. Det er meget lettere, hvis vi skiltes dårligt og du så hurtigt kommer over mig, istedet for at vi skiltes grædende og kyssende, så ville du jo ikke kunne komme over mig så hurtigt. Niall... Jeg burde ikke have mødt dig, du fortjener bedre, jeg var for naiv, jeg troede dette kunne fungere og vi ikke ville blive nød til at skilles".

Underligt nok fik det Niall til at smile, hvilket jeg synes var dybt upassende, det var jo ikke meningen. "Hvor er du dog dum", mumlede han. Jeg åbnede munden for at protestere, jeg var da ikke dum. Men hans læber fik mig til at tie stille og i stedet kysse med. Hans tunge skilte langsomt vores læber, så vi endte i en blid snav. Hvorfor skete det her lige? Det ville gøre det endnu sværere at skilles ad, hvis der var nogen, der var dum, så var det i hvert fald ham! "Jeg elsker dig virkelig", hviskede han.

"Nej nej nej, Niall stop så!", sagde jeg knust, "Vi skal skilles ad, du skal ikke gøre det sværere. Bare sig jeg er dum og grim, sår mine følelser! Du skal ikke lide, det er mig". Niall rystede stille på hovedet, "Vi behøver ikke skilles her", nu var det min tur til at være forvirret, "Har du glemt, at jeg har dit mobilnummer?". Jeg smilte straks, tanken om dengang vi mødtes og jeg gav ham mit nummer, var et af de virkelig gode minder. "Forresten... Tillykke med fødselsdagen om 6 dage", mumlede han og halede en lille pakke op ad sin jakke. Jeg så overrasket på ham, jeg havde kun nævnt min fødseldag og alligevel havde han husket det!

Mine fingre åbnede ivrigt pakken, jeg havde aldrig været specielt tålmodig. "Niall! Det havde du virkelig ikke behøvet", sagde jeg glad. Inde i pakken var en æske med en lang hjertehalskæde, i den var der indgraveret 4 små ord 'I love you, Niall'. "Så er det nok, stop med alt det der", råbte Hayley surt. Jeg lænte mig frem og gav Niall et sidste kys, så rev jeg hurtigt mit halsterklæde af og gav det til ham. "Du sagde jeg ikke ville få brug for det, fordi det var varmt... Jeg vidste, jeg ville få brug for det", hviskede jeg, "Her er noget til at huske mig på". Niall så taknemmeligt på mig, men så kom Hayley og rev mig væk.

"Giv mig så to koncertbilletter og smut så drenge!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...