One and Only - 1D

Victoria, Alice, Claire og Nathalia lever et dejligt liv, lige indtil deres forældre sender dem på en kostskole i London... De 4 vidt fremmede piger kommer til at bo på et værelse sammen, men hvorfor få nye venner, når man bare ville hjem hurtigst muligt? Men, man kan jo ikke ignorere hinanden for evigt vel, og hvad sker der når de møder nogle fyre til en fest, som kommer til at forandre alting?..

Ps. Flower❤ skriver fra Victorias synsvinkel, Dagga fra Alices, Regine fra Claires og Matia. fra Nannas ;D

55Likes
167Kommentarer
19681Visninger
AA

43. Alices synsvinkel

 

”Åh nej, har vi ikke nok af dem allerede?” sukkede jeg som fik alle til at stirre på mig. Sorry altså, men jeg var da bare ærlig. VI havde mere end nok problemer i forvejen, og et til var ikke lige det jeg fortrak lige nu. Selv Nanna, den eneste der ikke havde haft nogen problemer, sad nok med det største lige nu. Hvis det at flytte til Frankrig var værre end kærestesorg og graviditet… Som jeg nok ville mene at det var… I hvert fald værre end kærestesorg. Ikke for at virke selvglad eller noget… Okay tilbage til virkeligheden.

”Hvad er der nu galt?” spurgte Claire med en lidt opgivende stemme, som fik alle til at kigge væk fra mig og over på hende. Den her situation var ved at blive lidt akavet. Det var dog ikke så akavet som det ville havet været hvis Harry havde været her. Hvor var han enlig blevet af? Og hvorfor var alle de andre her lige pludselig? Det her var ved at blive ret så forvirrende.

”Min storebror…” Sagde Victoria, men den sidste del blev til et mumlen, da Harry trådte ind i lokalet. Okay, nu var det lidt akavet. ”Hvad er der med dig storebror?” sagde Harry ret panisk og han lød lidt… bange? Okay, jeg tror også at Zayn ville blive lidt bange for min storesøster hvis han sårede mig… og jeg havde en fornemmelse af at Victorias storebror var en del farligere end min storesøster, og eftersom Harry ikke havde været SÅ sød ved Victoria her på det sidste, så havde han måske en ret stor grund til at være lidt bange…

”Han kommer… i morgen” sagde hun og kiggede ned i gulvet. Fuck… Vi havde ikke fortalt vores familier noget om noget af det der var sket siden vi startede på skolen. Hvis man lige tæller Nannas mor fra selvfølgelig. Victoria havde enlig aldrig snakket om sin storebror så meget. Jeg tror ikke engang jeg havde fået at vide hvad han hedder, eller også var jeg bare glemsom, og måske lidt forvirret for tiden. Gad vide om det havde noget med graviditeten at gøre? Eller også var mine tanker bare virkelig underlige. Jeg tror jeg satser på den første…

”Jeg tror bare.. at jeg smutter…” sagde Niall, og smuttede ud af rummet, efterfulgt af Liam, og desværre også Zayn. Det her var måske også lidt akavet for dem. Hvorfor skulle alting også være så akavede hele tiden? Og hvorfor gik alting så galt for os hele tiden? Hvor blev de lykkelige slutninger af ligesom i film og i bøger? Var det ikke meningen at man skulle forelske sig og leve lykkeligt til ens dages ende? For den situation vi sad i lignede langt fra noget der bare mindede om noget der nærmede sig en lykkelig slutning. Claire og Niall var slået op, og nu havde Claire vist noget med Liam, og hvis ikke jeg var helt galt på den, så have Niall ikke tænkt sig at give slip på hende endnu. Harry og Victoria var slået op, og Victorias storebror ville jo bogstavlig talt slå ham ihjel når han fandt ud af det. Jeg var gravid, og min kæreste, som også var faren til mit barn, havde ingen ide om det. Og sidst men ikke mindst så var Nanna, som ellers aldrig fik nogle problemer var på vej til Frankrig. Og hvis du kan komme med et forslag på hvordan det ville ende godt, så sig endelig til!

”Jeg tror også bare at jeg smutter” sagde Victoria og kiggede lidt væk. Det betød så at det kun var Claire og jeg var alene tilbage, og da det var hendes værelse besluttede jeg mig bare for også at smutte. Måske kunne jeg finde Zayn eller sådan noget. Jeg nåede dog ikke længere end ind på mit værelse, før jeg stødte ind i Nanna, som sad på den tynde madras på gulvet, som Victoria sov på her for tiden. ”Øh, hvad laver du her?” spurgte jeg med så venlig en stemme jeg nu kunne få fremstavet. ”Jeg ved det ikke rigtig, døren var bare åben, og jeg tænkte ikke rigtig over det” mumlede hun, og snoede noget af hendes lange rødbrune hår om sin pegefinger. Hendes øjne var røde og der var våde pletter i Victorias sengetøj. Jeg lukkede døren efter mig og satte mig ned ved siden af hende. Fuck den madras var ubehagelig. Måske skulle jeg spørge Victoria om hun måske hellere ville låne min seng, nu når jeg alligevel var begyndt at sove inde hos Zayn igen.

”Hvad sker der?” spurgte jeg med en stille tone, og lagde hovedet lidt på skrå. ”Alting går bare galt. Min mor er sur på mig, Louis er sur på mig, og i piger er garanteret også sure på mig” sagde hun og snøftede. ”Hvad snakker du om? Hvorfor i al verden skulle vi dog være sure på dig?” spurgte jeg forvirret. ”Fordi at jeg bare tager af sted sådan lige pludselig, når i i forvejen har masser af andre ting at tage jer til” sagde hun og tørrede en tåre væk fra sin øjenkrog. ”Nanna, hold dog op med at være så åndsvag, selvfølgelig er vi ikke sure på dig, og vi vil gøre alt for at du skal blive her, og det gælder også Louis, drengen er jo helt væk i dig Nanna, og så sur kan han heller ikke være” sagde jeg, og rykkede mig tættere på hende og hev hende ind i et kram. ”Tak Alice, det betyder virkelig meget for mig” sagde hun og trak sig væk fra mit kram med et lille smil. I det mindste kunne jeg da altid få nogen til at smile.

”Okay nok om mig! Hvad sker der med dig for tiden? Du har stadig ikke tænkt dig at fortælle ham noget endnu? Hvor langt er du enlig henne sådan ca?” spurgte hun. Okay alt for hurtigt emneskift, og alt for mange spørgsmål… ”Øh, der sker ikke så meget tror jeg… og nej, jeg har ikke rigtig turdet fortælle ham det, da vi jo lige er begyndt at fungere sammen igen, og du ved, jeg har ikke rigtig lyst til at ødelægge det” sagde jeg og lod en hånd hvile på min mave. ”Og ud fra hvornår jeg umiddelbart ville tro at det, du ved, skete, så er jeg vel, 1, måske 2 måneder på vej eller deromkring”

”Så er der jo ikke så meget til tilbage Alice, vil du ikke hellere selv sige det til ham end at han lægger mærke til det selv? Der kommer jo ikke til at gå særlig lang tid før man kommer til at kunne se det på dig, hvis ikke allerede nu” sagde hun og nikkede hen mod min mave, for ligesom at hentyde lit til det hun sagde. Jeg havde kun haft løse trøjer på siden jeg fandt ud af at jeg var gravid, selv om man ikke engang kunne se det på mig endnu, men jeg havde læst at der endda var piger hvor man slet ikke kunne se på dem overhoved, selv om de var flere måneder på vej, og især piger der var ret meget tynde i forvejen, så det var vel ikke så unormalt for mig, men hun havde jo fuldkommet ret. En dag, så ville han lægge mærke til den lille bule, der om ikke så lang tid ville dukke op.

”Men vent! Sagde du 2 måneder! Vi har da kun kendt drengene i 2 måneder” sagde hun forvirret, hendes blik ændrede sig hurtigt, og hun så på mig med store øjne. ”Det mener du ikke Alice!” sagde hun, eller nærmest råbte, men jeg tog hurtigt min hånd over hendes mund. Jeg bed løst i min læbe og nikkede svagt. Jeg vidste udmærket at hun tænkte på den samme aften som mig. Den aften på diskoteket for 3 måneder siden. Men det var et mindre detalje hvornår og hvor det skete, det der betød noget var at det skete, og jeg blev nød til at tage ansvar for det der skete. Og en del af det ansvar var at fortælle det til Zayn. Jeg havde bare aldrig tænkt over det så meget. Ja jeg var gravid og alt det der, men jeg havde aldrig rigtig tænkt over det at når jeg var færdig med at være gravid så var jeg blevet mor, og Zayn far.

”Det er måske på tide at fortælle ham det” mumlede jeg og tog hånden tilbage på min mave. Jeg burde havet fortalt ham det or længst. Jeg kunne bare ikke tåle tanken om at miste ham. For hvorfor i al verden skulle han gide have et barn lige nu? Og så med mig endda. Han karrierer fungerede perfekt og han var en af de mest berømte teenagere i verden, og han ville garanteret vente med at få børn indtil han havde fundet den han ville være sammen med resten af sit liv, og det ville garanteret ikke være mig. For det første ville et barn ødelægge hele hans karriere, og så var jeg garanteret også bare et af hans sikkert mange flirts. Chancerne for at han ville få et barn sammen med mig var mindre end jeg overhoved kunne håbe på.

”Men hvad hvis han slet ikke har lyst til at have et barn? Og så med mig endda” sagde jeg og kiggede på Nanna. ”Hvad snakker du om? Nu er det dig der er åndsvag. Drengen ser jo ikke solen for dig! Kan du ikke huske hvad han sagde til dig den aften der? Hvis han nogensinde ville have et barn, så ville det ikke være sammen med andre end dig” sagde hun og lagde en hånd på min skulder. ”Men hvad hvis nu jeg slet ikke er gravid alligevel? Hvad hvis nu den der dumme test bare var falsk? Jeg havde jo kun taget en test, og den behøvede jo ikke at fortælle sandheden” sagde jeg, men hvem prøvede jeg at narre? Alle tegn tød på at den test talte sandt! Morgenkvalmen, humørsvingene, ja bare alt.

”Vil du gerne prøve at tage en til for at være sikker?” spurgte hun, og jeg nikkede. Det ville måske hjælpe lidt, bare for at få det bekræftet helt, og jeg havde alligevel en liggende. ”Men så skal du også love mig at fortælle ham det bagefter! Og det skal være i dag Alice!” sagde Nanna, som nu var skriftet over til den mere alvorlige-Nanna. Jeg nikkede igen og rejste mig op og gik ud på toilettet, og Nanna ventede inde på mit værelse. Der var ikke nogen vej uden om.

”Hvad så?” spurgte hun da jeg kom tilbage lidt tid senere. ”det ser ud til at jeg ikke behøver at snakke med Zayn alligevel” mumlede jeg, og kunne mærke en tåre glide ned af min kind. ”Hvad mener du søde?” spurgte Nanna, og kom hen til mig, og tørrede tåren på min kind væk med sin tommelfinger. ”Den er negativ Nanna”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...