One and Only - 1D

Victoria, Alice, Claire og Nathalia lever et dejligt liv, lige indtil deres forældre sender dem på en kostskole i London... De 4 vidt fremmede piger kommer til at bo på et værelse sammen, men hvorfor få nye venner, når man bare ville hjem hurtigst muligt? Men, man kan jo ikke ignorere hinanden for evigt vel, og hvad sker der når de møder nogle fyre til en fest, som kommer til at forandre alting?..

Ps. Flower❤ skriver fra Victorias synsvinkel, Dagga fra Alices, Regine fra Claires og Matia. fra Nannas ;D

55Likes
167Kommentarer
19599Visninger
AA

35. Alices synsvinkel

Jeg løb så hurtigt, jeg kunne, hvilket var ret svært eftersom, jeg hele tiden stødte ind i grene og fik mit hår i munden. Ikke at håret i munden forhindrede mig i at løbe, det var bare vildt irriterende! Men jeg var vidst ikke den eneste, der havde problemer med diverse sten og grene, som lå hist og her på jorden. Bag mig hørtes der skrig lidt for ofte, et skrig som lød lidt for meget som Claire. Men det var nu også svært at løbe på en skovbund fuld af grene og sten i høje hæle!

Men det forhindrede mig da ikke i at komme frem og lidt efter stod jeg vedsiden af Nanna - som havde været meget hurtigere, takket være de flade sko - og Victoria. Drengene stod bare og så lidt mundlamme ud, vi sagde selvfølgelig ikke noget, tænk hvis det var forsent, tænk hvis Taylor havde fortalt dem det.

Stilheden blev kun brudt, da et højt skrig lød bag os. Jeg vendte mig forskrækket om og fik øje på Claire, som lå helt fladt på jorden, med skrammer, rifter og jord på begge ben. Mit blik vendte sig straks for at se, hvordan Niall tog det, kun for at se ham styrte forbi, "Claire? Claire? Er du okay?". En utydelig mumlen som vidst nok kom fra Claire, fik et lille smil frem på Nialls læber, så jeg regnede med, at hun var okay.

Niall fik hende hurtigt hevet op, men så blev han heller ikke ved hende længere. Han skyndte sig hen ved siden af de andre drenge, så de nu stod på en lang række. Jeg så underligt på dem, men de undgik vores øjne. I hvert fald indtil de lige pludseligt alle sammen så på os, det lignede et eller andet amatørskuespil. "Har i noget i vil", begyndte Harry, mens hans grønne øjne kiggede intenst ind i Victorias. "Fortælle os?", afsluttede Louis, som holdt Nannas blik med sine blålige øjne. Jeg så ondt hen på Taylor, som stirrede tilbage med et ondt blik. Uf, hvor jeg hadede hende. Hvis det ikke havde været for Liam, havde hun højst sandsynligt ligget på et hospital nu!

"Hvad mener i?", spurgte jeg uskyldigt, mens jeg kiggede forvirret på drengene. Dog undgik jeg Zayns øjne, det ville være alt for svært, at få mine øjne væk fra ham, hvis jeg først havde fanget hans blik.

"Taylor her", sagde Liam med et skævt smil på munden, da han nævnede hendes navn, "Har fortalt os, at i har noget i skjuler for os". "Så spyt ud!", afsluttede Zayn med en lidt for hård tone.

Jeg kunne have hoppet og danset af glæde, hvis det ikke var fordi, det ville se lidt for mistænktsomt ud. Men SÅ glad var jeg virkeligt lige nu, vi var vidst kommet i tide. Ikke i tide til at stoppe Taylor fra at sige noget, men i tide til at stoppe hende fra atfortælle om graviditeterne. Det kan godt være, at vi var på skideren, men vi kunne jo altid komme på en bortforklaring. Jeg kiggede rundt og fandt ud af, at jeg langt fra var den eneste, der så lettet ud. Alle stod med et lille smil på læben, dog var det så lille, at kun vi kunne forstå hvorfor vi smilede. Drengene ville andre finde ud af hvorfor vi gjorde det, hvis de da overhovedet lagde mærke til det.

"Noget at skjule fra jer?", spurgte Victoria med en forvirret mine, "Vi skjuler skam ingenting for jer, jeg ved altså ikke hvorfor i tror det". Jeg nikkede ivrigt, men drengene så ikke ud til at hoppe på den. De himlede bare med øjnene og kiggede så på Taylor. Taylor så ondt på os, hvorefter hun med et tilfredst smil kiggede på drengene, "Tjah, hvis de ikke ville sige det, så må jeg vel gøre det".

"Det vil jeg ikke gøre, hvis jeg var dig!", udbrød Claire pludseligt og trådte et skridt frem. Jeg så overrasket på hende og mumlede, "Claire... Det der gør det bare værre". Men Claire ænsede mig ikke, den eneste hun havde øje for var Taylor, som ligesom os så fuldkommen forvirret ud. "Taylor, kan vi snakke sammen... Under fire øjne?", fortsatte Claire og viftede med noget, der i høj grad lignede en... mobil?

Taylors øjne blev straks store og hendes mund åbnede sig i en let måben, hvorfor har jeg virkelig ingen anelse om. Men tilsidst fik hun fremstammet et, "Ja", hvorefter hende og Claire gik lidt væk.

Jeg havde håbet, at de bare kunne diskutere det ved os, så vi ikke bare stod og følte os overflødige. Men nej, de var gået så langt væk, at det eneste vi kunne, var at se på deres ansigtsudtryk, hvad samtalen måske gik ud på. I et stykke tid stod jeg derfor og betragede Taylors ansigtsudtryk, som hele tiden skiftede fra vredt til nervøst og så til vredt igen. Men tilsidst måtte jeg opgive, man kunne ikke få noget som helst nyttigt ud af hendes ansigt, det var ubrugligt - præcis ligesom resten af hende.

"Drenge", råbte Taylor med et både nervøst og vredt ansigtsudtryk, "Jeg kan desværre ikke sige, hvad det er pigerne skjuler for jer. Det må i selv finde ud af". Med de ord vendte hun sig om og marcherede væk, ikke at jeg lagde mærke til det. Jeg havde, ligesom de andre piger, travlt med at løbe hen til Claire. "HVAD var det lige der skete der?", spurgte jeg en anelse for højt.

Spørgsmålet satte et smil på Claires læber, hvorefter hun gav sig til at forklare, "Ser i... Jeg kom jo liidt senere herhen end jer, til dels fordi jeg faldt... MEN også fordi jeg fandt en genstand, en genstand som viste sig at være ret brugbar - Taylors mobil, som underligt nok ikke havde lås på". Hun kiggede sigende rundt på os, men vi fattede stadig ingenting, så hun fortsatte hurtigt, "Jeg kom ved et tilfælde, okay nej det var ikke et tilfælde, til at gå ind på den og læse hendes beskeder. Og gæt hvad der stod?". Igen var der fuldkommen tavst, men ærligtalt, hvordan skulle vi vide hvad Taylor gik og sms'ede?

"Der stod; Hej Taylor, har du snart billederne og informationen klar? Jeg skal snart bruge den artikkel om One direction og deres flirts!", sagde Claire, men denne gang gav hun os ingen snakke tid, hun fortsatte hurtigt, "Kan i fatte det? Taylor er fucking journalist, som kun er her for at skrive en sladre artikkel. Ikke en skid hun elsker Liam!".

Og som om det var muligt; syntes jeg pludselig endnu mindre om Taylor. Hvad bildte hun sig ind? Hun brugte bare Liam og igen; hvordan kunne han falde for en pige som hende? Jeg kastede et blik over skulderen og så drengene der stod og kiggede mod os med fovirrede blikke mens de snakkede sammen. Jeg fangede Zayns øjne og et stød skød gennem mig. Gud altså, hvorfor var jeg ikke sammen med ham? Jeg prøvede langsomt at smile til ham og til min lettelse og glæde, gengældte han det med det samme. Jeg bed mig i læben og vendte mig igen mod pigerne der stod og diskuterede, hvad vi skulle gøre. "Jeg synes vi skal beholde mobilen så har vi altid noget mod hende, jeg vil i hvert fald ikke have Harry til at tro at jeg er gravid" sagde Victoria og flyttede vægten fra det ene ben til det andet mens hun kastede et længsesfuldt blik mod Harry. Jeg smilede svagt og nikkede; jeg ville også gerne holde det for mig selv lidt endnu.

Til sidst blev vi enige om at vi beholdte Taylors mobil, både for sjov, men også så vi altid havde noget at bruge mod hende. Claire og Nanna var langsomt begyndt at bevæge sig mod drengene, mens Victoria lige blev ved mig. "Er du okay?" spurgte hun uroligt og stillede sig foran mig så hun kunne kigge mig i øjnene. Jeg nikkede og smilte svagt "Gå du bare over til Harry og fortæl ham en løgn som de andre" sagde jeg og puffede til hende. Hun grinte og tøffede over til Harry der lettere forvirret tog hende i sine arme. De snakkede kort sammen før Harrys, jeg kunne ikke se Victorias fra denne vinkel, blev nervøst og hun spurgte hende om noget. Hun nikkede langsomt og han hev hende ind i skoven. Jeg kiggede efter dem med rynket pande, hvad skulle de mon? Et forskrækket skrig forlod mig da jeg pludselig kunne mærke en hånd på min skulder. "Hej Alice" lød Zayns stemme halvgrinene hurtigt efter.

Jeg kiggede surt på ham, men det varede ikke længe før jeg smilte til ham og vendte mig mod ham. Han kiggede ned på mig og smilte en smule bedrøvet til mig. "Alice... Jeg - Jeg savner dig virkelig" hviskede han og bed sig i læben. Jeg smilte større - jeg kunne simpelthen ikke lade være."Jeg har også savnet dig" svarede jeg og løftede hans ansigt, der havde front mod den mudrede jord på jorden, op mod mig og lod vores blik mødes. Jeg havde savnet ham, virkelig meget. Før jeg, eller han, nåede at sige mere kom Victoria hvinene ud af skoven, hvor hun var forsvundet for lidt siden med Harry. Claire kiggede på hende fra Nialls arme, de var okay igen? Og Nanna kiggede forvirret fra, hvor hun sad med Louis. Liam, der overraskende nok ikke var løbet efter Taylor endnu, kiggede på hende og rullede med øjnene. Hvad skete der lige for hende? Hun havde en kæmpe smil på læberne og efter sig havde hun Harry i en udstrakt arm. "Piger!" hvinede hun og klappede i hænderne "Harry spurgte mig!" sluttede hun og lod Harry ligge armene om sig bagfra. De smilede begge to og lidt efter lød der høje jubbeludbrud fra Louis og Niall. Claire så lige ud til at skulle fatte den før hun også smilte til Victoria "Velkommen i klubben" sagde hun og smilte sjovt til Niall. Nanna smilte også og jeg var så glad på hendes vegne!

"You go girl!" råbte jeg til hende og hun sendte mig et lalleglad smil. Zayn lagde forsigtigt armene om mig og jeg smilte bare op til ham. Jeg ville gerne have at han krammede mig. Jeg ville gerne være hans.

Han lænede sig langsomt ned mod mig som for at sørge for at jeg ikke havde noget i mod det. Det havde jeg ikke og da vores læber mødtes, kunne jeg høre hvordan de andre endnu en gang brød ud i jubbel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...