One and Only - 1D

Victoria, Alice, Claire og Nathalia lever et dejligt liv, lige indtil deres forældre sender dem på en kostskole i London... De 4 vidt fremmede piger kommer til at bo på et værelse sammen, men hvorfor få nye venner, når man bare ville hjem hurtigst muligt? Men, man kan jo ikke ignorere hinanden for evigt vel, og hvad sker der når de møder nogle fyre til en fest, som kommer til at forandre alting?..

Ps. Flower❤ skriver fra Victorias synsvinkel, Dagga fra Alices, Regine fra Claires og Matia. fra Nannas ;D

55Likes
167Kommentarer
19639Visninger
AA

51. Alices synsvikel

 

"Okay hvad fanden er det der foregår?!" råbte jeg, da jeg trådte ud på gangen med Zayn lige i hælene på mig. "Ja, Liam og Victoria stod og ..." mumlede Niall, men jeg afbrød ham inden han fik sagt mere "Ja, Niall jeg er ikke døv! Hvad er det der forgår spørger jeg om?! Hvorfor fanden står i her og kysser?!" råbte jeg, dog mere til Liam end til Victoria. Jeg kunne ikke gøre for at være lidt mere rasende på ham lige nu end hende. Jeg vidste jo ikke hvad der var sket, men jeg vidste at Liam var sammen med Claire, og han skulle fandme ikke være min veninde utro! jeg havde allerede svært ved at være i samme rum som Harry, og jeg havde ikke brug for at Liam også skulle på min liste over dem jeg ville bruge som skjold hvis nu der skulle dukke en morder op.

"Harry, kan vi ikke lige snakke?" spurgte Victoria og fik revet mig ud af mine tanker. Harry tøvede lidt før han nikkede og gik ind på sit værelse efterfulgt af Victoria, som lukkede døren efter sig. Så blev alt stille.

"Du har seriøst bare at have en ordenlig forklaring" hvæste jeg ad Liam efter lidt tids stilhed hvor Claire var forsvundet et eller andet sted hen. Forståeligt nok. Jeg tror nu heller ikke at jeg ligefrem ville blive særlig lykkelig hvis min kæreste og en af mine tætteste veninder stod og kyssede som om det bare var helt okay.

"Alice slap af jeg skal nok forkl..." "Nej jeg skal fandme ikke slappe af Liam!" afbrød jeg ham og trådte tættere på ham så han stod helt op ad væggen. "Du skal fandme ikke tro at du bare kan kysse min veninde når du fucking er sammen med en anden! Som endda også er min veninde! Og så står du bare her og siger at jeg skal slappe af! Hvem fanden tror du du er?!" råbte jeg og pressede min pegefinger hårdt på hans bryst.

"Alice, slap nu af søde" sagde Zayn og lagde en hånd på min skulder, men jeg rystede ham bare af mig og ignorerede hans tiggende ord. "Du skal fandme have en god forklaring hvis du bare vil slippe nogenlunde okay fra det her" hvæste jeg, og trådte et skridt tilbage og satte mig til at prøve at finde Claire. Så måtte Liam vente med sin forklaring, for jeg havde fandme en veninde der skulle trøstes, før jeg også skulle have en alvorlig snak med Victoria.

Men på vej ind mod stuen brasede jeg ind Harry, som ikke så helt så glad ud. Han skænkede mig ikke engang et blik før han gik videre forbi mig, igennem flokken der stadig stod midt i gangen, og som ikke sagde en skid, og videre ned mod køkkenet.

"Sig mig, skal jeg virkelig tage mig af alting?" sukkede jeg irriteret mod flokken, og fulgte efter Harry ind i køkkenet.

"Hvad sker der?" sukkede jeg da vi nåede ind i køkkenet og jeg havde lukket døren bag os. "Alice du behøver ikke at blande dig i alting" sukkede han, og lænte sig op ad køleskabet. "Jo Harry, det er lige præcis det jeg skal! Alt er ved at blive til noget rod, og siden i ikke selv kan ordne det, så er der jo en eller anden der bliver nød til det, og lige nu er jeg den eneste der åbenbart kan tage mig sammen og i det mindste prøve at få styr på det her lort" sagde jeg og satte mig op på køkkenbordet.

"Alice, vi kan godt selv tage os af vores problemer, vi behøver ikke din hjælp" sukkede han igen, men han lød heldigvis ikke irriteret. Han var på så mange punkter meget nemmere at snakke med end de andre, og det var virkelig noget jeg satte pris på lige nu, for jeg orkede ikke en bunke irriterede idioter lige nu.

"Nej, det er jo det i ikke kan Harry. Jeg ved ikke med jer drenge, men vi piger har det sådan, at selvom vi tror at vi gerne selv vil tage os af det hele, så kan vi ikke. Vi har brug for nogle til at hjælpe os med at rode os ud af det lort vi nu har rodet os ind i, og det er det vi har veninder for. Og jeg er en person der er der for sine veninder, og det er Victoria og Claire også, men her på det sidste har de begge to haft det virkelig skidt, og hvem er det så der er der for dem? For jeg kan godt love dig for at det i hver fald ikke er dig. Jeg har prøvet alt hvad jeg kan for at prøve at få tingene bare nogenlunde på plads igen, men der sker altid et eller andet er skaber endnu flere problemer. Og det er som om i ikke vil have de til at stoppe, for i bliver fandme ved, i stedet for at prøve at få det på plads igen. Tror du ikke også at jeg har haft problemer her for tiden? at Zayn og jeg har haft problemer? Men i det mindste lader vi det ikke gå ud over jer andre. Jeg ved ikke med Zayn og om han har snakket meget med jeg drenge omkring det her for nyligt, men jeg gør ikke andet end at prøve at få det hele på plads. Fordi at jeg gerne vil være der for mine veninder, og fordi at jeg sætter dem i før mig selv Harry. Så jeg synes ikke at du skal stå og sige til mig at i ikke har brug for min indblanding, for tro mig, uden mig havde pigerne skredet så snart alle de her problemer opstod, for så ville de ikke have andre end hinanden til at være der for dem, og det har de ikke været stærke nok til Harry, takket været blandt andet dig." sagde jeg roligt, imens Harry bare stod og bed sig i læben.

"Jeg har virkelig fucket det her op har jeg ikk?" sukkede han, og strøg sit hår væk fra sin pade med sin hånd.

"Ja du har Harry, og det er ikke fair at jeg skal gå og rydde det hele op for dig, men her står jeg alligevel, for nogen skal jo gøre det. Og jeg ved godt at det ikke kun er din skyld, men tro mig, du er en stor del af grundene til at det hele er så fucked op lige nu" sagde jeg og hoppede ned fra bordet. "Og hvis du vil undskylde mig, så vil jeg prøve at få det sidste af dit rod ryddet op før vi mister hende helt" sukkede jeg, og hentød til Victoria, som jeg satte mig til at finde. Jeg havde brug for at få snakket ud med hende før jeg fadt Claire.

Jeg gik tilbage ned mod gangen hvor flokken stadig stod som statuer.

"Åh for helvede dog! Er der ikke nogen, bare nogen, der gider at i det mindste prøve at hjælpe her" sukkede jeg, og kiggede irriteret på dem. De mumlede lidt men vidste ikke rigtig hvad de skulle gøre.

"For helvede da! Liam, kom, vi to skal have en alvorlig snak her! Niall, du finder Claire, og please, lad nu være med at fucke det hele mere op end det allerede er! Louis, kan du ikke gå ud i køkkenet og sørge for at Harry har det okay, og at han ikke gør noget dumt, men vær lige sød at lade være med at begynde på en eller anden alvorlig snak lige nu, bare hold ham med selvskab, ha har det dårligt nok i forvejen. Og Zayn, kan du ikke være en skat at gå ind og se hvordan Victoria har det? Jeg kommer om 5 minutter" sukkede jeg, og langsomt begyndte folk at forsvinde, indtil der kun var Liam og jeg tilbage.

"Jeg håber virkelig at d er klar over hvad det er du har gjort her" sagde jeg irriteret og gjorde bevægelser med armene der hentød til... ja, alle mennesker i huset. "De sidste par uger har alt været vendt på hovedet, men vi har i det mindste nogenlunde været i stand til at klare det, men det her Liam, det sætter fandme prikken over i'et. Du skal være glad hvis vi overhoved kommer ud af det her samlede, for du skal fandme ikke regne med at de 2 piger du nu har fucket fuldstændig op, mere end de var i forvejen, overhoved har lyst til at se dig igen" hvæste jeg irriteret af ham, men prøvede at tage mig sammen til ikke at udtrykke min vrede alt for meget, for jeg ville gerne få snakket med ham, for tro mig, hvis jeg lod alle de følelser jeg havde for ham slippe ud, så ville han ikke være i live særlig meget længere, og så var det lidt svært at få snakket med ham.

"Alice, det er ikke som det ser ud til" sukkede Liam og lænte sig op ad væggen. "Nå, så du er ikke fulkommen væk i Victoria, som du ved stadig prøver at komme over Harry som knuste hendes hjerte? Og du er altså helt vild med Claire, og kunne aldrig finde på at såre hende eller knuse hendes hjerte ved at kysse hendes veninde, som så garanteret har gjort at de aldrig kommer til at ville snakke sammen igen takket været dig? For hvis det er sådan det er, så har du ret. Så er det overhoved ikke som det ser ud til" sagde jeg roligt og lænte mig op ad væggen i den anden side af gangen. Han sukkede og begravede sit ansigt i sine sammenflettede hænder. ”Ja, det tænkte jeg nok” sukkede jeg og begyndte at gå ind mod Harrys værelse hvor Victoria og Zayn burde sidde.

”Alice, lad mig nu forklare” sagde Liam, og tog fat om min overarm som fik mig til at vende mig om. ”Nej Liam, du behøver ikke at forklare en skid. Jeg er med. Det er Victoria, det har måske ikke altid været hende, men det er det nu. Men Liam, du skal bare vide, at hun ikke er tilgængelig for dig. Du skal ikke engang prøve. Hun har nok problemer i forvejen, og du skal ikke også blive en af dem. Bare… bare hold dig væk fra hende. Hvis hun altså stadig er her i morgen” sagde jeg og rystede ham af mig før jeg fortsatte ind på Harrys værelse.

”Alice kom nu” bad han, men jeg havde ikke brug for hans forklaringer lige nu. Jeg havde forstået hvad det var der forgik, og jeg manglede stadig at snakke med både Victoria og Claire. ”Nej Liam, lige nu har jeg 2 veninder der har brug for mig, og i sidste ende, så vil jeg altid være på deres side Liam, så bare drop det” sagde jeg og fik endelig lov til at komme ind og snakke med Victoria.

Hun sad helt stille i Harrys seng med Zayns arm om sig. Normalt ville jeg ikke være alt for glad for at Zayn sad sådan sammen med en anden pige. Med armen om hendes liv, og hendes hoved på hans skulder, men lige nu var jeg så ligeglad som jeg overhoved kunne blive.

”Jeg skal nok tage over nu” sagde jeg stille til Zayn, som langsomt nikkede og rejste sig op. Han kyssede mig blidt på læberne før ha fortsatte hen mod døren. ”Jeg går ud til Liam” sagde han med et meget lille smil. Jeg nikkede og satte mig der hvor Zayn før havde siddet ved siden af Victoria der stadig sad helt stille, som om hun ikke havde bemærket mig endnu.

”Det skal nok gå søde” hviskede jeg og strøg en hårtot væk fra hendes ansigt før jeg trak hende ind i et kram. ”Nej Alice. Jeg kan ikke holde til det mere, alle hader mig Alice. Jeg kan godt leve med at drengene ikke gider mig mere, men Claire kommer jo til at hade mig. I 2 er gået hen og betydet så meget for mig, og jeg har fucket det hele op” hulkede hun og begravede sit ansigt i min trøje.

”Victoria! Alle hader dig ikke! Vi skal nok komme igennem det her søde. Det bliver svært, men det skal nok gå. Det kan godt være at Claire er sur på dig lige nu, men hun vil aldrig hade dig. Det er der ikke nogle af os der vil komme til.” sagde jeg trøstende og strøg hende langsomt på ryggen.

”Nej Alice, vi kommer aldrig til at komme igennem det her alle sammen. Vi har allerede mistet Nanna, og jeg har ikke lyst til at vi skal miste en til” sagde hun men stoppede op som om hun ikke helt vidste om hun havde lyst til at sige resten. ”Det er derfor jeg tager tilbage på kostskolen”

”Men så mister vi jo dig” sagde jeg og mærkede at min stemme var lige ved at knække over. Præcis som Victoria sagde, så havde jeg ikke lyst til at miste en til veninde. Ikke efter vi allerede havde mistet Nanna.

”Alice, alt er jo noget rod, og det bliver værre med hver dag der går. Du og Zayn hører sammen, og jeg er så glad på dine vegne over at du har fundet kærligheden, men sådan skulle det åbenbart bare ikke være for Claire og mig. Vi burde aldrig været taget af sted. Hvis bare jeg havde ladet dig stikke af den første nat på kostskolen havde det aldrig endt sådan her. Men jeg skulle absolut med, og det fik også de andre med. Hvis bare jeg var blevet hjemme med pigerne ville det hele være gået meget bedre. Du ville havet mødt Zayn og i kunne blive lykkelige uden os andre der hele tiden skulle ødelægge det hele. Nannas mor havde ikke tvunget hende til Frankrig, og Claire og jeg havde ikke fået vores hjerter knust. Hvis bare jeg ikke havde fucket det hele op” hulkede hun og rejste sig op.

”Victoria, det hele er ikke din skyld! For det første, så var det mig der fik jer alle sammen med ud, ikke dig. Og for det andet, så se også hvad vi har fået ud af det? Det kan godt være at vi har haft nogle nedture, men vi har også fået nogle fantastiske minder for livet. Vi har for det første fået nogle nye veninder som jeg ikke ved hvad jeg skulle gøre uden. Vi har haft nogle fantastiske måneder her hos drengene når man tænker tilbage Victoria, så lad være med at lade det her drama ødelægge det. Det her er overhoved ikke din skyld” sagde jeg og rejste mig op og gik over mod Victoria for at trække hende ind i endnu et kram.

”Ja, vi har haft nogle fantastiske måneder Alice, men det er fortid nu. Den tid hvor vi var en stor venneflok på 9, som havde det skide sjovt, den er der ikke mere. Det var åbenbart bare ikke meningen at det skulle vare for evigt. Og jeg bliver nød til at tage tilbage nu. Før det hele bare bliver endnu værre” sukkede hun og trak sig ud af mit kram, og lagde hænderne på mine skuldre.

”Er du helt sikker på at det er det du vil Victoria? Bare sige farvel til os og lade som om det aldrig var sket det hele?” spurgte jeg og mærkede tårerne trænge på. Jeg havde ikke lyst til at miste hende.

”Jeg vil ikke lade som om det aldrig var sket Alice! Jeg vil ikke glemme dig, eller Claire og Nanna, men jeg bliver nød til at glemme drengene. Jeg burde aldrig havet lært dem at kende til at starte med” sukkede hun, og denne gang var det hende der trak mig ind i et kram.

”Jeg vil aldrig glemme dig Alice! Jeg skal nok ringe og skive. Men jeg bliver nød til at tage af sted. Og du bliver nød til at blive her. Hos Zayn. Det i 2 har, er ægte, og det må i aldrig give slip på” sagde hun og strøg mit lange hår bag mit øre. ”Det her var for godt til at være sandt, og det fik vi også lov til at mærke her til sidst, men det bliver nød til at slutte her” sagde hun og trak sig væk fra mig og gik langsomt hen imod døren. Jeg tog en dyb indånding før jeg smed mig tilbage på Harrys seng. Kort efter hørte jeg døren lukke, og nogle snakke lige på den anden side af den.

Kort efter mærkede jeg nogle meget velkendte arme om mig, og jeg vendte mig om for at krybe endnu længere ind i hans favn før jeg lod tårerne slippe ud. ”Shh, det er okay søde” hviskede Zayn i mit øre og strøg en hånd igennem mit hår. ”Nej Zayn, det hele går fuldstændig galt. Nanna er væk, og nu tager Victoria også af sted, jeg kan ikke klare at miste alle omkring mig Zayn, jeg kan ikke holde til det” hulkede jeg og begravede mit ansigt i hans bryst.

”Hey, det er ikke sin skyld noget af det skat” hviskede han og lod en hånd glide en smule ind under min trøje for at stryge sin varme hånd over min ryg. ”Jo det er lige præcis det det er Zayn, Det var mig der lokkede dem ud af kostskolen for at tage til den dumme fest” hulkede jeg. ”Men glem nu ikke hvem du mødte til den fest skat” sagde han og kyssede mig blidt på panden. ”Du er det bedste der nogensinde er sket for mig Alice, og så længe vi to er sammen, så skal det hele nok gå. Vi skal nok finde en løsning. Og Claire og Victoria kan jo ikke være kede af et for evigt vel?”

”Claire!” udbrød jeg og satte mig hurtigt op i sengen. Jeg skulle snakke med hende jo! Hun havde det af helvedes til, og her lå jeg bare druknet i mine egne latterlige problemer. Jeg tog mig hurtigt til hovedet, da jeg var blevet lidt svimmel af at sætte mig så hurtigt op.

”Alice, hun skal nok klare sig. Du bliver nødt til også at tænke på dig selv en gang imellem” sagde Zayn og satte sig ved siden af mig. ”Nej, jeg skal nok klare mig, hun har brug for mig” sagde jeg og rejste mig hurtigt op og ignorerede den voldsomme hovedpine der voksede hurtigt. Jeg gik ud i stuen med Zayn lige i hælene på mig, og fandt Claire i sofaen med Niall siddende i den anden ende.

”Er der noget galt Alice? Du ser helt bleg ud” sagde Niall da han så mig, men jeg rystede bare på hovedet som fik min hovedpine til at forøges endnu mere. ”Ja, jeg har det fint, lad være med at bekymre dig om mig lige nu” sagde jeg og satte mig i sofaen imellem Claire og Niall. Niall så ret akavet ud. Som om han ikke rigtig vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Claire til gengæld så både sur og såret ud. Dog mere såret.

”Alice, du ser altså virkelig ikke for godt ud” sagde Zayn bekymret og satte sig på hug foran mig, men jeg rystede bare på hovedet, som jeg nok ikke burde havet gjort. Jeg begyndte at se ret sløret, og hovedpinen var ved at tage livet af mig. ”Jeg har det fint” hviskede jeg, inden jeg mærkede min krop falde fuldkommen sammen.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

”Nej forhelvede! Hun besvimede for fanden! Jeg har ikke bare tænkt mig at lade hende ligge her og håbe på at hun vågner!”

Jeg prøvede at gnide mine øjne, men jeg kunne ikke rigtig bevæge mine arme. Mit hoved dunkede, og hele min krop var øm. Og alle de råb.

Jeg prøvede at åbne mine øjne, men det blev kun til en lille revne, og mit syn var helt sløret. Jeg kunne se at der var mange mennesker i rummet. Mindst 6. Og så råbte de. Meget højt, og mit hoved brød sig bestemt ikke om det.

”Jeg kører hende på hospitalet nu” hørte jeg Zayn sige efter at de alle sammen havde råbt lidt af hinanden først. Jeg mærkede mine arme om mig, og kort efter blev jeg løftet op, og en velkendt duft fik en lille smil frem på mine læber. Men så dunkede mit hoved igen, og jeg fik udslippet et kort støn, og alt blev helt stille. Endelig.

”Så så skat, det er okay” hviskede Zayn, og bar mig ud gennem døren og lagde mig på bagsædet af hans bil. Her var dejlig varmt, og blødt. Og her var ikke mennesker der råbte. Her var behageligt. Indtil bilen begyndte at bevæge sig, som fik min hovedpine til at øges igen.

”Hold ud skat, der er ikke så langt derhen” sagde Zayn og strakte sin arm bagud og strøg mig på kinden før han trak hånden væk igen og placerede den på rettet.

Da vi havde kørt i ca. 10 minutter satte jeg mig op, imod Zayns protest. Mit hoved dunkede stadig, men nu var jeg også begyndt at mærke min mave brokke sig, og jeg havde kvalme. Og det var altså ikke særlig behageligt at ligge ned i en bil når man havde kvalme. Tro mig.

”Så er vi her” sagde Zayn stille da han havde parkeret bilen. Han åbnede døren for mig, og lod mig dog selv gå den her gang.

”Zayn, hvad laver vi overhoved her? Jeg har det fint” sukkede jeg, da han fik sat mig ned på en stol i entréen på hospitalet. ”Skat, du besvimede, og folk besvimer ikke bare uden grund. Og jeg vil være sikker på at der ikke er noget galt. Jeg vil ikke have at der sker dig noget” sagde han og kyssede mig på panden, før han gik over til en disk og snakkede lidt med en eller anden pige som jeg ville gætte på at var receptionisten.

Kort efter dukkede der en læge op som fulgte Zayn og jeg ind i et af de mange hospitalsrum. Jeg fik besked på at lægge mig op på en briks, og efter hvad der føltes som en evighed fik han taget e blodprøve, tjekket min puls og alt muligt lort.

”Der er bare en sidste ting, så tror jeg vidst vi er færdige” sagde lægen med et smil og trak en af de der underlige mavescannere frem. ”Jeg bliver nød til lige at tjekke siden du siger at du også har haft nogle mavekramper” sagde han, og jeg nikkede bare forståeligt. Så måtte han da også havet taget alle de prøver på mig som han kunne finde på..

”Faktisk er der ikke noget der ser ud til ikke at være som det skal. Jeg mener, alt virker okay. Det er bare en helt normal reaktion fra kroppen” sagde lægen med et smil og trak sine hansker af så det gav en ubehagelig lyd.

”Normalt!? Hvad fanden mener du med normalt?!” nærmest råbte Zayn, men lægen så ikke ud til at tage det til sig at han råbte. ”Du har været under meget stres ville jeg gætte på” sagde lægen og kiggede på mig. Han ignorerede Zayn, som stod og bandede og råbte noget med at det ikke var normalt bare at besvime lige midt i det hele, fuldstændig.

Jeg nikkede, og lægen nikkede tilbage. ”Så er der ikke noget at bekymre sig om. Det sker tit for piger der er i de her situation så unge. Især når de er under meget stres” sagde lægen og begyndte at studere sin lille skærm meget grundigt.

”Hvad fanden snakker du om?! Hvilken situation!?” sagde Zayn irriteret, og jeg mærkede hans greb om min hånd stramme sig så meget at min hånd begyndte at gøre ondt.

”Ja i ved. Når man bliver gravid så ung, 17 kan jeg se du er, så er det et stort pres på kroppen, og så kan den reagere sådan en gang imellem, det er ikke noget at bekymre sig om, og for resten” sagde han og vendte sin skærm mod os ”Så kan jeg se at det er en lille pige. Tillykke” sagde han til sidst og rejste sig op og gik ud af lokalet.

”Alice. Hvad fanden sker der?!” sagde Zayn hårdt og gav slip på in hånd. Hans stemme lød ikke vred. Langt fra. Den lød mere… forvirret… bange…

”Vidste du noget om det her?” spurgte han og satte sig ned på stolen ved siden af mig. Jeg tøvede lidt før jeg svarede. Jeg vidste ikke om jeg skulle sige det til ham. Om jeg skulle fortælle ham om at jeg havde haft en mistanke om det, og at det faktisk ikke kom så meget bag på mig som jeg havde håbet.

”Nej”

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

”Zayn sig nu noget” sukkede jeg og kiggede over på ham. Han sad bare med begge hænder på rattet og kiggede ud på vejen. Han havde ikke sagt et ord siden vi forlod hospitalet. ”Hvad vil du have at jeg skal sige?” spurgte han og kiggede kort på mig. Hans øjne så stadig helt blanke ud. Han virkede forvirret og ja, bange.

”Jeg ved det ikke.. noget? Jeg får det dårligt” sagde jeg og kiggede ud på bilerne der drønede forbi. ”Slap af skat, du skal ikke have det dårligt, du kunne jo ikke vide det, og der skal jo også to til før sådan noget sker” sagde han og smilte kort til mig, før han rettede blikket ud mod vejen igen.

”Du virker ikke særlig glad” mumlede jeg, og lagde en hånd på min mave. Hun var derinde. Efter alt det drama jeg havde været igennem med det her, så var hun der alligevel.

”Tro mig skat, jeg er glad. Det er bare… en stor håndfuld” sagde han og lod et lille grin slippe ud, som fik et smil frem på mine læber. Jeg var virkelig bange for at han ville blive sur på mig. Jeg ved ikke hvorfor, men det var jeg bare. Men måske situationen havde været lidt anderledes hvis ikke jeg havde løjet over for ham…

”Hvad gør vi så?” spurgte jeg da vi stoppede op foran huset. Han spændte sin sele af og vendte sig i sædet mod mig. ”Hvad er der da at gøre?” spurgte han. ”Ja, skal jeg begynde at overveje en abort eller…?” sagde jeg og bed mig i læben.. Det ville ikke ligefrem være mit fortrukne valg, men nu når det rent faktisk var virkelighed det her, så virkede det som den eneste mulighed.

”Det kan du godt glemme!” sagde han og kiggede på mig med store øjne. ”Vi er en familie nu Alice. Jeg ved godt at det er meget tideligt, og ja.. det kan ødelægge min karriere fuldstændig, men jeg kunne aldrig drømme om at gøre hende fortræd” sagde han og lod sine hænder glide under kanten af min trøje og lagde dem blidt på min mave.

”En familie?” sagde jeg med et løftet øjenbryn. Det ord lød så… voksent. Og med det ord fulgte der så mange ting jeg ovehoved ikke var klar til endnu. Ægteskab, fremtid, børn. Og om jeg var klar til det var bestemt ikke noget jeg var sikker på. 17 år. Jeg var ikke klar til at starte en familie nu. Godt nok var jeg 18 når hun ville blive født, og Zayn var allrede næsten 20, men jeg havde stadig hele mit liv foran mig.

”Ja, en familie. Du jeg og lille Sophia” sagde han med et smil og bukkede sig ned for at plante et blidt kys på min mave.

”Zayn, vi er ikke klar til det her” sukkede jeg og trak ned i min trøje igen. ”Alice, vi har ikke noget valg, det her er vores barn, vores datter. Nogle gange bliver man bare nød til at tage tingene som de kommer, og det det her er åbenbart vores skæbne” sagde han og strøg mit hår bag mit øre.

”Jo Zayn, vi har et valg, JEG har et valg. Det kan godt være at du er klar, men det er jeg ikke Zayn. Jeg kan ikke det her” sagde jeg og åbnede døren og trådte ud af bilen. ”Og det her er ikke skæbnen. Det her er det resultat man får når man er dum nok til at droppe kondomet” sagde jeg og smækkede døren i og gik over mod huset.

Det så ud til at Victoria ikke var de eneste der skulle træffe en svær beslutning i dag. Men jeg havde besluttet mig.

Jeg var ikke klar til det her.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...