Without You

Smilla plejede at være glad. Hun havde familie. Hun plejede at have veninder og en kæreste. Men ja som du nok kan se har tingende forandret sig. Datiden i sætningerne har ødelagt Smilla´s liv. Hun kæmper hun hårdt for at vende tilbage til noget der ligner hendes gamle liv. Eller bare et liv i det hele taget.
Hvordan vil det mon gå hende? Vil hun vinde livsglæden tilbage? eller synke ynkeligt sammen i forsøget?

2Likes
5Kommentarer
817Visninger
AA

2. What i want, wish and can´t get.

Jeg sad på det slitte gulvtæppe foran mit spejl. Jeg kiggede på mig selv, men alt jeg så var mine udtryksløse øjne. Jeg havde ikke altid været sådan. Jeg rystede hurtigt tanken af mig, inden jeg brød sammen. Selv tankerne gjorde ondt. Jeg åbnede den lille ryksæk, som stod ved siden af spejlet. Jeg hæv min lille lommekniv op af tasken, kiggede på mig selv og begyndte at skære mine nyligt helede rifter op igen. Den her smerte var en anden. Den var mulig at komme af med i modsætning til min physiske smerte. Den her var langt nemmere, at leve med. Det var ligesom blevet en fast del af min dag. Jeg fik et chok da lyden af en kniv, der risser i noget hårdt og stærkt. Jeg kiggede ned på min arm og opdagede, at jeg selv var skyld i lyden. Det var knivens skarpe blad med forsøg på, at ødelægge en knogle. Jeg troede ikke det var muligt. Jeg spiste godt nok ikke, men alligevel. Folk vil nok mene, at jeg er fuldstændig sindsyg. De vil nok spørge, hvem som passer på mig. Hvem mine forældre er. Til det er det eneste jeg kan svare. Jeg har ingen. Ingen som passer på mig. Ingen forældre.

I øjeblikket bor jeg på et børnehjem, men her er ingen der bekymre sig om, hvad vi laver. De mener, at det er vores egen skyld at vi er her. Jeg sider normalt låst inde på det jeg kalder mit værelse. En lille skotøjsæske med et slit, gammelt gulvtæppe og møbler som ser endnu værre ud end gulvtæppet. Hvis nogen kom herind uden, at vide at her rent faktisk boede nogen ville de straks dømme stedet. De ville sige det var ubrugligt. Et gammel hul. Og ved du hvad. Jeg ville give dem ret. Det overasker mig jeg ikke er flygtet endnu. Jeg er ellers flygtet fra samtlige børnehjem i hele landet. Jeg har været her i en måned og jeg har ikke spist i hele perioden. Jeg ved det ikke er sundt, men hvis du kendte til alle mine misbrug ville du være glad for, at det bare er en spiseforstyrelse. Det er dog blevet bedre med tiden. Inden for det sidste år er jeg sluppet af med både min rygning, og stoppet med at tage mange af de stoffer jeg ellers tog. Nu tager jeg kun kokain.

Nogen gange ønsker jeg, at jeg var endt som min mor, far, veninder og kæreste. At jeg bare kunne dø i en ulykke og være sammen med den. Jeg ved de ikke ville ønske det, men det gør jeg. Jeg havde alt dengang. Jeg tog alt forgivet og nu har jeg indet. Mit liv er ikke længere noget værd og det er slet ikke værd at leve. Det var bestemt ikke første gang jeg havde haft den slags tanker. Jeg havde også forsøgt et par gange, men billeder af dem dukkede op i mit hoved. Jeg kunne ikke gøre det mod dem ligemeget hvor meget jeg har lyst til det. Mit liv er ikke et eventyr, det er en tragedie. Jeg greb ned i baglommen på mine jeans, og tog en lille krøllet sedl op. Den var fra valentins dag. Dagen før mit liv blev ødelagt. Sedlen var fra min nu afdøde kæreste. Jeg vidste godt, hvad der stod på den. Jeg havde læst den så mange gange før. Men jeg læste den alligevel.

Kære smukke Smilla.

Du er mit et og alt. Min sol på en regnvejrsdag. Mine stjerner på en klar nat. Jeg elsker dig utroligt højt. Hvis du lider, lider jeg. Hvis du græder, græder jeg også. Hvis du ikke er glad så gør hvad der skal til for at blive det. Du skal altid være min. Du må aldrig forlade mig. Jeg tror jeg ville dø hvis du gjorde det. 

Roser er røde. Violer er blå. Jordbær er søde. Og du er lige så.

Glem ik hvor meget jeg elsker dig.

Kys Oliver

Ps. Mød mig i parken kl. 20

En tåre gled ned af min kind efterfulgt af resten af vandfaldet, der nu strømmede ud af mine øjne. Oliver havde jo ret. Jeg skulle ikke gå her og have det sådan her altid. Jeg kan ikke græde og være trist resten af mit liv. Jeg må gøre noget.

_____________________________________________________________________________________________

AN. Hej Hindbær (Læsere det lyder bare kedeligt)

Jeg håber i kunne lide kapitlet og at i vil kommentere. Jeg undskylder på forhånd de stavefejl/kommafejl der mulligvis er, men jeg har lidt travlt med mine lektier og sådan.

Hvad syndes i om kapitlet?

Hvad tror i Smilla gør?

- Unknown.

Ps. Jeg ville være så glad for likes og favoritlister.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...