Kidnappet

Da 14-årige Alexandra bliver kidnappet, bliver Kriminalafdelingens overhoved, Ariel Johnson, sat til at efterforske sagen. Men den er mere mystisk og indviklet, end hun nogensinde kunne drømme om. Bliver Alexandra nogensinde fundet, i live?

6Likes
8Kommentarer
1550Visninger
AA

3. Kapitel 3

Jeg åbner døren for Rose og Thomas, og de træder indenfor på mit kontor. Der er lidt rodet, med en masse papirer, og nogle hæfter, fra en gammel sag. Men de forstår nok, at jeg ikke helt har tid til at rydde op, i de her dage. "Sæt jer endelig ned" siger jeg til dem. Rose er stadigvæk meget rystet, og jeg forstår det udmærket godt. De sætter sig ned, og kigger på mig, som om jeg straks kunne fortælle dem, hvor Alexandra er. Jeg sætter mig ned, og ligger hæftet foran mig. "Godt, jeg må vide lidt mere om Alexandra" siger jeg til dem. "Hun var i det lokale shoppingcenter, med sin vendinde Julia" siger Rose. Julia?, jeg får en fornemmelse af, at jeg vil få brug for hende senere. Jeg skriver hurtigt hendes navn ned i bogen. "Ja, hun ville komme hjem kl. 18.00, men det gjorde hun så aldrig, for politiet ringede og fortalte, at hun var væk" siger Rose, med en meget sørgelig stemme. Thomas er bare væk, og han reagerer ikke på noget. Han er vist i chok. Jeg sidder og tager ivrigt noter, i mit hæfte.

Efter en halv times tid, har jeg vist fået den information, jeg kunne få, af grædende Rose, og chokerede Thomas. "Tak fordi i ville komme, og vil vil selvfølgelig gør vores aller bedste, for at  finde Alexa...". Jeg kan ikke engang afslutte sætningen, for Rose og Thomas, begynder at græde. "Hvorfor, hvorfor Alexandra? Hun har ikke gjort nogen noget. Hvorfor?", siger Rose, med gråd i stemmen. "Jeg ved det ikke, men rolig nu, det skal nok gå alt sammen" siger jeg med en trøstende stemme. De går ud af kontoret. Jeg sætter mig ned og kigger over mine noter: Være hjemme kl. 18, var sammen med Julia i shoppingcentret, topelev i skolen, gode veninder med Julia, 165 cm høj, brunt håt, brune øjne, var iført blå sommerkjole (under kidnapning), enebarn...

Jeg tænker mig om, og får en ide. Jeg tager telefonen, der ligger på skrivebordet, og ringer til det telefonnummer, som Rose og Thomas gav mig. Det var Julias telefonnummer.

"Hej, det er Julia", lyder en glad stemme. "Hej det er Ariel, fra Kriminalafdelingens hovedkvarter. Jeg ringer vedrørende Alexandra Adams" siger jeg."nååå hende, ja, det er forfærdeligt", siger hun, men jeg kan ikke rigtig høre, det sørgelige i hendes stemme. "Ja, det er det. Jeg tænker på, om du kan fortælle mere om den shoppingtur?". "Ja, jeg har ikke tid lige nu, men kan jeg komme forbi en anden gang?". Hvordan kan hun ikke have tid? Vil hun ikke finde sin veninde? "Jo, hvad med imorgen? måske kl. 14?" spørger jeg hende. "Jo hvis det da er SÅ nødvendigt, at høre om en shoppingtur, så kan jeg da godt lige smutte forbi" siger hun, og ligger røret på. Hidsigprop. Det kan da ikke være så svært at fatte, at jeg vil vide noget mere om Alexandra, og den shoppingtur. Kan jeg løse en sag hvis jeg ikke ved hvordan, hvornår, og hvem, der indblandet i det?

Nej, det kan jeg ikke. Og det ved Julia da godt. Hun er sikkert i chok. Det vil jeg vædde med, at hun er.

Bank, bank.

"Ja, kom indenfor" siger jeg. Døren åbner, og jeg fortryder straks, at jeg sagde "Kom indenfor". Tara. Jubiii. "Ja, Sara vil snakke med dig" siger hun udenat fjerne blikket, fra det hæfte hun har mellem hænderne. "Fint" siger jeg. Hun forlader straks rummet og smækker døren i, så det giver et ordenligt "SMÆK"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...