Kidnappet

Da 14-årige Alexandra bliver kidnappet, bliver Kriminalafdelingens overhoved, Ariel Johnson, sat til at efterforske sagen. Men den er mere mystisk og indviklet, end hun nogensinde kunne drømme om. Bliver Alexandra nogensinde fundet, i live?

6Likes
8Kommentarer
1397Visninger
AA

1. Kapitel 1

"Der er nogle, der har kidnappet en pige, jeg har lige set, det ske! Hjælp hende, åhh den stakkel. Det er her i RCB-shoppingcenter, de er på vej mod parkeringspladsen. HJÆLP HENDE!"

Jeg sidder og lytter til telefonsamtalen. Jeg sidder på mit kontor. Det er den telefonsamtale, der fik politiet, til at haste mod shoppingcentret. Men det var for sent. De har nu sat mig, Ariel Johnson, til at grave dybere ned i sagen. Jeg skal finde kidnapperen, eller kidnapperne, men allervigtigst, så skal jeg finde Alexandra Adams, pigen, der blev kidnappet.

Imens jeg sidder med hænderne mod panden, i en trist, trist stilling, tænker jeg mig godt om. "Før jeg gør noget andet, skal jeg lige have EN ting på plads" siger jeg stille til mig selv. Jeg rejser mig op, spurter hen til døren ("INGEN TID AT SPILDE") og går udenfor. "Hej Ariel, hvor langt er du med sagen?". Jeg kigger lige ind i øjnene på Tara. Min "konkurrent". Vi havde konkurreret om at få pladsen som "Kriminalafdelingens overhoved". Jeg kan se hendes sarkastiske smil. Jeg er lige begyndt. Hun ved UDMÆRKET godt, at jeg lige er begyndt, men hvis jeg svarer: "ikke så langt", vil hun sørge for, at ALLE får at vide, hvor skidt det går. "Det går fremad" svarer jeg, imens jeg utålmodigt, kradser mine fingrer mod hinanden. "Nå men det kan jo heller ikke gå baglæns, så det er vel nødt til at gå "fremad" siger hun irriteret. Først nu, ligger jeg mærke til, at hun har ændret sig. Hendes brune hår, sidder som om hun har føntørret det og derefter er kommet på arbejde. "Hvor ser du godt ud" griner jeg, selvom jeg ikke har tid til det. "Jeg er nødt til at arbejde hårdt for at blive forfremmet" siger hun. Havde det været en "normal" arbejdsdag, ville jeg havde svaret hende tilbage, men det er der ikke tid til. Jeg løber hen til min kollega Sara. Jeg står foran hendes kontor og banker på.

"Kom indenfor" siger hun med en blid stemme. Jeg åbner døren, går hurtigt hen foran hende, og sætter mig ned. Hun sidder med sin ene hånd presset mod sit blonde hår. Hun ser ud som om, hun gerne vil smide telefonen, løbe ud af kontoret, gå hjem og bare slappe af. Men hvem vil ikke det? Hun sidder med en masse papir og hæfter foran sig, imens hun snakker i telefon. "Ja det lyder fint, ja okay, ja imorgen kl. 15" siger hun og ligger røret på. "Kan jeg hjælpe?" siger hun med et smil. Hvis bare Tara var mere som hende. Sød og hjælpsom. "Ja kan du ringe rundt og aflyse fly, færger, tog og andet transport?" siger jeg. "Hvorfor dog det?...Nåå, har det noget med Alexandra-sagen at gøre?". "Ja" svarer jeg stille. "Det er nok klogest at gøre, så hun ikke kan blive ført ud af ud af landet". "Ja, det var også hvad jeg tænkte" siger jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...