De Grønne Øjne

Jeg plages af mareridt hver nat. Jeg vil ikke snakke om det. Min mor er bekymret, men hvad skal jeg gøre? Jeg vælger at tage ud på gymnasiet, selvom jeg ellers ikke er der så tit. Så møder jeg hende. Jeg tror jeg kender hende. Hendes stemme sender kuldegysninger ned af min ryg og hendes grønne øjne stirrer på mig. For første gang, i noget der føles som uendeligt, har jeg en nat uden mit mareridt.

PS. Kapitlet som hedder "Drømmen" kan egentlig læses lige præcis på det tidspunkt som læseren ønsker det :i - bare til dem, som ikke kan vente med at få stillet deres nysgerrighed! Vil helt klart anbefale, at man bare læser det kapitel, der hvor jeg har sat det ind :i

99Likes
236Kommentarer
19037Visninger
AA

46. Kapitel 41

 

Leonora gentog stille mine ord, mens hun stadig sad i min favn.

”Halvdelen af den jeg burde være.. halvdelen af den jeg burde være..”

Så rejste hun sig, gik ind på taget, forlod mine arme og min rystende krop.

”Kun halvdelen af den du burde være? Kun HALVDELEN af den du burde være!”

Hendes arme bevægede sig mens hun talte, som var hun ved at forklare sig selv pointen. Det lød, som om hun nu forstod alt. Jeg sad tilbage og følte mig som det ensomste menneske i verden.

”Kun halvdelen.”

Hendes grønne øjne slog igen lyn. Det helt forkert skræmmende smil sad på hendes mund. Jeg gøs. Hvorfor gjorde hun det der?

”Du er kun én halvdel.”

Hun smilede. Stemmen var fyldt af selvtillid. Jeg forstod ingenting. Jeg mærkede bare smerten af tabet, det store hul i mit bryst. Mærkede hans manglende sind.

”Dine øjne er kun halvt grønne. Du er kun en halvdel.”

Hun smilede. En kuldegysning løb over min ryg. Hendes ord vakte noget i mig. En følelse, et minde. Hvad var det?

Kendte jeg hende?

Tanken løb sammen med rystelserne gennem min krop.

Kendte jeg hende?

”Selvfølgelig bliver du aldrig helt min, når du kun er halv.”

Smilet på de sorte læber blev større. Det blottede hendes hvide tænder. Hendes grønne øjne virkede selvlysende. Jeg var skræmt. Blive hendes? Hendes hvad? Det begyndende minde boblede i baggrunden af mine tanker.

”Hvad taler du om,” hviskede jeg.

Hjertet sad dunkende i min hals. Rystelserne var endnu ikke forsvundet, men det var stjernernes sang til gengæld.

”Jah,” startede hun. ”Hvad tror du jeg taler om, kid? Jeg taler om dig, jeg taler om mig! Jeg taler om de grønne øjne, som du endnu ikke har lært at forstå. Jeg taler om ham.

Ham. Ham!

Mine øjne fløj op.

 

Et skær af grønt i de gråblå øjne. Blod der siver fra hans krop. Hans hud der mister farven. Hans vejrtrækning der langsomt forsvinder. Mine råb som prøver at holde ham hos mig. Noget forkert. Et skær af grønt i hans øjne.

 

”NEJ!”

Jeg fløj imod hende, mine hænder var strakt imod hendes hals, hendes krop, alt jeg kunne få fat i og ødelægge.

”Det VAR dig!”

Min krop føltes som en eksplosion. En eksplosion af sorg, forvirring, ensomhed men mest af alt – had. Hadet som jeg før havde haft til mig selv. Det havde der ikke været nogen grund til. Min krop brændte.

”DU SLOG HAM IHJEL!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...