De Grønne Øjne

Jeg plages af mareridt hver nat. Jeg vil ikke snakke om det. Min mor er bekymret, men hvad skal jeg gøre? Jeg vælger at tage ud på gymnasiet, selvom jeg ellers ikke er der så tit. Så møder jeg hende. Jeg tror jeg kender hende. Hendes stemme sender kuldegysninger ned af min ryg og hendes grønne øjne stirrer på mig. For første gang, i noget der føles som uendeligt, har jeg en nat uden mit mareridt.

PS. Kapitlet som hedder "Drømmen" kan egentlig læses lige præcis på det tidspunkt som læseren ønsker det :i - bare til dem, som ikke kan vente med at få stillet deres nysgerrighed! Vil helt klart anbefale, at man bare læser det kapitel, der hvor jeg har sat det ind :i

99Likes
236Kommentarer
18936Visninger
AA

45. Kapitel 40

 

Jeg elskede dét ”vi”. Det ”vi”, som kun indebar Leonora og mig. Mens vi løb igennem natten kun observeret af stjernerne, følte jeg hemmelighedernes ender flagre efter os. Hvornår ville de blive bundet sammen? Hvornår ville de ende?

Byens smukke lys flød ud i mørket omkring os, lygtepæle var kastet tilfældigt ud i landskabet, og enkelte gange kom en lysende bil forbi. Kulden nippede blidt i mine kinder, vinden legede med mit hår, og jeg var sikker på, at jeg kunne høre stjernerne synge.

Vi løb, løb, løb og sprang og klarede. Alt var rutine, alt var fantastisk, alt var os. Kun os. Hendes sorte hår bølgede om hendes ansigt, mens hun løb. Hendes sorte læber formede et smil. Mine efterlignede bevægelsen. Al samtale foregik gennem natten. Friheden var overfaldende.

 

Og så stoppede hun.

 

Forundret og forpustet standsede jeg på taget hos hende. Undrende så jeg på hende. Bekymringerne vældede ind over mig. Et let sug i maven. Det var nu.

”Vi er nødt til at snakke,” hviskede hun. ”Ikke?”

Jeg nikkede.

”Jo.”

Min stemme var igen den hæse hvisken og jeg kunne mærke tårerne ligge lige inde bag mine øjne. Jeg var bange for, at det her ville ændre alting. Mistede jeg hende?

Hendes yndefulde krop bevægede sig mod kanten af taget, satte sig med fødderne dinglende ud over kanten. Først nu opdagede jeg, at det var her, vi havde haft vores første nat sammen. Natten, hvor alt var perfekt. Natten, hvor de andre endnu ikke var kommet til, natten hvor det hele ikke havde været så forvirrende. Årh min Leo.

”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal starte. Jeg ved ikke engang, om jeg kan.”

Stille stod jeg bag hende. Satte mig ned bag hende, fødderne ud over kanten og lod mine arme holde omkring hende. Det virkede så rigtigt. Jeg følte hendes hjerteslag, som et blidt kærtegn mod mit bryst. Et lille ryk løb gennem hendes krop. Gråd?

”Leonora?”

Jeg tog fat på det. Det ville aflede hendes tanker, måske gøre det nemmere for hende og… Hun skulle have lov til at vide det.

”Du spurgte mig engang, om hvad det er jeg drømmer.”

Min krop begyndte at ryste. Jeg kæmpede imod. Hendes hjerteslag støttede mig. Jeg fortsatte.

”Forstår du… Jeg er… Alene. Og det burde jeg ikke være.”

Tårer løb nu over mine kinder. Rystelserne vendte tilbage.

”Jeg plejede aldrig at være alene. Jeg blev ikke engang født alene!”

Jeg græd. Mine ord kom næsten ud som råb nu. Det hele var så forfærdeligt. Smerten indeni var udholdelig.

”Men så skete der noget…”

 

Noget var forkert.

 

”Noget var forkert! Hans tanker blev fjerne, jeg kunne knap forstå dem mere!”

Leonoras hænder havde fat i mine arme, hold fast i mig, holdt mig i nuet.

”Og så en dag… jeg kunne bare mærke at noget var helt galt! Så jeg løb. Løb og løb og vores bånd førte mig hjem. Jeg så det ske. Så hvad han gjorde. Jeg kunne ikke komme ind! Han lukkede mig helt ude! Jeg kunne ikke komme ind til ham og forhindre det. Jeg var for langsom, kom for sent! Jeg så hvordan lyset forlod hans øjne. Mærkede hans tilstedeværelse forsvinde.”

Jeg sank en enkelt gang. Forsøgte at få noget kontrol over min krop.

”Hans sind forsvandt fra mit. Du aner ikke hvor ensomt det er.”

Jeg kunne knap nok trække vejret længere.

”Jeg er kun halvdelen af den, jeg burde være.”

Tiden gik i stå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...