De Grønne Øjne

Jeg plages af mareridt hver nat. Jeg vil ikke snakke om det. Min mor er bekymret, men hvad skal jeg gøre? Jeg vælger at tage ud på gymnasiet, selvom jeg ellers ikke er der så tit. Så møder jeg hende. Jeg tror jeg kender hende. Hendes stemme sender kuldegysninger ned af min ryg og hendes grønne øjne stirrer på mig. For første gang, i noget der føles som uendeligt, har jeg en nat uden mit mareridt.

PS. Kapitlet som hedder "Drømmen" kan egentlig læses lige præcis på det tidspunkt som læseren ønsker det :i - bare til dem, som ikke kan vente med at få stillet deres nysgerrighed! Vil helt klart anbefale, at man bare læser det kapitel, der hvor jeg har sat det ind :i

99Likes
236Kommentarer
19044Visninger
AA

39. Kapitel 35

 

Flammerne slap mig. Hendes bløde sorte læber forlod min mund. Jeg manglede den allerede. Gløder sad stadig overalt på min krop, gløder ingen kunne se, men som jeg kunne mærke. Som tusindvis af små brændende stjerner sad de på mig. Her, midt i den mørke kløft mellem to bygninger.

Hvad skete der?

Leonora lå stadig i mit skød, og hendes grønne øjne så forførende op på mig. Et hemmelighedsfuldt smil sad i hendes ansigt. Mine øjne føltes ødelagt efter alt lyset fra flammerne. Jeg følte mig svimmel.

Hvad var det jeg lige havde set?

Hendes udtryk ændrede sig pludseligt. Det forførende forsvandt, det forvirrede tog til. Hendes øjne blev store.

”Dine øjne er ikke grønne..,” hviskede hun undrende.

Hun rejste sig så hurtigt, at jeg var lige ved at vælte bagover. Vægten og varmen fra hende forsvandt, og et koldt tomrum lå tilbage hos mig.

”De burde være grønne! Hvorfor er dine øjne ikke grønne? Forklar mig det!”

Jeg rystede.

Hvad i al verden sker der?? Leonora, hvad snakker du om? Burde de være grønne? Hvorfor? Hvad var det jeg havde set?

Og flammer? Her var da ingen spor af ild!

 

Hun råbte af mig. Virkede så frustreret. Nærmest skræmt.

”Hvad er der i vejen med dig!?”

”Hvad er der i vejen med DIG,” råbte jeg tilbage.

Jeg forstod ingenting! Leonora kom her, blandede sig i mit skod liv, gjorde det bedre, gjorde det værre, gjorde det fuldstændigt unaturligt. Og nu var det mig den var gal med?

Hun blev helt stille, men jeg var ikke færdig endnu.

”Jeg forstår ikke noget som helst af det her!”

Jeg skælvede nu. Flodbølgen af ord var på vej.

”Jeg forstår ikke de grønne øjne! Hvorfor er mine ved at blive det!? Hvorfor har de andres øjne den farve? Diego? James? Xander og Lucas? Aiden!?”

Min vejrtrækning gjorde ondt.

”Det kan godt være, at det er mig der ikke taler, men det er dig, der har noget du skjuler! Jeg kan ikke følge med! FORKLAR MIG HVAD DER SKER!”

Varme tårer løb på mine kinder nu. Jeg mærkede, hvordan alle mine muskler fulgte mit hjertes skælven. Jeg burde stoppe. Kunne jeg? Ja. Al min viljestyrke var stærk nok til at lukke af for mine ord. Leonora så undrende på mig. Hun virkede til at være helt ude af sig selv.

 

”Jamen, jeg kan jo ikke fortælle dig det…”

Hun græd.

Og hun græd meget. Hun løb mod mig, de to skridt, hendes hoved lagde sig mod mit bryst, stoppede der. Mine arme holdt omkring hende med det samme. Hun måtte ikke græde. Som vi stod der, hende op ad mig, med armene fortabt hængende ned ad siden, mig holdende omkring hende, var mit hjerte ved at briste.

Det fortalte mig, at jeg var nødt til at komme væk. Alle hendes hemmeligheder ville ødelægge mig. Bryde mig ned, til jeg ikke var mere. At hun bare var en pige, en pige som var farlig. En pige, som jeg aldrig burde se igen. Men mit hjerte fortalte mig også, at det aldrig ville blive en mulighed.

Jeg elskede hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...