De Grønne Øjne

Jeg plages af mareridt hver nat. Jeg vil ikke snakke om det. Min mor er bekymret, men hvad skal jeg gøre? Jeg vælger at tage ud på gymnasiet, selvom jeg ellers ikke er der så tit. Så møder jeg hende. Jeg tror jeg kender hende. Hendes stemme sender kuldegysninger ned af min ryg og hendes grønne øjne stirrer på mig. For første gang, i noget der føles som uendeligt, har jeg en nat uden mit mareridt.

PS. Kapitlet som hedder "Drømmen" kan egentlig læses lige præcis på det tidspunkt som læseren ønsker det :i - bare til dem, som ikke kan vente med at få stillet deres nysgerrighed! Vil helt klart anbefale, at man bare læser det kapitel, der hvor jeg har sat det ind :i

99Likes
236Kommentarer
19001Visninger
AA

27. Kapitel 25

 

Efter Leonora have forladt mig i går, havde jeg på magisk vis fundet hjem. Jeg havde ikke anet hvor jeg var, men min underbevidsthed kendte byen. Et sort hul havde siddet i mit bryst, som havde Leonora taget mit hjerte med, da hun satte af fra taget. Mine fødder havde ført mig væk fra det tomme tag, min hjerne havde tænkt. Da jeg endelig kom hjem, havde solen sat ild til horisonten. Det var ufatteligt smukt, men hvor var jeg træt. Da jeg kom ind, mærkede jeg hvordan mine muskler rystede. Det første jeg hørte, var min mors bekymrede udbrud. Hvor havde jeg dog været hele natten? Hvad havde jeg dog lavet? Hvordan havde jeg det? Jeg havde tomt gået forbi hende. Nu lå jeg i min seng. Min mor var taget af sted. Tirsdag. Ingen skole i dag. Gad vide om Leonora tog af sted?

 

Jeg sukkede. Smerten bed i mig. Jeg havde brug for søvn. Jeg vendte mig om på den ene side, men kunne ikke lade være med at håbe på, at Leonora snart kom ind af mit vindue. Jeg havde med vilje ladet det stå åbent. Snart sov jeg. Snart vågnede jeg. Himlen udenfor var i skumring, ligesom da jeg faldt i søvn, nu kom solens stråler bare fra den modsatte side af himlen. Det var allerede ved at være aften igen. Suk. Nu havde jeg virkelig ødelagt min døgnrytme. Hvad havde Leonora haft gang i, i går? Min mave gav nogle klagende lyde fra sig og sulten sneg sig op igennem mig.

 

Mens jeg var på jagt i køleskabet, kom min forvirrede mor ind af døren. Ikke særlig meget af det hun sagde, trængte ind i mit hoved. Efter jeg havde fået noget i min tomme mave, gik jeg ud, selvom min mor stod i lejligheden og råbte efter mig. Alle hendes ord forsvandt i en tåge, som havde lagt sig om mine tanker. Det grønne i mine øjne havde bredt sig. Jeg forstod ikke, at min mor ikke havde set det. Kommenteret det. Frygtet det, ligesom jeg selv var begyndt på. Det grønne skinnede nu ud af halvdelen af mine øjne. Flød ud i den gråblå farve, som var min egen. Jeg stod på toppen af en bygning, stirrede ud over byen. Min mor var bekymret. Min mor var væk. Nej. Jeg var væk. Jeg blev nødt til at finde ud af, hvad det her var.

 

”Noget var forkert.”

 

Hvordan skulle jeg finde Leonora? Jeg anede ikke, hvor hun var. Hvor hun boede. Mørket faldt langsomt ned omkring mig, og pludselig hørte jeg et åndedrag. Hendes. Jeg vendte omkring. Hendes smukke grønne øjne så trist på mig. Hendes hånd rakte ud efter mig. Mine alt for hurtige hjerteslag sendte min krop et skridt tilbage. Leonora. Hun vendte sig om, satte sig over på kanten af det flade tag. Hendes små fødder hang ned mod jorden, som lå langt nede under os. Hun sad foroverbøjet, og hendes hænder holdt om hendes hoved. Hun så trist ud. Mine fødder flyttede sig over til hende. Jeg mærkede betonen mod mine håndflader, da jeg satte mig ned ved siden af hende. Omkring os strakte skyggerne sig. Hun rystede.

”Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg mener… Hvor meget skal der til? Hvorfor kan jeg ikke?”

Hendes forvirrede stemme talte til hende selv. Jeg undrede mig. Hvad i al verden snakkede hun om? Hvor meget der skal til? Før hvad? Jeg rynkede brynene. Prøvede at kigge igennem hendes skjul af hår. Prøvede at finde hendes grønne øjne, prøvede at komme ind til hende. Hendes hoved rørte på sig, løftede sig op fra hendes hænder og hun kiggede på mig. Jeg forstod ikke hendes blik. Der lå der så meget gemt i det. Mest af alt forvirring. Tror jeg. Hun kiggede dybt i mine øjne som forventede hun at finde svarerne der. Jeg ville sådan ønske jeg kunne hjælpe hende, fjerne det forpinte udtryk fra hendes ansigt. Jeg ville sige noget. Min mund stod let åben, men der kom ingen lyd ud. Hvad skulle jeg dog sige til hende? De grønne øjne så bedende på mig. Min hjernen gennemsøgte alle kroge, men ingen ord formede sig. I én hurtig bevægelse rejste hun sig: ”Sig dog noget! Tal med mig!”

Tårer løb nu ned af hendes kinder.

”Hvorfor snakker du ikke med mig? Kan du da ikke se at…”

Hendes vejrtrækning var høj, hivende. Et halvhysterisk opgivende skrig fandt vej fra hendes lunger og fyldte luften omkring mig. Hvad skulle jeg gøre? Hvad ville hun dog have mig til? Jeg åbnede munden, skulle til at sige… Hun sank sammen ved siden af mig. Sad med benene op det hendes bryst og holdt om dem. Stirrede ud på den nu mørke by. Endnu et spørgsmål forlod hendes læber.

”Når du drømmer, hvad drømmer du så om?”

Verden gik i stå omkring os. Leonora rørte sig ikke. Hun stirrede ud i luften, som havde hun ikke lige stillet det spørgsmål. Jeg blev i tvivl om hun havde. Så fortsætte hun:

”Jeg har… Jeg har været hjemme ved dig flere gange om natten. Når du ikke kom. Vinduet er ikke altid åbent… Men når du drømmer, ryster du altid. Jeg kan mærke, at det gør ondt på dig.” 

 

 

Hun havde set på mig. Været hos mig om natten. Sneget sig ind mens jeg sov. Vreden begyndte i mig. Hvorfor syntes hun lige, at hun havde lov til at blande sig i det!? Smerten fra drømmen startede inden i mig. Kravlede langsomt rundt i min krop.

”Det var bare svært at undvære dig.”

Hendes stemme lød som porcelæn. Fin og skrøbelig.

”Og når jeg kunne komme ind til dig, faldt du langsomt til ro.”

Overraskelsen spredte sig i mig. Hun kiggede blidt op på mig.

”Nej, lige meget nu.” Hun smilede.

”Klokken er jo snart ti. De andre venter på os.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...