De Grønne Øjne

Jeg plages af mareridt hver nat. Jeg vil ikke snakke om det. Min mor er bekymret, men hvad skal jeg gøre? Jeg vælger at tage ud på gymnasiet, selvom jeg ellers ikke er der så tit. Så møder jeg hende. Jeg tror jeg kender hende. Hendes stemme sender kuldegysninger ned af min ryg og hendes grønne øjne stirrer på mig. For første gang, i noget der føles som uendeligt, har jeg en nat uden mit mareridt.

PS. Kapitlet som hedder "Drømmen" kan egentlig læses lige præcis på det tidspunkt som læseren ønsker det :i - bare til dem, som ikke kan vente med at få stillet deres nysgerrighed! Vil helt klart anbefale, at man bare læser det kapitel, der hvor jeg har sat det ind :i

99Likes
236Kommentarer
19012Visninger
AA

23. Kapitel 21

 

Næste dag, da jeg var på ned mod Leonora i bussen, sad mit hjerte i halsen. Var alt anderledes nu? Hendes grønne øjne smilede, da jeg satte mig ved siden af hende.

”Hej igen pjuske!” Hendes hånd fandt som altid frem til mit hår og pjuskede op i det. Og i dag havde jeg endda børstet det! Alligevel kunne jeg mærke befrielsen, der strømmede igennem min krop. Jeg smilede til hende. Hun var fantastisk. Hendes grønne øjne viste intet spor af dagen forinden. Alt virkede til at være okay. Udenpå i hvert fald. Måske var hun på indersiden ligeså oprevet som jeg var? Jeg havde så mange spørgsmål, men jeg anede ikke hvordan jeg skulle lukke dem ud. Det måtte vente til i aften, for det var i hvert fald ikke noget vi skulle snakke om her. Eller på gymnasiet. Alle andre behøvede ikke blande sig i hvad vi lavede, de skulle ikke høre hvad vi snakkede om. Eller… Jeg smilede let for mig selv. De skulle ikke høre, hvad hun fortalte mig. Hun virkede lettet over at jeg ikke stillede nogen spørgsmål, selvom hun gjorde et rigtig godt forsøg på at skjule, at der overhovedet var sket noget. Men jeg kunne mærke hendes lettelse, idet hun begyndte at snakke løs om alle mulige ligegyldige ting som altid.

 

Hen på slutningen af skoledagen kom hun dog alligevel med noget usædvanligt. Vi var på vej ud af gymnasiet, på vej mod bussen, da hendes stemme pludselig ændrede toneleje.

”For resten,” begyndte hun, mens hendes øjne lynede.

”Vi bliver nogle flere i aften…”

Mine tanker gik i stå. Flere? Så… Der blev ikke noget med alenetid med Leonora i nat? Mit hjerte fulgte min hjernes eksempel og gik også i stå. Bare for et kort sekund. Resten af hendes ord forsvandt for mig, lyden blev gemt bag mine tanker. Hvorfor skulle der være flere med? Måske plejede hun at være sammen med dem. Måske var de hendes venner. Måske var en af dem hendes kæreste.

”Hallo..?”

Leonoras grønne øjne kiggede på mig. Hun havde set hvor fraværende jeg var blevet.

”Rolig nu, så slemme er de altså ikke! Det er bare nogle venner, vi plejer at dyrke parkour sammen.”

Hun smilede til mig. Jeg forstod det ikke rigtigt. Jeg troede, at vi to bare havde hinanden.

”Grunden til at du ikke har mødt dem før, er at vi har en aftale om at weekenderne, har vi for os selv. Men alle hverdagene er de med.”

Hvem? Mit hjerte dunkede dybt nede i mit bryst. Det virkede langt væk. Hun grinede blidt af mit udtryk.

”Træk vejret, du ser helt fortabt ud!”

Hendes latter løsnede noget i mig, og jeg tog skridtet ind i bussen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...