De Grønne Øjne

Jeg plages af mareridt hver nat. Jeg vil ikke snakke om det. Min mor er bekymret, men hvad skal jeg gøre? Jeg vælger at tage ud på gymnasiet, selvom jeg ellers ikke er der så tit. Så møder jeg hende. Jeg tror jeg kender hende. Hendes stemme sender kuldegysninger ned af min ryg og hendes grønne øjne stirrer på mig. For første gang, i noget der føles som uendeligt, har jeg en nat uden mit mareridt.

PS. Kapitlet som hedder "Drømmen" kan egentlig læses lige præcis på det tidspunkt som læseren ønsker det :i - bare til dem, som ikke kan vente med at få stillet deres nysgerrighed! Vil helt klart anbefale, at man bare læser det kapitel, der hvor jeg har sat det ind :i

99Likes
236Kommentarer
19012Visninger
AA

22. Kapitel 20

 

Jeg vågnede i et skrig. Mareridtet havde drevet mig ud af søvnen igen. Troede jeg. To lysende grønne øjne hang over mit hoved. Langsomt begyndte jeg, at kunne skelne hendes skikkelse fra resten af mørket. Mit hjerte truede med at ødelægge mit bryst, så hårdt bankede det. Drømte jeg? Er du her? Leonora? Jeg skælvede. ”Hvad drømmer du?”

Hendes hviskende stemme skræmte mig, sendte en af de velkendte kuldegysninger ned af min ryg. Var hun her? Hvad havde hun gang i? Hvis jeg ikke havde været sådan ude af mig selv, havde jeg sikkert været fornærmet over hendes tilstedeværelse. Men min vejrtrækning var alt for høj og den eneste lyd på mit værelse. Hun havde set mig drømme, og billederne løb stadig svagt gennem mit hoved. Hun havde set mig i mit mareridt. Jeg følte mig så svag. Hvad lavede hun her? Jeg skulle til at stirre på hende med et blik, der fortalte at hun ikke skulle være her. Lige nu i hvert fald. Men mit sigende blik faldt brat til jorden, da jeg så udtrykket i hendes ansigt. Hun så ulykkelig ud.

”Du kom ikke i dag… Jeg tænkte bare… Jeg kunne ikke…” Hendes stemme virkede svag. Rystende. Usikker. Jeg havde aldrig hørt hende sådan før. Hun sank sammen ved siden af min seng. Hendes ryg støttede sig op af sengestolpen, hendes arme holdt om hendes knæ, og hendes ansigt var vendt ned imod dem. Hendes hår faldt smukt omkring hendes ansigt, skjulte det for mig. Trangen til at række ud efter hende spredte sig i mig. Hvad er der? Jeg ville ønske jeg kunne fjerne det, der plagede hende. Alle tanker om mit eget mareridt var forsvundet. Der var kun hende.

”Leonora.” Min hæse stemme hviskede hendes navn. Hele hendes krop gav et spjæt, som havde jeg brændt hende. Hun drejede hovedet, og pludselig så hendes grønne øjne lige ind i mine. Hendes øjne blev større, som så hun noget der undrede hende. Noget hun ikke forventede at se. Chokket bredte sig over hende.

”Nej,” hviskede hun og rejste sig.

Tog et skridt tilbage. Nej hvad? Billedet i spejlet. Det grønne skær i mine øjne. Var det det, hun gik væk fra? Jeg ville ikke have hende længere væk. Jeg ville trække hende ind til mig.

”Nej,” hviskede hun igen, chokket hang i hendes stemme og hun rystede på hovedet.

Hendes hår lavede den der smukke bue om hendes hoved, som jeg var begyndt at elske. Hvad skete der? Leo? Bekymringen boblede igennem mig. Var der noget galt? Pludselig lynede hendes øjne. Et lille smil spredte sig på hendes sorte læber. Lynhurtigt vendte hun sig, hendes hår fløj om hendes ansigt, hun sprang ud af vinduet.

 

Jeg lå tilbage og lyttede. Træets blade raslede, jeg hørte det bløde dump, da hun landede på jorden, hendes skridt der førte hende herfra. Hvad i al verden foregik der? Tankerne summede rundt i mit hoved. Hvad havde hun gang i? Hvad havde fået hende til at opsøge mig? Midt om natten? Hvorfor så hun så ulykkelig ud? Hvorfor var der et grønt skær i mine øjne? …og hvorfor gjorde mit hjerte pludselig så ondt?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...