De Grønne Øjne

Jeg plages af mareridt hver nat. Jeg vil ikke snakke om det. Min mor er bekymret, men hvad skal jeg gøre? Jeg vælger at tage ud på gymnasiet, selvom jeg ellers ikke er der så tit. Så møder jeg hende. Jeg tror jeg kender hende. Hendes stemme sender kuldegysninger ned af min ryg og hendes grønne øjne stirrer på mig. For første gang, i noget der føles som uendeligt, har jeg en nat uden mit mareridt.

PS. Kapitlet som hedder "Drømmen" kan egentlig læses lige præcis på det tidspunkt som læseren ønsker det :i - bare til dem, som ikke kan vente med at få stillet deres nysgerrighed! Vil helt klart anbefale, at man bare læser det kapitel, der hvor jeg har sat det ind :i

99Likes
236Kommentarer
19005Visninger
AA

18. Kapitel 17

 

Næste morgen, føltes det hele så uvirkeligt. Som om vi begge havde været i en hel anden verden. Som om det hele havde været en drøm. En helt fantastisk drøm. En vild drøm, som på en måde var meget urealistisk og alligevel så virkelig. Jeg havde elsket det, og var ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg skulle derud igen i aften. Og mens jeg lå der i min seng efter at have vågnet, opdagede jeg, at mareridtet ikke havde været der i nat. Men jeg havde drømt om Leo. Og jeg var sikker på, at det var hende, der havde holdt mareridtet væk. Det var fantastisk. Hvis jeg virkelig kunne slippe for mine mareridt… Det ville betyde så meget for mig. Og sikkert også for min mor. Hun havde for resten fri i dag, og derfor var vi sammen hele dagen. Ikke at vi lavede noget specielt, men det var alligevel hyggeligt. Selvom jeg var ret fraværende, da jeg ikke kunne vente på, at det igen blev aften.

 

Jeg var ved Bandagsgaden allerede klokken 21, og jeg begyndte at undersøge området. I går da vi havde løbet og sprunget omkring, havde det hele foregået så hurtigt, at jeg ikke anede hvor vi havde været. Men nu da jeg så mig omkring, kunne jeg huske alle spring, alle landingerne, hvordan man landede bedst på de skrå tage o.s.v. Det hele stod fuldstændig klart i mit hoved. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Indtil jeg tænkte over, hvad det egentlig var for et område vi befandt os i. Det var jo ikke ligefrem velstandskvarteret, men nærmere det modsatte. Det var ikke et kvarter med mange forbrydere, men alligevel. Min tanker blev afbrudt, da Leonora pludselig dukkede op på taget, og stod lige ved siden af mig. ”Heij pjuske,” smilede hun. Hendes stemme fortryllede mig med det samme, og mine muskler slappede af. Hendes røde hår var nyvasket, og jeg kunne lugte duften af den shampoo hun havde brugt. De grønne øjne så afventende på mig. Jeg smilede. Denne gang startede jeg. Jeg vendte ryggen til hende, og sprang ud i mørket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...