De Grønne Øjne

Jeg plages af mareridt hver nat. Jeg vil ikke snakke om det. Min mor er bekymret, men hvad skal jeg gøre? Jeg vælger at tage ud på gymnasiet, selvom jeg ellers ikke er der så tit. Så møder jeg hende. Jeg tror jeg kender hende. Hendes stemme sender kuldegysninger ned af min ryg og hendes grønne øjne stirrer på mig. For første gang, i noget der føles som uendeligt, har jeg en nat uden mit mareridt.

PS. Kapitlet som hedder "Drømmen" kan egentlig læses lige præcis på det tidspunkt som læseren ønsker det :i - bare til dem, som ikke kan vente med at få stillet deres nysgerrighed! Vil helt klart anbefale, at man bare læser det kapitel, der hvor jeg har sat det ind :i

99Likes
236Kommentarer
18896Visninger
AA

16. Kapitel 15

 

Da mor kom hjem, lå jeg og sov på sofaen. Jeg havde virkelig været udmattet. Min fod smertede, og var også rød nu. Jeg havde taget strømper og bukser på efter badet, bare så hun ikke skulle lægge mærke til det. Hun smilede til mig, da hun fortravlet kom ind af døren. Hun hang tasken op, smed jakken, jeg flyttede mine ben, og hun sank sammen i den anden ende af vores lille sofa.

”Suk,” udbrød hun. ”Her har jeg arbejdet og arbejdet. Og der ligger du så bare og sover, eller hvad?”

 Hun så smilende på mig. Hah, ja hun skulle bare vide hvor meget jeg faktisk har lavet i dag! Jeg lukkede øjnene og smilede. Mor sukkede, og jeg grinte lidt af hende.

”Jeg laver aftensmad i aften, okay,” spurgte jeg hende smilende.

Jeg åbnede mit ene øje for at se hendes reaktion. Hun så næsten måbende ud. Indtil hendes glade ansigt igen dukkede op.

”Nej ja det kunne da være dejligt!”

Hun smilede og lænede sig bag ud i sofaen.

”Så kunne jeg nok egentlig godt lige tage mig en lur,” sagde hun.

Det var vidst mest til hende selv, så jeg valgte ikke at svare. Jeg havde jo også lige sagt noget. Jeg lå med lukkede øjne, og lyttede til, at mor tog jakken og hængte den væk, og derefter forsvandt ind i hendes eget værelse. Og lidt efter, at hendes dør åbnede sig igen.

”For resten skat… Hvad skal vi have,” spurgte hedes stemme.

 Jeg smilede: ”Pasta med kødsovs.”

”Åh, fint!”

Og så lukkede døren igen. Ja, jeg havde jo tjekket hvad der var i køleskabet, og alt til pasta med kødsovs var der. Fint nok, det burde jeg lige kunne overkomme. Nu havde jeg jo også lige sovet en times tid.

 

Mens jeg lavede mad, tænkte jeg på Leonora. Jeg havde sådan lyst til at tage derud i aften, men jeg vidste at min fod ville beklage sig. Så ville det bare tage endnu længere tid, at få den til at fungere igen. Jeg sukkede. Det var hårdt at skulle undvære hende. Og jeg havde faktisk endnu ikke fået skaffet mig hendes mobilnummer, eftersom min stædighed ikke havde ladet mig snakke. Eller, jeg havde jo bare valgt at lade vær. For jeg vidste aldrig hvad jeg skulle sige, og så var det bare så meget nemmere, aldrig at sige noget. Men min mor var vist glad for at jeg var begyndt at tale igen. Eller bare talte lidt engang i mellem. Jeg vidste, at hun var meget bekymret for mig. At hun tit tænkte på, hvordan jeg havde det, hvad jeg tænkte og hvordan det nu skulle gå mig. Det spekulerede jeg også selv på. Nogen gange, forstod jeg ikke selv de ting jeg lavede, eller de valg jeg tog.

”Mor,” kaldte jeg, da maden var færdig og stod og dampede på bordet.

Jeg hørte en søvnig mumlen, og lidt efter dukkede min mor op i en alt for stor pyjamas. Hun smilede til mig og satte sig til bords.

”Mmh, det dufter godt”.

 

Weekenden gik med træning. Og mere træning. Jeg tog ikke til Bandagsgaden, hverken lørdag eller søndag, så havde jeg ikke set hende siden fredag aften. Det var faktisk hårdt. Mit hjerte længtes efter at se hende igen, især efter at jeg havde drømt om hende fredag nat. Det havde været fantastisk. Bare at se hende i drømmen. Og hun havde holdt mareridtet væk, men de to andre nætter var det vendt tilbage. Frygteligt som altid. Men jeg havde sovet om dagen, jeg havde nemlig bådet været udmattet på grund af træningen og utrolig træt. Mine muskler var rigtig utilfredse med den meget pludselige træning. Jeg havde ondt i hver eneste del af min krop, da jeg var på vej til bussen mandag morgen. Alligevel løb jeg næsten. Men selvfølgelig var hun der. Hun sad nede i midten af bussen og smilede til mig. Jeg smilede tilbage. Smukke Leonora. Hendes taske var væk, inden jeg var kommet ned til hende. Jeg satte mig, og lidt efter mærkede jeg hendes hånd i mit hår.

”Godmorgen pjuske,” sagde hun smilende, og hendes stemme virkede utroligt glad.

Men så ændrede hendes ansigtsudtryk sig.

”Hvordan har din fod det?”

Jeg smilede lidt. Det var ret kært, at hun bekymrede sig om en forstuvet fod. Jeg svarede hende ikke med andet, end det lille smil. Så måtte hun selv konkludere hvor slemt det var, når jeg begyndte at gå. Efter lidt næsten pinlig tavshed, begyndte hun at snakke igen. Om alt muligt. Utroligt hvor meget den pige kunne snakke om! Jeg lænede mig tilbage, og lyttede til de historier hendes sorte læber fortalte. Snart var vi ved skolen og snart var skoledagen ovre igen. Snart holdt bussen ved den store grå boligblok, og så begyndte tiden at gå langsomt. Jeg nød virkelig hendes selskab, det måtte jeg indrømme. Jeg begyndte at træne. Så i bad og så lave mad med min evigt snakkende mor. Bagefter gik jeg i seng. Og så begyndte drømmende. Jeg kunne ligeså godt have droppet badet inden maden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...