De Grønne Øjne

Jeg plages af mareridt hver nat. Jeg vil ikke snakke om det. Min mor er bekymret, men hvad skal jeg gøre? Jeg vælger at tage ud på gymnasiet, selvom jeg ellers ikke er der så tit. Så møder jeg hende. Jeg tror jeg kender hende. Hendes stemme sender kuldegysninger ned af min ryg og hendes grønne øjne stirrer på mig. For første gang, i noget der føles som uendeligt, har jeg en nat uden mit mareridt.

PS. Kapitlet som hedder "Drømmen" kan egentlig læses lige præcis på det tidspunkt som læseren ønsker det :i - bare til dem, som ikke kan vente med at få stillet deres nysgerrighed! Vil helt klart anbefale, at man bare læser det kapitel, der hvor jeg har sat det ind :i

99Likes
236Kommentarer
19040Visninger
AA

13. Kapitel 12

 

Jeg stod op af skiltet præcis klokken 22. Skiltet med bogstaverne ”Bandagsgaden”.  I mørket kunne jeg høre en komme nærmere. Langsomt blev den tynde skikkelse tydeligere. Leonora. Mit hjerte bankede hurtigere, for igen at falde helt til ro i hendes nærvær. Jeg havde været en smule usikker på, om jeg havde husket rigtigt. Men det havde jeg. Leonoras grønne øjne reflekterede nærmest lyset fra lygterne. Endnu en ting ved hende, der mindede mig utroligt meget som en kat. Hun smilede, da hun så mig, men hendes smil blev næsten skræmmende i det underlige lys.

”Hei pjuske,” hilste hun og kom op på min side og rodede mig igen i håret.

Hun virkede slet ikke forbavset over, at jeg var her. Måske havde hun ventet mig hver aften siden hun havde nævnt parkour.

”Er du klar til at løbe?”

Hendes øjne slog gnister, og det var som om at alle hendes muskler var spændte, klar til at spurte af sted, forventningsfulde. Jeg stirrede betaget på hende. Leonora, som var klar til at gøre noget, som hun elskede. Hendes kropsholdning, der var klar til et vildt løb. Klar til at løbe, springe, klatre igennem den mørke by. Hun skræmte mig en smule, og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det måske havde været forkert af mig at komme. Hun blottede sine tænder i et smil, der virkede skræmmende. Men det var nok mest på grund af den måde skyggerne lagde sig om hendes fine ansigt. Og det korte sorte hår, den sorte krans om hendes ansigt, gjorde hende ikke mindre skræmmende.

”Hva’ så kid, er du klar?”

 Hun kiggede udfordrende på mig og hendes grønne øjne lynede.

”Jeg kender den fedeste tur rundt gennem byen.”

 Jeg hadede når hun brugte det engelske ”kid” om mig. Og hun vidste det. Jeg var ikke et barn. Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, og satte mit ene ben foran det andet, lænede mig let forover, spændte mine muskler, kigge på hende, klar til løb. Hun lo og vendte ansigtet fremad.

”Bare følg mig,” hviskede hun. ”Hvis du kan.”

Hun løb. Jeg løb efter. Jeg opdagede med det samme, at hun var hurtig. Hun satte kursen mod en brandtrappe og slyngede sig op i den, uden brug af trapperne. Hun hev sig op i armene. Jeg kunne ikke lade være med at stoppe op og stirre på hende. Jeg var imponeret. Hun var stærk. Men så kom jeg videre, jeg sprang, mine hænder greb fat i det iskolde metal og jeg hev til. Men jeg kom kun lige op på trappen, og nu rystede mine arme let. Jeg var virkelig svag, og allerede forpustet. Jeg mærkede Leonoras blik på mig. Jeg så op. Hun sad på toppen af bygningen og så ned mellem trappens labyrinter af jern. Hun smilede. Jeg hev mig videre op, men brugte trappen det sidste stykke. Da jeg nåede bygningens flade tag, nåede jeg lige at se Leonora sætte af fra bygningen. Hun sprang mod det næste hus, og landede i et perfekt rullefald og rejste sig og stod og så på mig. Hun stod ret som en pind og det udfordrende ansigtsudtryk var ikke til at tage fejl af. Jeg mærkede adrenalinen pumpe i mig, og følte hvordan mine kræfter tog til i styrke. Jeg løb mod afgrunden mellem bygningerne. Mit hjerte glemte at slå. Jeg satte af, sprang. I et langt sekund føltes det som om, at jeg fløj gennem luften. Jeg mærkede mit hjerte starte igen, og min hjerne som bare tænkte: ”Hvad er det dog du har gang i!? At springe ud fra an bygning i 6. etages højde!?” Det var jo vanvid. Især fordi jeg ikke var sikker på, om jeg overhovedet kunne komme helt over og lande på den anden bygning. Og fordi jeg ikke anede HVORDAN jeg skulle lande. Men det gik selvfølgelig først op for mig da det var for sent, og min fod ramte taget af den anden bygning skævt. Jeg tror jeg vred om, i hvert fald gjorde det sindssygt ondt, og jeg faldt og trimlede rundt på taget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...