De Grønne Øjne

Jeg plages af mareridt hver nat. Jeg vil ikke snakke om det. Min mor er bekymret, men hvad skal jeg gøre? Jeg vælger at tage ud på gymnasiet, selvom jeg ellers ikke er der så tit. Så møder jeg hende. Jeg tror jeg kender hende. Hendes stemme sender kuldegysninger ned af min ryg og hendes grønne øjne stirrer på mig. For første gang, i noget der føles som uendeligt, har jeg en nat uden mit mareridt.

PS. Kapitlet som hedder "Drømmen" kan egentlig læses lige præcis på det tidspunkt som læseren ønsker det :i - bare til dem, som ikke kan vente med at få stillet deres nysgerrighed! Vil helt klart anbefale, at man bare læser det kapitel, der hvor jeg har sat det ind :i

99Likes
236Kommentarer
18902Visninger
AA

11. Kapitel 10

 

Efter at have sovet på sofaen og så spist aftensmad sammen med min mor, gik jeg i seng igen. Jeg havde svært ved at falde i søvn, da Leonora hjemsøgte mine tanker. Følelsen af at jeg havde set hende før. Hørt hendes stemme. Kuldegysningerne hun sendte ned af min ryg, og den mærkelige fornemmelse af, at hendes selskab var velkendt. Det var simpelthen så mærkeligt. Jeg kiggede ud af mit vindue, og der stod en lygte derude. Dens lys var utroligt gult, og snart, så faldt jeg alligevel i søvn.

 

Drømmen vækkede mig. Igen. Igen. Igen. Jeg havde svært ved at trække vejret og tumlede ud af min seng. Lyden var alt for høj, da jeg ramte gulvet. Jeg prøvede at hive noget luft ind i mine lunger, som nærmest skreg efter det. Jeg fik hevet en mundfuld luft ind, inden den slap ud igen. Jeg hev efter noget mere luft, og hørte min mor komme ind på værelset. Og så gik det op for mig at jeg intet kunne se. Det var.. Av hovedpine. Det var svært at tænke en hel sætning inde i mit hoved. Billederne fra drømmen var der stadig. Mor satte sig hos mig, lagde mit hoved i hendes skød, og begyndte at ae mig over håret. Det var beroligende. Nogen passede på mig. Jeg holdt langsomt op med at ryste, og min vejrtrækning blev nemmere. Min mor fik mig op og stå, og jeg prøvede at følge hendes skridt, det ene ben foran det andet, ind på badeværelset. Min mor lod et bekymret blik falde på mig, og jeg kunne læse hendes tanker:

”Kunne jeg godt klare det selv fra nu af?”

 Hun var selvfølgelig i tvivl om hun turde efterlade mig her, hvis jeg nu skulle begyndte at ryste igen og faldt om på badeværelsesgulvet..

”Tak mor,” hørte jeg min hviskende stemme sige.

Lyden skræmte mig, da det lød som noget, det var ved at smuldre væk. Noget som var ved at forsvinde. Mor gik ud af døren og lukkede den sagte efter sig. Jeg sukkede da det befriende vand løb ned over mig. Kulden fik mig til ikke at tænke på noget andet. Jeg trak luften ind i store mundfulde. Vidunderligt. Men snart var den følelse forduftet. Billederne vendte tilbage.. Så kom gråden. Jeg stod med ryggen op af den iskolde væg på badeværelset, og mærkede mine ben synke sammen under mig. Jeg sad pludseligt sammenkrummet på gulvet og mærkede vandet ramme mig som store iskolde regndråber. På mine kinder løb der saltvand. Jeg hadede det. At sidde og tude som et andet lille barn. Men jeg var jo vant til det. Jeg havde før prøvet at kæmpe imod. Det hjalp bare aldrig. Tårerne kom som et tegn på den smerte jeg følte inden i.

 

Næste morgen vågnede jeg, og følte mig sært udhvilet. Jeg så på mit ur, de røde tal lyste ”13.24”. Jeg havde virkelig sovet længe. Alt for længe. Men jeg havde virkelig også haft brug for det. Jeg bevægede mig forsovet ud af sengen, tog et par løse bukser på og gik ud i stuen i bar overkrop. Mor sad derinde, og smilede et af sine perlesmil til mig. Et af dem hvor man kan se alle hendes hvide tænder. Hun var egentlig smuk. Jeg satte mig ved siden af min mor, og så tv sammen med hende, mens hun kommenterede alt der skete i fjernsynet. Nyhederne, som altid kun fortalte dårlige ting. Jeg lukkede øjnene, og lyttede bare til min mors snakken, det var meget bedre end hvad der nu var i tv’et. Langsomt blev min mors stemme bare til en utydelig summen i baggrunden. Mine tanker var optaget af Leonora. Jeg mærkede, at jeg savnede hende. Det var egentlig underligt. Men nu havde jeg faktisk en grund til at tage i gymnasiet på mandag. Det ville nok også glæde min mor.. Hun vil så gerne have at jeg får mig en god uddannelse. At jeg kan få mig en fremtid. Men det bliver bare så svært. En fremtid for en som mig? Karaktererne er så lave at de nærmest kan smide mig ud. Og jeg er der næsten ikke. Heller ikke selvom jeg faktisk møder op. Og så lider jeg jo af mareridtene. Og tuder som en lille tøs. Jeg vil knap nok mit eget liv. En fremtid for mig? Jeg tvivler.

 

Og så kunne jeg mærke tårerne presse på igen. Jeg tog en dyb vejrtrækning for at holde tårerne væk, og kom så i tanke om hvor jeg var. I stuen ved siden af mor. Hun kiggede på mig. Jeg tvang et smil frem. Jeg ville ikke såre hende mere end jeg allerede gjorde. Hun måtte være så skuffet over, at jeg var så svag. Og utaknemmelig. Det var jo faktisk det eneste jeg kunne finde ud af. At ødelægge min mor. Og hun gjorde så meget for mig. Lige nu så hun på mig. Og omfavnede mig. Og SÅ kunne jeg ikke mere. Jeg græd igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...