De Grønne Øjne

Jeg plages af mareridt hver nat. Jeg vil ikke snakke om det. Min mor er bekymret, men hvad skal jeg gøre? Jeg vælger at tage ud på gymnasiet, selvom jeg ellers ikke er der så tit. Så møder jeg hende. Jeg tror jeg kender hende. Hendes stemme sender kuldegysninger ned af min ryg og hendes grønne øjne stirrer på mig. For første gang, i noget der føles som uendeligt, har jeg en nat uden mit mareridt. PS. Kapitlet som hedder "Drømmen" kan egentlig læses lige præcis på det tidspunkt som læseren ønsker det :i - bare til dem, som ikke kan vente med at få stillet deres nysgerrighed! Vil helt klart anbefale, at man bare læser det kapitel, der hvor jeg har sat det ind :i

98Likes
236Kommentarer
18074Visninger
AA

1. Velkommen til Mit "liv"

 

Jeg vågnede med et sæt. Det havde været den samme drøm igen. En gang til. Endnu, endnu. Jeg var drivvåd, sveden sad overalt på min krop. Smerten stak i mig. Jeg kunne aldrig stoppe det. Det ville altid være i mig. Jeg rakte hånden ud efter mit ur og klikkede én gang på toppen af det, så tallene lyste op.

02.34.

Jeg sukkede og stod op, listede langsomt igennem den stille lejlighed. Mørket faldt som mareridtets skygger overalt. Jeg rystede.

Drømmen. Hvorfor fandt den altid vej til mit sind?

Jeg fandt kontakten på badeværelset, fortrængte skyggerne, låste døren og gik i bad. Når jeg havde haft drømmen, det mareridt, var jeg simpelthen nød til at gøre noget. Lede mine tanker andre steder hen, så de ikke faldt tilbage i tiden. Jeg kunne i hvert fald ikke ligge mig til at sove igen, risikere at falde tilbage i de forfærdelige billeder. Et bad hjalp mit hjerte, bare et stykke tid.

Jeg tændte den kolde hane. Når kulden vældede ned over mig, tog den tankerne med, min vejrtrækning gik næsten i stå. Som var hele tiden kun et enkelt øjeblik. Men snart var øjeblikket selvfølgelig væk, og verden forsatte. Jeg fik mig tørret, tog et glas vand og kiggede på mit spejlbillede.

Hvad er det dog, jeg gør ved mig selv?

Der var begyndt at dukke små mørke render op under mine øjne, som nærmest virkede døde. Mine ribben stak ud fra min krop og kunne tælles med øjnene. Jeg sukkede. Trak den store sweatshirt over hovedet, den, som jeg altid havde liggende på badeværelset til et tilfælde som det her. Jeg åbnede døren og så, at der var lys i stuen. Loftslampen var tændt, og kastede et lys over sofaen, bordet og det lille fjernsyn der stod ovre langs væggen. Køkkenet i den anden ende af lokalet, lå stadig let i mørke. Midt på sofaen sad min mor og kiggede på mig.

 

 ”Var det drømmen igen,” spurgte hun forsigtigt med den trætte stemme, der efterhånden var den hun brugte mest.

Men det var trods alt bedre end den triste. Den sørgmodige. Den håbløse.

Jeg kiggede bare på hende.

”Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre,” hviskede hun.

Smerten i hendes stemme gjorde ondt. Jeg vidste, at hendes tårer ikke var langt væk.

Hendes blå øjne så på mig. Hånden der lå fortabt i sofaen, knugedes let.

Det var sværest i starten. Hver gang jeg selv vågnede på grund af drømmen, hørte jeg hende græde. Og hendes gråd havde næsten været værre, end det mareridt jeg vågnede fra. Men kun næsten.

”Årh søde, jeg er så træt,” fortsatte min mor.

Den skønhed, hun engang besad, var svundet ind, i takt med at smerten fyldte mere. Alligevel arbejdede hun stadig ligeså hårdt, som hun altid havde gjort.

Hvilket også begrundede, at jeg var begyndt på at putte noget beroligende i hendes glas, når vi spiste aftensmad. Hun havde brug for at sove. Hun arbejde så hårdt for min skyld, og så takkede jeg hende bare med bekymringer og nattevækninger. Jeg kiggede væk, hun skulle ikke se at jeg havde tårer i øjnene. Den dårlige samvittighed knugede mit hjerte.

”Tager du ikke de der beroligende piller, som lægen har givet dig? Sådan at du bedre skulle kunne sove?”

Hun kiggede bekymret på mig, og virkede utrolig lille i den sorte sofa.

Nej jeg tog dem ikke. Jeg havde prøvet men.. Den ene gang jeg havde taget dem, havde det været så forfærdeligt. Pillen havde ikke holdt drømmen på afstand, med til gengæld gjort at jeg ikke kunne vågne og flygte fra den. Nej, jeg skulle aldrig have en pille igen. Så var det bedre, at mor fik sovet.

 

”Søde?” spurgte hun bekymret.

Jeg forstod ikke, at hun blev ved med at forvente et svar. Det var så længe siden jeg sidst havde sagt noget til hende. I det hele taget sagt noget. Jeg var simpelthen så ødelagt, og jeg vidste, at det, jeg gjorde nu, også ødelagde hende. Jeg måtte simpelthen til at snakke igen. Fortælle et eller andet. Få min stemme i gang. Men jeg anede ikke, hvordan jeg skulle få sagt noget. Eller hvad jeg skulle sige. Jeg drejede hovedet over mod hende, ligeglad med at hun nu kunne se den tåre, der lå på min kind, og sagde:

”Undskyld mor. Jeg elsker dig.”

Det var helt mærkeligt, at høre min egen stemme igen. Den lød helt hæs og underlig, men det var jo også længe siden, den sidst var blevet brugt. Jeg vendte ryggen til hende og hele stuen. Foran mig lå min skygge, lang og mørk. Jeg vidste, at hun kiggede på mig, mens jeg roligt begav mig tilbage til værelset. Rolig på ydersiden, men indeni var et hav i oprør.

 

Endelig kunne jeg lukke og låse jeg døren. Og så lod jeg det ske. Tårerne løb fra mine øjne, min vejrtrækning kom i voldsomme ryk, men jeg var helt lydløs. Mor skulle ikke vide, at det var værre, end hun troede. Jeg græd, tudede og det gjorde så ondt i mit bryst, som var der noget, det prøvede at flå det op indefra. Min hals sved og jeg krøb sammen på gulvet, da jeg ikke havde nået min seng. Jeg lå der, til alt blev sort. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...