En tur i grønt

En praktikant fra 9.klasses tur i militæret

1Likes
0Kommentarer
356Visninger

1. kapitel

Selvom rygsækkens stropper var udstyret med små bløde puder, kunne hun mærke, at de borede sig længere og længere ned i hendes skuldre. Det var som om, at puderne ikke var til for andet end blot at give rygsækken mere vægt. Som om den blev tungere og tungere, for hvert skridt hun tog. Selvom bæltet rundt om livet, som var til for at flytte noget af lasten fra skuldrene og ned til hofterne, var spændt helt ind, gik hun alligevel forgæves og hev mere og mere i snorene i håbet om, at tasken ville blive lettere. I en kort stund følte hun sig som en prinsesse, der fik strammet sit korset ind. Denne følelse røg dog hurtigt i vasken, eftersom hun kom til at kigge ned ad sig selv og så de store camouflagegrønne bukser og de endnu større sorte kampstøvler. Hvad var det, hun havde udsat sig selv og sin krop for? De kaldte det ”militærpraktik for 9. klasser”, men det føltes mest af alt, som om hun var en jøde i Auschwitz. Tanken om, at hendes venner derhjemme sad i en børnehave og spiste varme boller med smør eller stod ved en dyrlæge og blot aede en lille tam hundehvalp, fik det hele til at se mere og mere håbløst ud.

 

Der gik hun sammen med 35 andre unge. De marcherende af sted på tre rækker langs skoven og godt forfulgt af 5 sergenter. 35 unge, alle i ens camouflagetøj og smilet på læben, som for længst flygtet langt væk. Hun spændte bæltet rundt om livet en tand mere, men denne gang med et frygteligt resultat. Noget hårdt og spidst maste sig lige ind imellem hendes allerede i forvejen så spændte og ømme baller. Det viste sig, at den lille spade, som ellers sad så fint i sit etui bagerst på bæltet, var blevet mast op bagi af den store, tunge og irriterende klods på ryggen. Den rygsæk skulle af, og det kunne ikke gå hurtigt nok!

 

Humøret var nu næsten helt i bund hos de 35 unge. Skridtene, som førhen havde lydt som et orkester, hvor alle slog på takterne 1 og 3, var nu et orkester helt ude af styring. Hun havde for længst opgivet at holde takten. Hængende med hovedet var det eneste hun nu koncentrerede sig som om; ikke at sakke bagud. Fast besluttet på at gennemføre hele ugen løftede hun det ene ben efter det andet. Hun kunne mærke, hvordan musklerne i fællesskab hjalp hinanden, hver gang et ben skulle løftes op. På samme måde kunne hun mærke, hvordan alle musklerne slappede af, idet benet skulle sænkes mod jorden igen. Dette sekund føltes som enkelte befrielser på den ellers så lange og uendelige tur. Men som hun gik der, med blikket fuldt fokuseret nedad, kunne hun mærke, at dette sekund blev til et halvt, og derefter til en tiendedel. Langsomt løftede hun blikket op for at se, hvad der var galt. Der foran hende og resten af flokken lå en bakke. Det var ikke just den stejleste af slagsen, men den var der, og den var lang. ”Sig det er løgn!” sagde hun for sig selv, uden nogen kunne høre det. Men hun vidste, at de alle tænkte det samme.

 

Sergenterne havde nu beordret praktikanterne til en ekstra ting. Hver gang der blev råbt ”flyverskjul”, skulle de løbe 5-10 meter ind i skoven på venstre side og smide sig på maven. 

Der gik ikke lang tid før startfløjtet lød: ”Flyverskjul!” Den store skudsikrehjelm, som på ingen måder kunne sammenlignes med den behagelige cykelhjelm derhjemme, hoppede op og ned i takt med, at hun fløj forbi de tætsiddende grene. Det var svært at komme til. Aldrig før havde 5 meter føltes så langt væk. De første par stykker havde allerede givet op og smidt sig på maven kun ca. 2 meter inde i skoven.  Antallet af stående blev mindre og mindre. Hun kunne føle, at hun havde travlt. ”Et træ mere og så smider du dig,” sagde hun til sig selv og slog grenen for foran sig væk. Hun smed sig ned på maven. Med det samme kunne nu mærke, hvordan vandet trængte sig ind igennem hendes bukser. Den ubehagelige måde vandet fik bukserne til at klistre sig ind til hendes ben på. Den klamme følelse af, at hver eneste lille hudcelle blev våd og kold. Imens hun lå der i vandpytten, hørte hun sig selv sige en sætning, hun aldrig havde troet, hun skulle sige:

”Jeg savner min mor.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...