Ulykker ødelægger liv ( oneshot)

De var det perfekte par, men det kunne en rød bil lave om på.

En stil jeg lige har skrevet, den skal afleveres Fredag, vil gerne høre hvad i synes.

5Likes
1Kommentarer
838Visninger

1. historien

Xander er glemt nu, han er væk og begravet. Det er ikke fair, han burde ikke være død, men hvorfor er han det så, ja det kan jeg takke Mike for, det er hans skyld det hele, han har dræbt Xander og ødelagt mit liv. Hans dumme bil, godt den blev smadret, men han har bare købt en ny, så han kan køre ud og ramme en anden der bare kommer gående helt fredeligt. Han burde sidde inde, men alligevel er han helt fri, han køre rundt som før det helle skete, alt er blevet normalt igen, på nær mig.

Mike sidder stadig foran mig, ingen siger noget, han har prøvet, men jeg snakker ikke med ham, han har prøvet at få mig til at komme videre, mange har prøvet, men de har alle sammen fejlet, ingen kan hjælpe mig, kun en person ville kunne hjælpe mig, men han er væk og det har han været i lang tid, jeg var sammen med ham på hans sidste dag, jeg så ham trække vejret for sidste gang, hørte ham sige mit navn for sidste gang mens han døde i mine arme. Hver gang jeg lukker øjnene ser jeg det hele for mig, selvom det er det jeg aller helst vil glemme.  

Det havde været en hel normal dag som alle andre, skolen havde været præcis som den plejede, kedelig, men vi havde fået tiden til at gå som altid, med at smile sødt til hinanden og lave grin med læreren når hun kiggede væk, jeg kunne ikke være lykkeligere, jeg havde den bedste, sødeste og sejeste kæreste nogensinde. Xander havde ventet på mig som altid så vi kunne gå sammen ned til kantinen som vi plejede, da vi gik ud af klasseværelset havde han kysset mig og lagt en hånd på min numse, men det gjorde han altid.  

Nede i kantinen satte vi os for os selv, mens Xander købte mad til os havde jeg siddet og kigget ud af vinduet, jeg havde set en skinnende rød bil holde uden på eleverne parkeringsplads, Mikes bil. Dagen var gået videre og jeg havde ikke tænkt mere over den skinnende røde bil, jeg havde jo set den så mange gange før, han boede inde ved siden af Xander, det gør han stadig væk men Xander er der ikke mere.  

Xander havde fulgt mig hjem efter skole, men på vej hjem til mig, blev vi enige om at gå ind til byen og spise et eller andet, det var endt med kebab, Xander elskede kebab, vi var gået ned til Nygade kebab den bedste kebab i hele landet, hvis man spørger alle jeg kender, den er også god, men jeg har ikke været der siden. Vi havde siddet og spist, kysset, fjollet og nusset hinandens ben som altid, alt var helt normalt, men det blev det ikke ved med at være.  

Da vi var færdige med at spise var vi gået en tur på gågaden, vi var stoppet op foran en smykke handler, jeg havde glad som altid kigget på ringene i vinduet og peget på dem jeg godt kunne lide, Xander havde smilet lidt af mig og var så gået ind i butikken, jeg havde stået og kigget undrende efter ham. Da han kom ud igen havde han en lille æske i hånden, han havde givet mig æsken og sagt at jeg nu var reserveret, han havde åbnet æsken og sat en ring på min finger. Jeg vendte mig om og kyssede ham, jeg havde i lang tid drømt om ham og mig som ny gifte, efter min mening var vi perfekte for hinanden og det syntes han heldigvis også vi var.  

Jeg havde nærmest svævet på en lyserød sky mens vi begyndte at gå, det var sidst på efteråret, så det var begyndt at blive mørkt, vi var begyndt at gå tilbage mod mit hus, jeg havde fråset lidt så Xander gav mig hans jakke på vejen, han havde altid været så sød mod mig, han satte altid mig før ham selv, og selv når jeg prøvede at gøre det samme med ham fik jeg aldrig lov. Han sagde altid at, at se mig glad gjorde ham glad, jeg behøvede ikke gøre noget for ham.

Vi var nået til den store vej, der havde været grønt for os, vi var begyndt at gå over, men lige pludselig var jeg som frosset fast til jorden, jeg så forlygterne nærme sig, de havde ikke tænkt sig at stoppe, bilen kom kørende i fuld fart den skulle nok ned mod havnen, problemet var bare at vi stod i midten. Lige før bilen nåede os, mærkede jeg et hårdt skub i ryggen, jeg faldt ud til siden, væk fra bilen, jeg vendte mig rundt og så Xander blive slynget op i luften da bilen ramte ham, lyden af hans krop der rammer jorden glemmer jeg aldrig, jeg kunne næsten høre knoglerne brække.  

Tiden stod stille mens jeg så hans krop falde mod jorden, men i det øjeblik den ramte startede den igen, jeg skyndte mig hen til han lagde hans hovedet i mit skød, en anden der lige pludselig stod ved siden at mig snakkede med alarmcentralen, de var på vej, alt skulle nok gå, troede jeg.  

 Alt var kaos rundt om os, men jeg så det ikke, jeg så kun på Xander der nu lå blødende på mit skød, jeg prøvede desperat at holde blodet inde i hans krop, men det fossede ud overalt, jeg kunne høre ambulancen i det fjerne, men jeg kunne intet se, mit blik var helt sløret af alle tårnende der blev ved med at komme.

Jeg lænede mig ned over ham aede hans kind og sagde det nok skulle gå, Xander åbnede sine øjne og smilede let til mig, han sagde mit navn fortalte mig hvor højt han elskede mig, før han lukkede øjnene og stoppede med at trække vejret. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre sa bare og ruskede i ham, bad ham om at vågne, indtil nogen trak mig væk. En politidame satte sig en ved siden af mig, hun holdte om mig, jeg lagde hovedet på hendes skulder og græd, jeg kaldte på Xander men ingen svarede, han var væk.  

Jeg kiggede ned på mine hænder, de var helt røde af blod, Xanders blod, jeg så på ringen, mens tårnende strømmede ned over mine kinder, den var rød, rød af Xanders blod, det blod der skulle blive inde i ham, det blod det skulle gøre han kunne leve lang tid sammen med mig, men nu var blodet her, på mine hænder, på mit tøj og på jorden, ikke hvor det burde være.  

En mand kom hen og løftede mig op, han bar mig over i en ambulance, på vejen der over så jeg bilen, den samme bil jeg havde set på skolens parkeringsplads, men den så anderledes ud, hele fronten var helt smadret. Ugerne gik jeg sad alene, ville ikke se på nogen, ville ikke hører på nogen, jeg ville slet ikke leve. Min mor sagde det nok skulle gå, at tiden heler alle sår, men hvad så med arrende? De vil altid være der, de vil altid gøre jeg ikke kan glemme ham jeg elskede.  

Nu sidder jeg her i sofaen og kigger på Xanders morder, han burde ikke være her, min mor burde aldrig have lukket ham ind, det kan godt være han vil prøve at gøre tingene gode igen, men det kan han ikke Xander er væk og jeg er ødelagt, to ting der ikke kan ændres på.                    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...