Nattevagten

Sophie Jones har det ikke lige helt let, hun er klodset og har det med at knuse værdifulde ting. Men alvorlige ting har det med at undgå hende, hun har aldrig brækket eller forstuet noget, aldrig boet på gaden eller spillet alle pengene væk. Men det ser ud som om lykken vender, da hun bliver ansat som nattevagt på Thorvaldsens museum...

3Likes
3Kommentarer
1160Visninger
AA

1. Vasen

”BUMP”, lød det højt, da vasen smadrede imod gulvet. Jeg bed mig nervøst i læben og så mig omkring, Michael var ikke til stede lige nu, han havde ikke set eller hørt noget. Mine øjne blinkede nervøst, mens min hjerne kørte på højtryk, for at finde en løsning. Vasen havde været en af Michaels kæreste ejendele, det var nemlig den første vase, han havde lavet og da der blev budt 100.000kr på den, ville han ikke sælge den. Tænk, jeg havde lige smadret en vase, som kostede over 100.000kr. Den kunne nærmest kaldes uvurderlig, i hvert fald for Michael og da han var min arbejdsgiver, var det noget lort. Jeg famlede efter kosten med mine hænder, mens jeg nervøst holdt udkig efter Michael. Han havde godt nok sagt, at han ville være væk et par timer, men man kunne aldrig vide sig sikker. Med kosten fejede jeg de sørgelige rester af Cardew vasen op. Jeg satte mig ned og sukkede, hvordan skulle jeg nogen sinde gøre det godt igen. Vasen var fremstillet i Abuja i Afrika, jeg kunne umuligt finde en der lignede. Mit blik strøg gennem forretningen for at lede efter et sted at smide resterne ud, hvis jeg smed dem i skraldespanden, ville han jo opdage det, hvilket var noget han ikke skulle. Mine øjne stoppede ved en stor lampette i messing, den var stor og rummelig, det perfekte gemmested. Jeg løb hurtigt derhen, imens jeg holdt øje med døren og galleriet. Jeg skulle både holde øje med tyve, kunder og Michael, det stod ikke i kontrakten! Men der stod til gengæld at hvis, jeg kom til at ødelægge noget, skulle jeg selv betalte for det, og det havde jeg skrevet under på. Det klirrede højlydt, da jeg vendte fejebakken på hovedet lige over lampetten. Eftersom lampetten var i messing, kunne det ikke ses, at den nu var fyldt med skår. Jeg var godt tilfreds med det resultat, men jeg manglede stadig noget – selve vasen. Michael ville højst sandsynligt opdage, at vasen var væk, hvis den ikke stod på sin plads. Jeg løftede min mobil for at bruge min eneste livlinje, nemlig at ringe til min veninde Anna, hun havde altid en masse gode idéer. ”Hej det er Anna”, lød stemmen i mobilen. Den velkendte stemme fik et smil frem på mine læber, det gjorde den altid. Der var nemlig noget specielt ved Annas stemme, den var så rolig, opmuntrende og afslappende. Så når man talte med hende, kunne man ikke lade være med at blive afslappet og smile, det var simpelthen fysisk umuligt. ”Hey Anna! Det er”, sagde jeg glad, men blev afbrudt af døren, som blev åbnet, ”Jeg må løbe”. Smilet blev en smule akavet, men jeg stoppede dog ikke med at smile, da han nok ville opdage, at der var noget galt. ”Michael! Tideligt tilbage?”, sagde jeg, mens jeg lagde min mobil tilbage i baglommen. Michael havde fra dag et, gjort det klart, at man ikke talte i mobil, mens man var på arbejde, det var fyringsgrundlag. Michael gav mig elevatorblikket, noget han altid gjorde, når jeg gjorde noget, der var imod reglerne, hvilket var ret tit. Det var dog bare en teori, han gav mig også elevatorblikket andre gange, men det var oftest, når jeg havde gjort noget forkert. Jeg havde mange teorier om Michael, for eksempel: Når han vrikkede med ørerne, var han i et meget godt humør. Hvis han derimod kiggede mig lige i øjnene uden rigtigt at se på mig, så var han meget gal. Sidst men ikke mindst, når han kiggede ned i jorden, havde han enten noget at skjule ellers havde han været på en date, hvilket nogenlunde var det samme. Eftersom han hadede at fortælle om sine dates, fordi medarbejderne på galleriet var kvinder (med undtagelse af to drenge, hvoraf en af dem var bøsse) og når han kom hjem fra en date, bombarderede vi ham med spørgsmål, som gjorde ham helt rød i hovedet, fordi vi ikke synes nogen spørgsmål var pinlige. Men i stedet for at skælde mig ud, fordi jeg overtrådte reglerne, krammede han mig. Ikke sådan et tøset kram, men et rigtigt bjørnekram. ”Jeg ved godt, at jeg altid har sagt, at jeg aldrig ville sælge min Cardew vase, som jeg lavede i Abuja. Men jeg har fået et tilbud på 500.000kr! Det er fem gange så meget, som det forrige bud”. Mine øjne blev store og min mund åbnede sig let, men… Det kunne han jo ikke, jeg havde jo lige smadret vasen!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...