Livets vej

En lille pige på 8, oplever en meget hård tid af sit liv. Hun er forvirret. Hun er i sorg, og vil hun nogensinde få livsgejsten igen?.....læs med her ;-D

5Likes
4Kommentarer
794Visninger

1. Skæbnen

Hvad gør man, når livet ikke er planlagt, som jeg vil have det? Hvad gør man, når man mister en person? Det var det spørgsmål, jeg ikke selv kunne svare. De spørgsmål, jeg troede jeg aldrig ville stille mig selv. Men de blev stillet. Jeg kan ikke beskrive hvordan det føltes, kun at det var som om, at nogle havde taget et stykke af mit hjerte ud. Jeg følte mig skyldig. jeg troede det var min skyld, men jeg ved selvfølgelig, at det ikke var min skyld. Jeg var bare et lille barn på 8. Et lille barn, som ikke vidste hvad hun skulle gøre. Et barn, som for første gang havde mistet en nær.

 

Det hele startede en mandag morgen. Min far hentede mig midt i skoletiden. Jeg kan huske at vi havde billedkunst, og at jeg var igang med at tegne vores lille firekløver familie. Min mor og far, havde en overraskelse til mig og min søster, Evie. Vi sad inde i bilen, og min far havde et kæmpe smil på læben. Jeg vidste godt, hvor vi var på vej hen. Men ikke  hvad overraskelsen var. 

Da vi steg ud af bilen, tog jeg fat i Evies hånd og gik hen mod skoven. Hendes bløde, hånd føltes så små i mine hænder. Jeg smilte da jeg så hendes dejlige smil og det søde glimt i hendes øje. Hun lignede min mor, hvor jeg mere ligner min far.

Jeg blev glad, da jeg så min mor sidde på et udfoldet tæppe, med et kæmpe smil på læben. Ved siden af hende, lå en picnikkur. Jeg vidste det. Vi skulle altid lave picnik, når de havde en overraskelse. Jeg satte mig på tæppet, nysgerrig efter at vide hvad overraskelsen var. Evie satte sig, på mit skød. Min mor og far kiggede forelsket på hinanden, og derefter på mig og min søster. "I skal ha´ en lillesøster". Jeg fik en mærkelig følelse i maven. Jeg tror at det var en blanding af glæde og overraskelse. 2 årige Evie anede ikke hvad vi talte om, men alligevel klappede hun af glæde. 

 

Det var meningen at vi skulle være den lykkelige familie på fem. Det var meningen at intet ville skille os ad. Men noget jeg har lært er, at man aldrig kan regne med skæbnen.

 

Vi havde nu levet som den lykkelige familie på fire, som snart ville blive til fem, i fire måneder. Et opkald forandrede vores liv. Min mor tog den. Den person, som man ser som den stærkeste i verden, begyndte at græde. Hun blev sårbar. Hun lagde stille telefonen og løb ind på sit værelse. Jeg tror ikke at hun ville ha´, at jeg så hende græde. Min far kom styrtende ind ad døren, og ind i soveværelset, hvor min mor var. Efter noget tid kom de begge ud af værelset, og hen til mig. De sagde at jeg skulle sætte mig ned. De kiggede dybt i mine øjne, "Evie har kræft". Mine tåre væltede ud. Jeg vidste det var sandt, men jeg kunne ikke få mig selv til at tro på det. jeg råbte højt, om at de løj, og løb ind på mit værelse. Mine følelser kørte rund i min krop. Jeg havde hørt at nogle overlevede med kræft, og måtte bare håbe at hun også gjorde. Jeg gik ud i stuen igen og så søde, glade Evie synge og lege med et stykke legetøj. Tænk at en lille pige, så sød er så syg. Jeg begyndte at græde mere.

som månederne gik blev Evie være. Hun havde været til kemo, og havde intet hår på hovedet. Hun så syg ud. Hun var nu på hospitalet hver dag. Jeg kom efter skole. I disse måneder tog jeg ekstra mange billeder, kyssede og krammede hende flere gange, jeg brugte kun min fritid på hende. Jeg tror at jeg inderst inde vidste at det snart var forbi, men at det var noget jeg ikke ville indrømme.

Tiden gik og dagen kom. Den dag, som vi for 2 år siden, aldrig havde troet, ville komme. Men den kom. Jeg græd. Vi alle græd. Vi var ulykkelig. Jeg havde aldrig mistet en så nær. Jeg kunne ikke håndtere alle de smerter, jeg havde i hjertet. Jeg troede at mit liv aldrig ville blive godt igen.

 

Jeg troede ikke at der var lys, ved enden af tunnelen. Men jeg tog fejl. Du fyldte hullet, jeg havde i hjertet. Der er stadig nogle huller, men de vil altid være der. 

 

Midt i alt sorgen, skulle min mor føde. Jeg havde blandede følelser. Jeg troede ikke jeg kunne elske en ny, eller være storesøster for en anden. Jeg ville ikke have en ny, men alligevel ville jeg gerne. Jeg var forvirret. Vi alle var. Men hun blev født. Hun lignede Evie, hun var Evies lillesøster. Jeg blev ked af, at tænke på ,at min nye lillesøster aldrig nåede at møde  Evie. Vi opkaldte hende efter Evie, med et Hope.  Evie Hope, var hendes navn. Hun havde gjort mig glad igen. Hun fik mig til at tro, at livet ikke bare standses, når man mister nogen, man holder af. Jeg fik livsgejsten igen. Så når livet er surt, må man altid huske på at fremtiden kan være sød.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...