Den sorte ravns forbandelse

Vi havde fået et lille uddrag i skolen, fra den sorte ravns forbandelse. Det skulle vi så skrive videre på og her er det!

4Likes
3Kommentarer
1084Visninger
AA

3. Afslappende...

Elisas øjne åbnede langsomt, og hun tog sin hånd op til ansigtet, og slog håret til side. Hun havde det godt. Det var en dejlig følelse, der gik lige igennem hende. Den hang ved kroppen og fik hende til at slappe af, og fik hende til at føle sig afbalanceret, men hun var stadig øm i kroppen. Hendes hænder havde et par skrammer, og det samme havde ansigtet, da hun mærkede efter. Hun trak vejret dybt, og blinkede et par gange, og kunne ikke tro hvad hun så. Det var smukt. Meget endda. Hun kikkede op, på noget der lignede en himmel. Det var fyldt med hvide blomster, der hang ned fra loftet, og lyste klarere end solen, men det var ikke ubehageligt at se på. De lyste i alle regnbuens farver, og lyste hver en del af rummet op. Hun lå på noget der mindede om fjer, eller skyer. Det var blødere end noget hun nogen sinde havde rørt, og hun lå bedre end på borgen. I samme øjeblik den tanke slog hende, fik hun hjemve. Det havde været hendes liv, og hendes hjem, i al den tid hun havde været der. Det havde aldrig føltes fremmed, eller som om at en del af den borg ikke var hendes. Der havde altid været noget i den borg der var godt. Selvom hun bare var køkkenpige, og altid havde pligter, så var det hendes elskede hjem. Hun trak vejret dybt, og satte sig op. Det hun sad på var hvidt, og lignede skyer, men mere faste. Det var gulvet, som alle trådte rundt på. Der var ingen vægge, bare behageligt dis, der kølede, men der var stadig varmt derinde. Elisa kikkede på alle dem der var her. De var alle klædt i hvidt, og grinte, leede og snakkede. Alle var glade her. Det føltes nærmest som magi. Måske var det et magisk sted? De havde i hvert fald brugt magi, for at redde hende fra de mørke mænd. Et lille barn kom hen til hende, og lagde sine små fingre på Elisas pande. Elisa kikkede på barnet. Det var en lille dreng. Han var ikke så gammel, men han så stadig vis ud. Hans øjne så meget koncentreret ud, og hans mund var formet som et O. Han så sød ud. Sådan én, man kunne tage med hjem og kikke på hele dagen. ”Tota haec vulnera. Eam sanus. Haec vulnera in terra venit haec vulnera curavit a terram iterum. Aqua auxilium eius. Ignis auxilium eius. A'ri auxilium eius. Suus sanus. Perficere iterum.” Han tog hans hånd væk, og med det samme havde hun det bedre. Hun kikkede forundret på ham, og smilede taknemmeligt til ham. Han nikkede, og hans læber skiltes og han smilte bredt. Han tog kutten væk fra hans hoved, så det afslørede hans hår og øre. Hans øre var lange, og spidse ude for enden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...