Kærlighed, Forståelse, Had. - En muslings invirkning

James liv er fyld med stemmer. Det ser ud til at ingen bryder sig om ham, ingen elsker ham, og ikke mindst syntes alle at hviske grimme ting om ham bag hans ryg. Det hele virker så uendeligt skærende, indtil han høre en ny stemme. I__I Denne "short story" var oprindelig en stil aflevering og vil kun bestå af 1 kapitel. Der skal tages forbehold for stavefejl og eventuelle fejl i sætninger.

1Likes
2Kommentarer
739Visninger
AA

1. Kærlighed, Forståelse, Had.

Det var ikke første gang dette skete. At de fulgte efter ham. Han vidste det bare. De var der. Altid. Men han kunne heller intet gøre. De ville ikke lytte til ham. Ville ikke forsvinde. Men det var ikke kun børnene. Der var også andre. Dyrene. Stemmerne. De var efter ham. Alle sammen. Hvorfor? Hvad havde han gjort dem?

Han havde prøvet at flygte. Han havde prøvet at gemme sig. Prøvet at snakke med dem. Men intet hjalp. Og han forstod virkelig ikke hvorfor. Hadede alle ham?

 

Det var derfor at unge James aldrig legede med nogen. Den slanke, spinkle dreng, holdt sig altid for sig selv. Sådan havde det altid været. Og man regnede ikke med at det på nogen måde ville ændres. For sådan var det bare i denne tid. Sådan som tingene var, sådan blev de ved med at være. Det vidste James jo også. En ændring, kærlighed, var ingen mulighed for ham.

 

-----------------------------------------------------------------------------------

 

At han tog fejl kunne han jo ikke vide. Men alle skal tage fejl en gang i mellem. Det er livet, at fejle, om og om igen. For selvom børnene forfulgte ham og hviskede, og dyrene snakkede om ham bag hans ryg, og stemmer, der kom fra ingensteder, også gang på gang talte grimt om ham, på trods af dette, ønskede unge James sig kun en ven. En der ville snakke pænt til ham. Én, det ville lege med ham. James vidste jo ikke at nogen faktisk elskede ham. Det var stemmerne, der bildte ham ind at han intet var værd.

Åh, og havde man bare, ja havde man bare det mindste kendt til sygdommen James havde, ville det være indlysende, at det hele var på grund af det vi i dag kalder for skitsofreni.

 

-----------------------------------------------------------------------------------

 

Nej.. Nej.. Selvom han så sig tilbage over skulderen, var børnene der stadig. Men næste gang han kiggede var de væk… og så var de der igen. De forfulgte ham. Det sagde stemmerne i hvert fald. ”Had dem… had dem… De kan ikke lide dig… Du er unødig”. Denne hvislende stemme, med hele tiden, lignende ord, kørte rundt omkring ham. Det var ikke engang inde i hans hoved. Det ville han da kunne vide selv ikke? Det var som om en ond mand, snakkede til ham. Uden at han var der. Han var bange, så bange, at han bare løb. Han ville jo bare væk. Væk fra det onde. Væk fra dem der ikke havde brug for ham. Og så.. ja så var han væk. Han var et sted han aldrig havde været før. Et sted han aldrig før havde set. Foran ham, strakte der sig blå bølger, så langt øjet kunne række. Fulgte horisonten. Han vidste hvad det hed. Havet. De voksne havde fortalt historier om det. Historier, han altid havde måtte høre i smug. NEJ! Han ville ikke tilbage. Stemmerne fortalte ham det samme. Hvislede i hans øre, sagde til ham at han skulle gå ud i vandet. Det ville hjælpe… han skulle bare helt under sagde de. Han kunne ikke sige nej. Det eneste han havde var stemmerne. Men de hadede ham også. De ønskede ham væk, lige som alt andet. Han forstod det godt. Ingen kunne lide ham. Han trådte ud i vandet. Mærkede ikke kulden om sin spinkle krop eller de skarpe sten under sine bare fødder. Det hele var væk. Verdenen og alt andet liv omkring ham. Det fandtes ikke, fordi han ikke selv ville findes ved. Som det blåsorte vand, nåede ham til brystet var han klar. Til bare at lade benene forsvinde udner sig selv, præcis som stemmerne sagde han skulle. Han skulle forsvinde. Være, ikke eksisterende… Men så tøvede han. Hvad var det han hørte? Gråd.. bestemt gråd. De mørke stemmer forsvandt, som en bekymring voksede i ham, på trods af at han vidste han ikke hørte til dette sted. Hans blik faldt tilbage, faldt på en musling, der ene og alene sad på en sten. Jo.. det græd. Han kunne høre det, højt og tydeligt. Men hvorfor? Hvorfor græd muslingen? Han måtte have svar. Plørede gennem vandet.. han følte han kunne nå den… at han kunne bruges til noget… Stemmerne gik efter ham. Forsøgte at få ham tilbage. Men han klarede det. Kom hen til muslingen. Og fik spurgt hvorfor den græd. Svaret fik han også. Den var ensom. Helt alene. Ingen ville kendes ved den. Hvilket han ikke syntes gav mening. Han forklarede at han ikke kunne tro sådan noget. Muslingen var en af de smukkeste han nogen sinde havde set. Muslingen virkede både sød, og venlig, varm og godhjertet og til at lege med.

 

 

Ingen ved hvorfor James var gået ud i vandet. Eller hvorfor han da han blev fundet, holdt en yndig, lille musling, beskyttet i sine hænder. Man fandt ham liggende på stranden. Ikke med udtrykket af en der havde været ved at drukne. Den unge, plagede dreng, der ud over hans egen forståelses evne var elsket af mange mange mennesker i landsbyen, så lykkelig ud. Som en der havde fået sit største ønske opfyldt. Hvilket han også havde vel. Han var ikke alene længere. Selv ikke efter hans død. Han havde muslingen til at følge ham på vej. Og idet de blev begravet sammen, ville de aldrig skilles fra hinanden heller.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...