Skoll & Hati

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2012
  • Opdateret: 1 apr. 2012
  • Status: Færdig
(Don't read it! It fails big time T.T) Falka og Aaron, to almindelige 9. klasse elever, tager på tur med deres klasse til Vikingeskibsmuseet i Roskilde. De to venner forventer ikke det store på et støvet museum, men med mord, vikinger og en mystisk profeti får teenagerene mere spænding end de overhovedet turde drømme om.

3Likes
2Kommentarer
2013Visninger
AA

1. Begyndelsen

Lugten af træ ramte Falkas næsebor da hun trådte ind på museet. Vikingeskibsmuseet. Hendes brune krøllede hår dansede på hendes skuldre, og de lange øjenvipper blinkede ukontrolleret for at få støvet ud af øjnene.

Falka drejede hovedet sløvt. Hendes grønne øjne på udkig efter den høje ranglede fyr med de genkendelige briller, det pjuskede blonde hår og de brune øjne. Det gamle støv kildede i næsen, og Falka gav efter for et kraftigt nys.

”Prosit.” Mumlede en ranglet fyr bagved pigen.

”Tak, Aaron.” Snøftede Falka uden at vende blikket mod drengen. Falka forsøgte forgæves at kvæle et tiltrængt gab, hendes krop træt og udmattet efter den korte bustur.

Ud af øjenkrogen opfangede hun Aaron lave himmelvendte øjne rettet mod hende. ”Hvad?” Spurgte hun tvært og drejede hovedet mod Aaron. ”Det er et museum for pokker. Der sker aldrig noget spændende.” Argumenterede Falka, velvidende at Aaron havde vendt øjne ad hende med vilje for at få hende oppe at køre.

”Jeg syntes da det er meget hyggeligt.” Forsvarede han, hænderne lagt i lommen og brillerne pudset. Falka svarede ham ikke, hendes arme lagt over kors og hovedet drejet væk.

Aaron smilede af hendes barnlige opførsel. ”Husk nu, at det er vores sidste tur som 9. klasser.” Sagde han, og begyndte at fløjte skolens kendingsmelodi mens han langsomt traskede væk.

Et fint øjenbryn løftede sig ganske lidt fra sin oprindelige plads, grønne øjne udvidede sig i forståelse og et lille smil bredte sig til hendes lyserøde læber.

Med nyt humør luntede Falka i den retning Aaron var forsvundet i.

Der skulle ikke mange skridt til før Falka havde indhentet den blonde dreng. Aarons ranglede figur lænede sig op ad muren til museet, hans øjne lukkede og hans kropssprog asocial.

Med et glimt i øjet gik Falka det sidste stykke og stoppede lige for næsen af Aaron. Hans åndedræt var jævnt med en svag duft af pebermynte pastiller. Falka var lavere end Aaron, hendes hoved nåede kun lige hans hage. Et umage par venner, men sådan havde det altid været. Bare ham og hende. Aaron og Falka. Outsiderne.

Med et fortabt suk vendte Falka sit fokus mod Aaron. Forsigtigt pustede hun en gylden hårlok ud af hans ansigt. Som tak for den gestus, udstødte Aaron et lille grynt og rynkede på næsen.

De brune øjne åbnede sig søvnigt i respons.

”Hmm?” Mumlede han, stadig omtåget fra sin power nap.

Med et gik det op for Aaron. Hvor han var og hvem der stod helt oppe i ansigtet på ham.

Aaron gav et halvkvalt ”Gah!” før han tumlede ned fra væggen og endte på det hårde gulv. ”Du – du ka' da ikke bare gøre det der!” udbrød han med røde kinder fra sin plads på gulvet.

”Men jeg keder mig sådan!” proklamerede Falka med en barnlig stemme.

Aaron rejste sig fra gulvet med et lille smil. ”Og hvad skulle vi ellers gøre?” Spurgte Aaron mens han kørte hånden over sin beskidte trøje. ”Vi skal jo vente på guiden.” Begrundede han.

”Men kan vi ikke bare kigge os en lille smule omkring?” Tiggede Falka, hendes øjne store og bedende.

”Jeg ved ik' helt...” undveg Aaron mens hans hånd nervøst skubbede de faldne briller på plads.

”Det skal i ikke engang begynde at tænke på.” Brølede en hæs kvinde stemme gennem flokken af de andre 9. klasse elever.

Som to skræmte dyr vendte Aaron og Falka sig mod mængden af museumsgæster. Sveden piblede ned fra panden, i håb om at det ikke var dem der var blevet råbt af. Til deres frygt, var en lav rund dame på vej imod dem.

Læreren.

Med tunge skridt tromlede den store dame i en hæslig blomstret kjole hen til de to venner i udkanten af den skræmte flok af 9. klasse elever.

”Vi skal vente på guiden og det er endeligt.” spyttede den læreren i hovederne på Aaron og Falka.

”Ja okay, okay. Men hvor er den guide så? Hva' Lisbeth?” Snerrede Falka tilbage til det blomstrede kvindemenneske.

Med et ryst på hovedet og et lavt ”Nutidens unge har ingen tålmodighed.” begav læreren sig mod en hvid dør. På et farverigt skilt stod der 'Niels Jørgensen – Guide' med sorte blokbogstaver.

”Lad os gå med.” Hviskede Falka hastigt til Aaron før hun stak af mod den hvide dør, det farverige skilt og den mindst ligeså farverige Lisbeth.

Læreren bankede på den hvide dør igen og igen uden at få noget svar. Med et hidsigt ansigtsudtryk trak Lisbeth hårdt i håndtaget og åbnede døren.

Med et skrig sprang den runde dame væk fra døren og skød i en høj fart hen til den nærmeste medarbejder.

Den pludselige forsvinden af Lisbeth gav et nyt udsyn til det hvide rum. Falka og Aaron stak hovedet indenfor, deres nysgerrighed vækket af lærerens skrig.

Midt på gulvet lå en middelaldrene mand.

Hans hals var snittet fint og blodet flød stadig fra såret. Pølen af blod var stor og mandens ansigts farve fortalte klart at manden var stendød. En fin kniv med guldskaft lå i mandens højre hånd.

Ved siden af Falka kæmpede Aaron for ikke at brække sig. Drengen vendte sig hurtigt om og pilede i retningen af den nærmeste skraldespand.

Falka stod som limet fast til gulvet. Fascineret af den rå scene foran hende.

Langsomt flyttede hun blikket fra den døde mand til resten af lokalet. Alt var stillet fint op og kontorstolen stod ved skrivebordet. Intet unormalt.

Den røde farve af blod glimtede i solen og gjorde Falka opmærksom på substansen på den ellers hvide væg.

Friske blodige blokbogstaver prydede væggen med rød og Falkas øjne læste hurtigt den nedskrevne besked.

Når Skoll fortærer solen, og Hati æder månen, vil verden blive indhyllet i mørke. Da vil jorden ryste, bånd og lænker vil briste og frigøre den grusomme, Fenris fra dybet.

Falka stirrede på væggen. Og hvad skulle det så betyde?

Længere væk kunne Falka høre Lisbeths hæse stemme og næsten forestille sig de vilde håndfagter læreren ville bruge i sin hastede forklaring.

Endelig var der sket noget spændene og så skulle Lisbeth absolut hive dem ud af mysteriet. Ikke tale tale om!

Hendes beslutsomme hånd dykkede ned i bukselommen og hev en mobil op fra dybet. Det slidte cover sagde alt om hvor meget den blev brugt til hverdag.

Med nogle få hurtige klik fik Falka åbnet op for sit mobil kamera, ikke det mest ideelle, men det var hendes bedste bud.

Falka sneg sig stille rundt inde i lokalet, hendes fingre gled over det velkendte materiale og trykkede på knappen flere gange. Et billede af manden, et af kniven og et af teksten på væggen.

Pigen smilede for sig selv. Nu gjaldt det bare om at finde Aaron igen.

Hun kiggede sig nervøst omkring da hun trådte ud af det hvide rum. Ingen skulle helst have set dem derinde. Ikke engang læreren havde lagt mærke til dem.

Falka slap et nervøst åndedrag, da hun så at klassen ikke havde lagt mærke til deres lille forsvinden. Måske var det ikke så tosset endda at være outsiderne.

Et host trak hende ud af hendes tanker og tilbage til virkeligheden. Ovre ved væggen hang Aaron sammen med en skraldespand. Hovedet stukket helt ned i den ildelugtende spand.

Falka mimede en ansigtsgrimasse og traskede over til den stakkels dreng.

”Hvordan kan det være du ikke stormede ud skrigende eller skulle til at brække dig?” Spurgte Aaron uden at kigge op fra sin plads på gulvet.

Falka trak lidt på skuldrene, fuldstændig klar over at Aaron ikke kunne se det med hovedet i skraldespanden. ”For mange krimi serier.” Svarede hun med et smil og lagde en venlig hånd på Aarons ryg.

”Kunne det ikke være spændene at finde ud af hvem der gjorde det?” Hviskede hun, kun lige højt nok til at Aaron kunne høre det.

”Er du seriøs?” Hostede han, panikken frisk i hans stemme. ”Det kunne jo også bare være selvmord.” Argumenterede Aaron stille, hans frokost kravlede op ved tanken om mord.

”Selvmord er for kedeligt!” Udbrød Falka lidt for højt. Aaron puffede til hende med sin ene hånd. ”Der må da være et eller andet mistænkeligt.” Mumlede hun i en lav stemme.

”Det kan jo være lige meget. Vi kan jo ikke ligefrem gå derind to gange.” Begrundede han åbenlyst, ti vilde heste kunne ikke få ham derind igen.

”Det behøver vi heller ikke.” Grinede Falka og fandt sin mobil frem. ”Jeg har allerede taget billeder.” Hviskede hun og skubbede et billede af den døde guide op i ansigtet på Aaron.

Hans ansigt fik en grøn kulør og Aaron stak hovedet ned i skraldespanden, i færd med at tømme sin mave.

”Vil du ikke godt hjælpe?” Bad Falka, hendes grønne øjne skinnede som små sole.

I det fjerne lød der sirener og hyl fra politibiler.

”Dig og din dumme nysgerrighed,” mumlede han. Falka stirrede forventningsfuldt på den ranglede dreng.

”Selvfølgelig vil jeg da hjælpe.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...