Tallene 16 42 23

Det handler kort fortalt om nogle piger, som leger med ånden i glasset. Selvfølgelig går det ikke helt som planlagt, og de bevæger sig ud på dybt vand.

2Likes
0Kommentarer
508Visninger

1. 16, 42 og 23

 

De 3 regler om ånden i glasset:

1, Ånden i glasset er en leg mellem liv og død, og den skal tages ganske seriøst.

2, Spørg ALDRIG om døden eller om kontakt med døde personer.

3, Forlad ALDRIG spillet, før det er færdigt, eller før du får lov af ånden.

ELLERS GÅR DET GALT

Bare jeg dog havde kendt de regler, inden vi gik i gang. Så havde det aldrig endt sådan her.

 

Det startede lidt som en spøg. Vi sad 4 piger rundt om vores hjemmelavede Ouijabræt. Ingen af os havde prøvet det før, men vi havde dog hørt om det, og vi havde derfor besluttet at prøve det om dagen i stedet for om aftenen. Så ville det ikke blive så uhyggeligt. Vi havde planlagt det hele, alt fra hvem der skulle tænde lysene, og til hvem der skulle snakke med ånden, hvis der kom én. Det var selvfølgelig Rikke, som skulle snakke til ånden. Ikke at jeg var misundelig, men hun var bare altid den, der fik sin vilje. Hun var den alle ville være sammen med, og den som aldrig gjorde noget forkert, og den type man kun kan beskrive med et ord. Perfekt. Så var der Camilla og Cecilie, som lignede hinanden på mange måder, og så var der selvfølgelig mig. Så sad vi der, smågrinende og helt useriøse, før vi startede. Jeg kunne dog godt mærke den lille knude i maven, som gjorde sig større og større i takt med, at vi nærmede os. Men pyt, tænkte jeg, det skulle jo nok blive sjovt, i hvert fald spændende. Vi åndede ind i glasset og lagde forsigtigt en finger på det, imens stilheden bredte sig imellem os. Vi ventede lidt. Der skete jo bare ikke noget. En lille fnisen fra os fik Rikke til at sige: ”Hvis der er en ånd her, så giv os et tegn.” Vi blev helt stille igen, og ligesom jeg skulle til at sige, at det var noget være lort, vi var i gang med, sprang pæren fra lampen i 100 små stykker lige over os. Vi skreg i kor og skyndte os at smadre glasset, så ånden forsvandt. Det var i hvert fald det, vi havde hørt. Jeg åndende lettet op. Det var overstået, i hvert fald for nu, for det viste sig, at Rikke havde fået blod på tanden og ville prøve det igen om aftenen. Så kunne jeg jo heller ikke sige nej. Solen var lige gået ned, og vi var ved at tænde stearinlys og gøre Ouijabrættet klar for anden gang den dag. Jeg var bange denne her gang, rigtigt bange. Mine hænder rystede, mens jeg var ved at tænde lysene, og jeg måtte bruge den anden arm til at støtte med for ikke, at de andre kunne se, hvordan jeg havde det. Camilla og Cecilie sagde ingenting, de vekslede dog nogle interne blikke med hinanden. Jeg tror, at de havde det nogenlunde på samme måde som mig. Rikke lod sig ikke bemærke af os. Jeg følte mig dum ved siden af hende. Hvorfor var jeg så bange, mens hun bare kunne sidde der? For at modbeviste mig selv, spurgte jeg om vi ikke godt kunne komme i gang i stedet for at sidde her og vente. Ingen svarede mig, og jeg krummede tæer over det, jeg lige havde sagt. Jeg fortrød det allerede. Jeg lovede mig selv, at jeg ville holde min mund resten af aftenen, så jeg ikke sagde noget forkert. Da vi var klar, lagde jeg som den første en finger på glasset. Derefter Cecilie og Camilla. Til sidst lagde Rikke en finger på, dog lidt ude på kanten af glasset.

Vi sad helt målløse, mens glasset kørte rundt på brættet. Vi havde fået fat i en ånd igen. Jeg var ikke et sekund i tvivl, om den var god eller ond. Den var ond. Jeg havde ingen ide, om det var den samme ånd, som vi fik fat i tidligere i dag, eller om det var en hel anden. Men uanset hvad, var det i hvert fald mere uhyggeligt nu. Mørket havde sænket sig, og glasset førte på mystik vis vores fingere hen over forskellige tal.  Glasset kørte først hen på 1 og 6, derefter kom der et ophold, hvorefter at glasset bevægede sig hen på 4 og 2. Ligesom jeg troede at glasset var færdig med at bevæge sig, rykkede det sig hen mod 2 og 3. 16 42 23 hvad skulle det dog betyde?

Rikke tog ordet: ”Er der nogen?” Jeg lagde mærke til, at hendes stemme var bestemt, og blev derefter selv bange. Ånden tog ingen fat i glasset og førte vores finger hen mod bogstavet D. Der var tavshed og ligesom glasset igen bevægede sig videre til det næste bogstav, holdt jeg vejret. Da glasset gjorde holdt ud for Ø, åndede jeg ud igen. Det var lige det, jeg frygtede. Jeg vendte blikket væk fra brættet og så op mod de andre. Jeg kunne ane tårerne i Camillas øjne og se Cecilie blive ved med at stirre på Ouijabrættets bogstav Ø. Jeg kunne mærke mig selv ryste over hele kroppen, mens jeg åbnede munden for at sige, at nu var det nok, men intet kom ud. Jeg kunne ikke. Jeg kiggede over mod Rikke og gav hende blikket, der sagde, at nu måtte hun gøre noget. ”Hvem dør?” spurgte hun, mens hun stift stirrede ned på glasset. Der kom en underlig lyd fra mig. Det var lidt som et gisp. Jeg troede, at hun ville få stoppet spillet. Jeg troede ikke, at vi skulle fortsætte. Jeg kiggede rundt, og Rikkes blik fangede mit. Det var et dræbende blik, men jeg nåede ikke at tænke nærmere over det, for glasset under vores fingre begyndte at vibrere. En kuldgysning ramte mig, og jeg blev forskrækket over at finde ud af, hvor bange jeg egentlig var. Jeg lukkede øjnene i, da glasset tog det første rigtige ryk. Da det holdt stille, åbnede jeg forsigtigt øjnene igen og så, at glasset havde stoppet ud for bogstavet C. Dernæst flyttede glasset sig til bogstavet E, og lige idet det igen flyttede sig hen mod bogstavet C, kom der et hulk ovre fra Cecilie. Det var først der, at det gik op for mig, hvad der var ved at ske. Jeg kiggede febrilsk rundt på de andre i rummet, og i et kort øjeblik syntes jeg, at jeg kunne ane et lille smil på Rikkes læber, men det var nok bare mig. Jeg kunne mærke et kort sug gennem kroppen, da Cecilie tog sin finger væk fra glasset. Glasset væltede, og hun løb ud af værelset. Jeg ved ikke, hvorfor jeg selv blev siddende i stedet for at løbe efter Cecilie, men jeg tror stadig, at jeg var i chok. Først da jeg sad alene tilbage på værelset, rejste jeg mig op. Rikke og Camilla var lige gået for at finde Cecilie. Jeg løb ud af døren og ud af huset.  

Her står jeg så, midt på parkeringspladsen og fuldstændig uden ord. Jeg kan ikke engang få et skrig ud. Rikke har bøjet sin spinkle krop ind over Cecilie, mens Camillia, ligesom en blind, ikke kan se, hvad der sker. Hun har vendt ryggen til Cecilie. Mens jeg står der og prøver at få et overblik over, hvad der er sket, og finde ud af, hvad jeg skal gøre nu, er det, at jeg får øje på det. Det er egentligt ikke noget særligt. Det er bare et tal. Men det skræmmer mig. Tallet 16, og det står med store blokbogstaver hen over asfalten. Det viser nummeret på parkeringspladsen, hvor Cecilie ligger.  Jeg kigger forvildet rundt. Det kan bare ikke passe det her. Mit blik fanger med det samme et husnummer ved siden af mig. Det er der egentligt ikke så meget at sige til, for bogstaverne er kæmpestore og røde, og de er ikke til at tage fejl af. 42 står der. Selvom jeg ikke har lyst til det, kigger jeg rundt igen. Heldigvis ser jeg ikke flere tal. Jeg prøver at bilde mig selv ind, at det hele bare var et tilfælde, men inderst inde ved jeg nok godt, at det ikke er sandt. Jeg bliver afbrudt af mine tanker da jeg hører kirkeklokker. Helt uden at tænke over det drejer jeg blikket ned mod mit armbåndsur, og viserne viser, at klokken er 23. Det kan ikke passe det her, tænker jeg, mens panikken breder sig i mig. Der kommer en sidste lyd ovre fra Cecilie. Hun hiver efter vejet, men det minder mere om et gisp. Jeg får mig langt om længe taget mig sammen til at komme over til Cecilie. Jeg kan lugte blodet på afstand, men det overrasker mig alligevel, da jeg nærmer mig og kan se det hele. Blodet, de lukkede øjne og den livløse krop. Jeg sætter mig på hug ved siden af Rikke, som rusker og rykker i den døde krop. Jeg kan ikke undgå at bemærke, at der drypper blod fra Rikkes hænder, og jeg kigger derefter automatisk ned på mine egne, og ser til min egen forskrækkelse, at jeg også har lidt blod på hænderne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...