Dødens retfærdighed

Haven har siddet på dødsgangen i 4 år. En dag tvinger hun sig selv til at tænke tilbage på hvor det hele startede. Haven begiver sig ud på en lang rejse af tanker som måske vil ændre hendes syn på døden. Før har hun altid tænkt negativt om døden, men nu kan det være det ændrer sig!


27Likes
95Kommentarer
2973Visninger
AA

2. 2. Kapitel

For 26 år siden

Den lille 4 årige pige var på vej hjem efter en sjov dag i børnhave. Gruset knaste under hendes hoppende fødder og de små sten hoppede op og ned. Vinden blæste i hendes hår og pigen løb hjem. Hun havde så meget at fortælle. Da hun nåede sit hus så hun at døren til huset var helt åben og hun kunne høre at hendes far råbe og skrige. Hun stoppede et øjeblik - Hvorfor skreg hendes far dog sådan? Men skrigeriet kunne ikke stoppe den ivrige pige. Hun løb ind i huset og så sin far stå og skælde sin mor ud. " Far, ik' skæld mor ud!" sagde pigen forfærdet og tog sin mors hånd. Men hendes mor trak hånden væk og stirrede på pigen. Faderens øjne glimtede vredt. " Hold kæft pigebarn!" råbte han. Pigen så på sin mor og sagde - " Mor! Far må ik' skælde os ud." Moderen sagde ikke noget, men det gjorde faderen. " Nu holder du fandme din kæft!" skreg han og stak pigen en lussing. Pigen tog sig til kinden, den brændte. Tårene var på vej, men hun kunne se på sin far at hun ikke måtte græde. " Av" hviskede hun til sin mor. Faderen skubbede rasende pigen ned på gulvet. " Jeg sagde HOLD KÆFT!" sagde han. Pigen kunne se at han så bange ud. Det samme gjorde hendes mor. " Mooor!" pev pigen og kravlede hen til sin mor. Faderen skubbede pigen ned på gulvet og sparkede hende hårdt i maven. Nu græd pigen. Hvad skete der? Imorges var hendes familie helt normal, der var der ikke nogle der slog eller skreg af hinanden. Faderen sparkede igen. Pigen kiggede over på sin mor. Hvorfor hjalp moderne ikke? Hun sad bare der og kiggede. Pigen kunne ikke klare det, hun sparkede og slog ud efter sin far. Faderen blev kun mere rasende og til sidst slog han den lille pige bevidstløs. Efter han havde slået hende bevidstløs brød han grædende sammen på køkkengulvet. Moderen gjorde stadig intet. Hun sad der og kiggede som om intet var hændt. Hun rejste sig og hentede en øl til faderen og gik så ind på soveværelset. Faderen blev bare sidende og kiggede på pigen. Han var bange for at hun måske var død. 

Da den lille pige lidt senere vågnede så hun at hendes far var faldet i søvn på gulvet, så hun listede stille ind på sit værelse. Pigen var bange og vidste ikke rigtigt hvad der var sket. Hvorfor hendes far havde slået hende. Hun var forvirret, og der var ingen der kunne hjælpe hende. Pigen kunne mærke smerten fra maven og fra hovedet. Hun tog sin bamse og lagde den på sin mave. " Lille bamse, når du er der gør det ikke ondt" sagde hun og mente det. Den lille bamse fik hende til at føle sig lidt bedre tilpas. " Vi to har hinanden" mumlede hun til bamsen og kyssede den. Hun lagde sig i sin seng under sin dyne i sit normale tøj med rygsækken på ryggen og lagde sig til at sove. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...