Dødens retfærdighed

Haven har siddet på dødsgangen i 4 år. En dag tvinger hun sig selv til at tænke tilbage på hvor det hele startede. Haven begiver sig ud på en lang rejse af tanker som måske vil ændre hendes syn på døden. Før har hun altid tænkt negativt om døden, men nu kan det være det ændrer sig!


27Likes
95Kommentarer
2954Visninger
AA

15. 15. Kapitel

Nu på dødsgangen

Viserene på uret går langsomt. Jeg hoster lidt og stirrer på uret. Døren til lokalet bliver åbnet og en vagt kommer ind. Han fortæller mig at Aiden kommer om et par minutter. Jeg nikker og bliver med det samme nervøs. Da vagten har lukket døren begynder jeg at massere mine tindinger. Mine hænder ryster og jeg kan mærke adrenalinen pumpe rundt i min krop. Igår fik jeg en vagt til at ringe til Aiden. Jeg havde egentlig ikke regnet med at han vil komme. Men det gør han. 

"Aiden er her nu!" siger vagten og lukker døren helt op. I døråbningen står Aiden. Han har forandret sig. Han har stadig sit dejlige smil og sine smukke øjne. Men ellers er han helt forandret. Hans mørke krøller er næsten helt væk. De mørke krøller er blevet erstattet med kort brunt hår. Der er næsten ingen krøller tilbage. Aidens tidligere glade jeg er der ikke mere. Han ser trist ud. Vagten kigger mistænksom på os, og går så ud foran døren så jeg ikke kan slippe væk. 

Aiden sætter sig tungt ned i en stol og kigger på mig. " Du er blevet klippet!" siger vi begge i kor. Jeg smiler svagt. " Undskyld" hvisker jeg og kigger ham i øjnene. Han nikker kort. " Jeg gjorde det fordi han ødelagde mig.. Han ødelagde mig, jeg var nød til at gøre det!" siger jeg og prøver at tage hans hånd, men han undviger. " Jeg.." hvisker Aiden og ryster så svagt på hovedet. " Sig det bare" mumler jeg. " Jeg elskede dig. Og jeg følte mig svigtet da du gjorde det. Hvorfor kunne du ikke få livsglæden tilbage ved at snakke med mig om det? Hvorfor kunne du ikke have prøvet for min skyld?" siger Aiden hidsigt og jeg kan se tårerne løbe ned af hans kinder. " Jeg ved det ikke.." mumler jeg og kigger på bordet. " Aiden. Jeg elsker dig overalt i verden! Og jeg gjorde det fordi jeg følte at det skulle der til for at give mig livet tilbage." nærmest råber jeg og tager fat i hans hånd. Han kigger på mig og smiler. " Jeg forstår det vel godt. Og jeg har tilgivet dig." siger han og klemmer min hånd. Jeg kan mærke glæden sprede sig i min krop. 

Aiden skubber sin stol lidt tættere på mig, og begynder så at fortælle. " Efter du var kommet i fængsel gik der lang tid hvor jeg bare sad i min lejelighed og græd. Græd og råbte! Jeg gik næsten aldrig ud af lejeligheden. Du havde på en måde ødelagt mig lidt. Men efter et halvt år da min ven Ismael, du kender ham godt?" spørger Aiden og stirrer på mine hænder. " Jeg kan godt huske ham" smiler jeg og mindes en mand med langt sort hår. " Ismael fik mig ud. Ud i byen! Og der mødte jeg Scarlett!". Min krop stivner. Scarlett er vel en kusine eller en søster? Jeg skraber mine fødder i gulvet. " Scarlett fik mig til at få mit glade jeg igen. Vi flyttede sammen og 2 år efter blev vi gift. Scarlett er gravid med vores første barn nu. Det bliver en pige" afslutter Aiden og kigger på mig.

Mine kinder er dækket med tårer. Aiden rykker sig lidt i sin stol. " Er du kommet over mig?" hvisker jeg grådkvalt. " Ja Haven. Det var jeg nød til! Jeg kan ikke bare græde indtil jeg dør" siger Aiden hidsigt. Jeg nikker. " Elsker du Scarlett?" spørger jeg. Aidens ansigtsudtryk ændrer sig. Han ser trist ud. " Ja." svarer han kort. Sukkende tager jeg fat i hans hånd igen. Jeg tager mig sammen og siger så - " Jeg håber du er lykkelig Aiden! Det fortjener du. Godt du har fundet Scarlett. Lev livet med hende." griner jeg og krammer ham. Han kigger på mig og nikker. Han er et stort smil. " Tak Haven. Godt du forstår" hvisker han. " Jeg elsker dig stadig" mumler jeg i hans øre. " Jeg elsker også dig!" hvisker han tilbage. 

Vagten kommer ind kort efter mens vi stadig sider og krammer. Han hoster højlydt og jeg trækket mig tilbage. " Aiden.. Min dødsdom er blevet sat. Det er på mandag!" hvisker jeg. Aiden gisper og laver store øjne. " Nej.." hvisker han. " Jeg vil spørge om du vil være ved mig når jeg skal dø..?". Aiden nikker og sukker lavt. Da vagten skal til at sige noget kysser jeg ham. Et sidste kys. Aiden smiler til mig da jeg går ud af lokalet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...