My Legacy - Silver and Black Hearts (+15)

Christines liv er ikke nemt. Alle de dumme unger i hendes klasse kan ikke finde ud af at udtale hendes navn på rigtig amerikansk engelsk, men siger det på dansk, hun bor på den mest hærgede del af Nørrebro, og nårh ja.. - så er hun datter af en mafia boss, der leder en hemmelig organisation af lejemordere. Hendes mor er død på en af deres opgaver, men selvom Christine selv var med, kun få år tidligere, kan hun ikke huske hvad der skete, for en eller anden har hjernevasket hende til at glemme det. I det miljø Christine er fra, stiller man ikke spørgsmål, og hele sit liv har hun taget til takke med at vide hvad hun fik fortalt. Men så møder hun Matthew, følsomme, intelligente Matthew, hvis lillebror døde i en unævnelig tragedie. Matthew, der spiller guitar, og skriver sange om smerte og hvordan man kommer over den. Han opfordrer Christine til at stille spørgsmål som hun aldrig har stillet før. Og de står i kø i hendes hoved. Som for eksempel hvad der skete med hendes mor?...

19Likes
50Kommentarer
3078Visninger
AA

6. Christines Point of View

 

Et kvalt gisp kæmpede sig over mine læber, men min træning sørgede for at jeg forholdte mig lydløs. Noget kan et helt livs øvelse som lejemorder åbenbart bruges til, udover at dræbe enhver der kommer for tæt på, og skræmme hjernedøde pizzabud.

Han påbegyndte en ny sang, og hans guitarspil blev hurtigere, men ikke mindre dramatisk.

”My hands are cold,
my body's numb.
I'm still in shock,
what have you done?
My head is pounding,
my visions blurred.
Your mouth is moving,
I don't hear a word.”

Ikke et øjeblik kiggede han op fra sin guitar, hvilket gjorde at han slet ikke så mod mig. Jeg spidsede ører, lyttede og observerede som jeg havde lært, men jeg gjorde også noget andet, noget jeg ikke kendte til. Nød forestillingen, kunne man nærmest sige.

Hans stemme var stadig dyb og hæs, men fik også en grødet tone over sig. Som om han græd mens han sang.

Jeg iagttog ham lydløst, mens jeg svævede væk på ordene. Følelsen der lå i musikken var ikke som den jeg var vant til. Jeg var vant til vreden og hadet, bundet til hvert eneste ord og akkord. Her var der sorg og håb, følelser jeg havde begravet hele mit liv, fastgjort med lysende tråde til hver eneste tone i hvert eneste ord. Ro sænkede sig over mig, men det skræmte mig så meget at den straks blev til årvågen anspændthed igen.

Der var dråber at skimte på hans kinder, og følelsen af at jeg havde krænket nogens privatliv på værste vis, og uden grund, listede sig ind over mig. Den sprang på mig, og tog kvælertag på mig. Det var udløseren, der gjorde at jeg forlod mit udkigspunkt på vinduesslisken.

Mine converse tog ikke særligt af for stødet, men det var godt nok. Uden at tænke over det, men bare af instinkt, fulgte jeg den procedure jeg normalt ville bruge ved en flugt.

Ned, løb, gem.

Og så da jeg sad i busken gik det op for mig hvor dumt det egentlig var.

Paranoia var indgroet i mig, så det havde været en naturlig reaktion. Men ved nærmere eftertanke, havde jeg nok bare set usædvanlig dum ud.

Jeg rejste mig fra hug i den halvvisne busk, og bevægede mig ud. Ingen kiggede, og jeg smuttede rundt om skolen, til jeg var i den sædvanlige gård. Klokken ringede i samme øjeblik, så jeg slæbte mig uentusiastisk ind sammen med flokken af ligeglade elever med depressive tendenser.

Biologi var det næste der stod på skemaet. Læreren irriterede mig, for hun havde en vane med at tror at hun havde ret. Hun fortalte mig jævnligt at den menneskelige krop ikke kunne holde til en masse ting... Som jeg selv havde gjort hver dag i flere år. Det gjorde det ret svært at tage noget som helst hun sagde seriøst.

Jeg blandede mig ikke i timen i dag, og jeg havde en fornemmelse af at hvad hun nu hed, var ret glad for det. Hun fandt nok mig ligeså irriterende, som jeg fandt hende.

”Frokost,” bekendtgjorde hun, da klokken ringede, og alle gik mod skolens kantine. Det at skolen overhovedet havde sådan en, var åbenbart helt vildt fancy. Jeg fattede det ikke. Seriøst, jeg havde gået på et dusin skoler i andre lande, hvor en kantine var en selvfølge, lige så meget som bøller, matematik lektier og ondskabsfulde lærere.

Anna eller Anne kom hen til mig. Oh God, det navn smuttede jo fra min konstant!

”Hey, ville du spise frokost sammen?”

Jeg løftede mit ellers så ofte sænkede hoved, og smilede til hende.

”Ja, det vil jeg virkelig gerne,” svarede jeg, og viste mit bedste venskabssmil.

Et grin spredte sig i hendes ansigt.

”What?!” Jeg lød lidt for aggressiv der, det kunne jeg godt se, men det irriterede mig når folk grinede af mig, specielt hvis jeg ikke vidste hvorfor.

Hun grinede højere, og pegede på min pande.

”Christine...” spruttede hun – igen med den irriterende danske udtale - ”Du har en kvist i håret. Med tilhørende blade.” Hun knækkede midt over af grin, og jeg havde lyst til at knække hende over på andre måder.

Fedt... Bare fedt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...