My Legacy - Silver and Black Hearts (+15)

Christines liv er ikke nemt. Alle de dumme unger i hendes klasse kan ikke finde ud af at udtale hendes navn på rigtig amerikansk engelsk, men siger det på dansk, hun bor på den mest hærgede del af Nørrebro, og nårh ja.. - så er hun datter af en mafia boss, der leder en hemmelig organisation af lejemordere. Hendes mor er død på en af deres opgaver, men selvom Christine selv var med, kun få år tidligere, kan hun ikke huske hvad der skete, for en eller anden har hjernevasket hende til at glemme det. I det miljø Christine er fra, stiller man ikke spørgsmål, og hele sit liv har hun taget til takke med at vide hvad hun fik fortalt. Men så møder hun Matthew, følsomme, intelligente Matthew, hvis lillebror døde i en unævnelig tragedie. Matthew, der spiller guitar, og skriver sange om smerte og hvordan man kommer over den. Han opfordrer Christine til at stille spørgsmål som hun aldrig har stillet før. Og de står i kø i hendes hoved. Som for eksempel hvad der skete med hendes mor?...

19Likes
50Kommentarer
3076Visninger
AA

5. Christines Point of View

 

Jeg vågnede med et sæt, ved lyden af en kniv der hvislede gennem luften. På mindre end et sekund fløj jeg ud af sengen, og rystede søvnen af mig. Kniven hang stadig i sin ejermands hånd, stabilt peget mod mig.

Hurtigt analyserede jeg situationen. Det her var min hjemmebane, mit værelse, og jeg kunne bruge det til min fordel.

Uden at kigge hev jeg med venstre hånd kontorstolen i voldsom fart imod knivens ejermand, og sparkede samtidig ud efter hans hånd. Kraften fra stolen slog ham ud af balance, hvilket tillod mig at sparke kniven ud af hans hånd.

”Good morning,” prustede min far, stadig påvirket af slaget fra mit angreb.

”Morning,” åndede jeg tungt, og rystede mit svedige hår væk fra øjnene. Selve den korte træningsøvelse til en vækning havde ikke været hård, men det var så ulideligt varmt om natten, og jeg følte mig klistret over alt.

”Shower,” mumlede jeg, og smuttede forbi far ud af døren, og ud på badeværelset.

 

Følelsen af vandet der vaskede den klamme fornemmelse af, gjorde godt. Efter badet følte jeg mig rigtig vågen, og knap så uhumsk. Men før jeg forlod badeværelset, lod jeg lige et lag makeup dække min stadig let blussende kind, og mine øvrige skrammer. Lidt mascara skader vel heller aldrig.

Efter det var gjort, gik min hærgen i stedet ud over klædeskabet, og de nydeligt stablede bunker, som var knap så nydelige da jeg havde været i dem. Og knap så stablede.

Jeg har noget med mørke jeans, og læder bukser... Det kunne jeg ikke sige mig fri for, og selvom min opgave er at gå i et med mængden, var det en af de få friheder jeg kan have.

Derfor hev jeg et par stramme læderbukser og en tight blodrød top frem, der gik mig til omkring lårene.

Klare farver har altid været gode til mit mørke hår, og jeg udnyttede det. Man er vel en pige.

Før jeg smuttede ud af døren greb jeg min sorte skuldertaske, enkel og praktisk, og smed den tyndeste af mine utallige læderjakker over armen.

”Hey dad, see you!” råbte jeg, da jeg smækkede døren. Han hilste sikkert, men jeg nåede ikke at høre det.

Jeg tog trapperne i to spring hver især, og var på rekordtid nede ved opgangens hoveddør.

Vejret var tørt, men ikke alt for varmt i dag, så jeg besluttede at løbe til skole. At være i god form har aldrig skadet nogen, og jeg nyder at løbe. Jeg nyder følelsen af de rytmiske bevægelser, af friheden i bevæge sig hurtigere end andre. Samt friheden i at vide at jeg var hurtigere end de fleste.

Nogle fyre fløjtede efter mig, men sådan er de vel. Derfor hader jeg alle andre hankønsvæsner end min far.

Halvvejs stoppede jeg op et øjeblik, for at svinge mit hår op i en elastik, og løb så videre. Der er ikke meget mere end fire kilometer til skole, og det er en distance jeg nemt tager på tyve minutter.

Jeg var der som forventet et helt kvarter før undervisningen begyndte.

Som så mange andre dage satte jeg mig for mig selv, og trak min bærbare, der efter lang tid var blevet fast inventar i min taske. Med alle de kedelige timer, havde jeg brug for noget at kigge på. Det kunne så også være en af grundene til at jeg dumpede i Fransk i går...

”Christine! Hey, Christine!” Anna eller Anne, jeg har ikke gidet at koncentrere mig om at lære navnet, råber efter mig. Ligesom alle andre på den her tåbelige skole, kan hun ikke udtale mit navn rigtigt. Engelsk, for fanden, så lær dog sproget!

”Ja?” spurgte jeg irriteret, ikke i humør til dumme unger, der diskuterer tøjkriser og makeup mærker. På den anden side, hvornår er jeg nogensinde det?

”Vil du med i centeret senere? Vi snakkede om at tage i Fields, men Nørrebro er fint, hvis det er?” der var håb i hendes stemme, men kun en anelse. Jeg havde efterhånden sagt nej til at være sammen med hende og hendes veninder så mange gange, at man skulle tro hun ville blive træt af at spørge.

”Nej, ikke i dag,” mumlede jeg, for ligeglad til at gide at skære det ud i pap at jeg aldrig ville tage med, fordi jeg hadede at shoppe, hadede piger og hadede centre.

”Nå... A shame...” Nu kunne hun åbenbart godt engelsk. Så lad mig dog flytte til Storbritannien igen, eller prøve noget nyt, som Washington eller New York. Jeg vil vædde med at der er god grobund for stoffer og våbenhandel i Brooklyn, Queens og Seattle.

Klokken ringede, og reddede mig fra at skulle fortælle hvor ærgerligt det da også var, når alt jeg kunne tænke var; selvfølgelig vil jeg ikke det kælling, vil jeg nogensinde det?;

Vi har matematik, et fag der er så nemt, så logisk og enkelt, at niveauet i klassen giver mig lyst til at le. Dumme som hunde er de. Følger bare hinanden, og hvis den ene træder forkert, gør den næste også. Alligevel siger jeg aldrig noget i timerne, heller ikke denne. Hvis en lærer har hørt lyden af min stemme, vil jeg næsten sige at de fortjener en pris.

 

”Christine?” Ignorerede stemmen. Var ligeglad.

”Christine, kender du svaret på denne ligning?” Igen den der insisterende måde at sige mit navn på. Med dansk udtale der fik mig til at skære tænder.

”X i anden + 4b,” snerrede jeg bare tvært. Regnestykket var det samme som man ville bruge hvis man skulle udregne en kugle fra en Desert Eagles vinkel, affyret i hård vind, bare med få justeringer. Jeg kendte den ligning til drabelighed. Ironisk nok.

”Korrekt. Og ikke en eneste anden har svaret rigtigt.” Læreren lød utilfreds, men det var nu også forståeligt nok. Hun sad i en klasse fuld af elever så tomhjernede som rungende huller i jorden, der ikke gjorde det mindste fremskridt, ligegyldig hvor meget hun forsøgte. Det var en sjov kamp at følge med i fra sidelinjen.

Nu havde en lærer hørt min stemme. Men så blev det forhåbentlig heller ikke til mere end det. Resten af timen foregik i en døs, i hvert fald for mig. Intet af den information vi fik, var mig ukendt, så kedsomheden var overvældende.

”Christine! Hey, vent lige!” en eller anden råbte efter mig. Det var da utroligt hvor meget opmærksomhed jeg fik i dag.

Jeg stoppede dog irriteret op, og ventede på den pige der havde kaldt. Det var ikke en fra Anna/Annes gruppe, hvad end navnet nu var, men mere en af dem der ligesom jeg, holdt sig for sig selv.

”Jeg tænkte bare på... Vil du sidde sammen når vi får nye pladser?” spurgte hun, og skyndte sig så at forsikre mig: ”Det er kun hvis du vil.”

Det tog mig et øjeblik at tænke mig om. Jeg sad altid sammen med en eller anden uheldig nørd, der ikke turde sige noget til mig, og det var jeg som sådan godt tilfeds med, men hvem end denne pige var, virkede hun sød.

”Ja... Ja, det vil jeg gerne,” svarede jeg, med et svagt smil, prøvende, og alligevel en anelse falsk.

”Oh... Okay,” svarede hun, tilsyneladende overrasket, og smilede til mig.

Med det sagt, gik hun hen til sin egen plads i den anden ende af lokalet, og satte sig.

Klokken ringede til frikvarter, og som sædvanlig gik jeg ud alene. Gården fuld af skrigende børn kunne ikke ligefrem kaldes min kop te, så jeg havde fundet et hjørne bag skraldespande, og et mindre trådhegn, hvor jeg kunne være alene.

Men helt alene var jeg ikke i dag. Der var ingen at se på mit sædvanlige sted, men en lyd flød blødt i luften.

Strenge der blev spillet på, akustisk guitar. Under det, den dæmpede lyd af en dyb hæs stemme der sang roligt i vinden.

”Still letting go,

I might not show.

Look at me now,

still in one piece somehow.”

Lyden fascinerede mig. Den var så fyldt med noget jeg kun har hørt meget få gange. Emotion tror jeg. Følelse.

Jeg sporede lyden til et åbent vindue, cirka to meter over jorden, og min nysgerrighed tog over. Omkring 5 meter fra vinduet løb en tagrende ned af muren, perfekt til klatring.

Så det gjorde jeg. Da jeg nåede rækken af vinduer, begyndte jeg lige så stille at klatre fra vindue til vindue, ved hjælp af de små afsatser jeg kunne finde i den slidte mur. Hele tiden kom lyden tættere på, og blev klarere.

På under et minut var jeg ved det vindue jeg havde som mål, og sneg med til et kig.

Drengen der sad alene med en akustisk guitar i midten af lokalet havde mørkebrunt hår, sygeligt bleg hud, og et nedslået blik. Der hang noget sorgmodigt over ham, der mindede mig om mig selv, efter mors død.

Jeg kendte ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...