My Legacy - Silver and Black Hearts (+15)

Christines liv er ikke nemt. Alle de dumme unger i hendes klasse kan ikke finde ud af at udtale hendes navn på rigtig amerikansk engelsk, men siger det på dansk, hun bor på den mest hærgede del af Nørrebro, og nårh ja.. - så er hun datter af en mafia boss, der leder en hemmelig organisation af lejemordere. Hendes mor er død på en af deres opgaver, men selvom Christine selv var med, kun få år tidligere, kan hun ikke huske hvad der skete, for en eller anden har hjernevasket hende til at glemme det. I det miljø Christine er fra, stiller man ikke spørgsmål, og hele sit liv har hun taget til takke med at vide hvad hun fik fortalt. Men så møder hun Matthew, følsomme, intelligente Matthew, hvis lillebror døde i en unævnelig tragedie. Matthew, der spiller guitar, og skriver sange om smerte og hvordan man kommer over den. Han opfordrer Christine til at stille spørgsmål som hun aldrig har stillet før. Og de står i kø i hendes hoved. Som for eksempel hvad der skete med hendes mor?...

19Likes
50Kommentarer
3093Visninger
AA

4. Christines Point of View

“Dad, I’m home!” råbte jeg igennem lejligheden, og kort efter fik jeg et bekræftende grynt som svar.

Med min mor myrdet, og jeg som den eneste kvinde i huset, hang jeg rimelig meget på madlavningen. Pisseirriterende, men hvis man begynder at sige Mafiaen imod, kommer man galt af sted, selv hvis man er hans datter. It is what it is.

Klokken var næsten ti, og jeg havde af indlysende grunde ikke fået lavet mine lektier endnu. Fransk. Jeg hadede det fag som pesten, men for fanden, jeg havde selv valgt det over tysk. Ikke fordi jeg ikke kan tysk, for jeg taler det flydende, men man bliver så fucking træt af den udtale efter at bo to år dernede. Til sidst talte jeg altid engelsk.

”What are we having?” spurgte min far krævende, inde fra stuen.

”It’s late. I’ll order pizza,” svarede jeg, og håbede inderligt at han ikke var utilfreds med det, selvom sandsynligheden var stor. Jeg fik ret.

”Again? It’s the third time this week,” beklagede han sig, og alene for at være på tværs, svarede jeg irritabelt: ”No dad, actually it’s the first time this week, ’cause it’s Monday.”

Helt ude fra entreen kunne jeg høre hans dybe suk, men det var ikke noget jeg gad bekymre mig om, for det var det samme som at han godkendte min idé. Måske ikke ligefrem bifaldte den, men accepterede at det var sådan det blev. Noget særbehandling findes der, ved at være bossens datter.

Jeg ringede til det nærmeste pizzeria, og gav dem den falske adresse, vi altid gav, samt bestilte en Hawaii pizza til min far, og noget lidt mere interessant, med oksekød, chili og grøn peber til mig selv.

”På hjørnet af Jagtvej og Stefansgade ja,” gentog jeg, for hvem ved hvilken gang, eftersom idioten i den anden ende i så ud til at forstå hvorfor jeg ikke ville have den bragt til døren.

”For helvede, jeg henter den på hjørnet af Jagtvej og Stefansgade, hvor svært kan det være at fatte?!”

”Så du ikke vil have den helt hjem?” hans handicappede danske sprog irriterede mig grænseløst, men nok mest fordi han ikke fattede hvad jeg sagde til ham.

”Nej for fanden! Gør nu bare hvad du bliver betalt for, din multihandicappede spade!” og så smadrede jeg røret på, med en irriteret snerren.

”Whatever you yelled at that pizzaguy, I don’t hope it’ll keep him from delievering our food,” lød min fars utilfredse stemme fra stuen. Jeg havde ikke set ham siden jeg tog i skole i morges, men at dømme ud fra hans sprog og tonefald, havde han haft en god dag. På en af de dårlige dage var jeg allerede blevet kastet ind i væggen op til flere gange, efter at have opholdt mig i lejligheden i så meget som ti minutter.

”It won’t.”

Han gjorde det for min skyld, og det var jeg fuldt ud klar over, men det ændrede ikke på at det var en hård opvækst. Heldigvis havde jeg efter alle disse år med praktisk træning i kamp, lært så meget, at jeg kunne slå igen. Hårdt. I takt med at han fandt ud af det, mindskedes mængden af slag, og en aften som i aften, var jeg endnu mere taknemmelig for mine evner. Hvis jeg havde været det han troede, en forsvarsløs teenagepige, med mindreværdskomplekser og en vanvittigt dyr telefon, havde jeg haft en del problemer. Jeg var muligvis teenager, men mindreværd havde jeg ikke meget af, jeg vidste hvad jeg var i stand til, og min telefon var muligvis dyr, men ikke den slags telefon han ville have fat i, med touchskærm og seksten gigabyte hukommelse. Min var en solid, vandtæt sag, med stålcover, som egnede sig for en soldat. Eller en pige der havde det med at rode sig ud i problemer, på grund af et hidsigt temperament, og en sikkerhed i sin kampsportstræning som de færreste havde.

Og jeg havde muligvis over titusind kroner i kontanter på mig, men han havde aldrig fundet dem, for jeg var ikke dum nok til at lægge sådan nogle ting i min pung, som var et oplagt mål for tyveri.

Imens disse tanker løb igennem mit hoved, greb jeg min jakke igen, og løb ned af trappen, for at møde det hjernedøde pizzabud.

”I’ll be back!” råbte jeg til min far, uden at forvente et svar. Hvilket jeg heller ikke fik.

Nede på hjørnet, kom jeg til at vente i næsten et kvarter, før den idiot der skulle levere pizzaerne dukkede op, og rakte mig min mad, med ordene: ”Undskyld, svært at finde.”

Fristelsen til at skrige af ham at Stefansgade og Jagtvej ved Gud i Himlen og Fanden i Helvede ikke var svært at finde, eller bare smadre ham, blev for stor. Heldigvis for ham, valgte jeg verbal vold.

”Ej nu må du fandeme tage dig sammen, alle kan sgu finde Jagtvej! Selv en blind, døv, handicappet komapatient kan finde den fucking vej, og så er det sgu heller ikke så svært at finde Stefansgade. Jeg gider faktisk ikke engang at betale for maden, og hvis du har et problem med det, hvilket du nok har, så er du velkommen til at forsøge at slå mig ned, ligesom alle andre i det her nabolag, for det kommer ikke til at gå særlig godt for dig!”

Han for forskrækket tilbage, og jeg vil sværge på at han enten må have været meget svanset, eller homo, for han så rædselsslagen ud, ved tanken om kamp.

”Sorry, sorry!” mumlede han, og trak sig hastigt endnu længere tilbage, helt til han nåede stedet hvor hans rustne scooter stod parkeret.

Han hamrede pedalen ned, og køretøjet skreg klagende, før det startede med den hule lyd, af en næsten tom motor.

Silhuetten af scooterkøreren tonede væk, før jeg nåede at råbe en sidste fornærmelse af ham. Måske var det meget godt, for jeg gad ikke skulle betale noget, hvis han væltede på sin maskine i ren panik.

”Jerk…” Den engelske term for idiot slap over mine læber, før jeg nåede at få den oversat, og jeg forbandede mig selv, for ikke at kunne vænne mig til at tale dansk, men engelsk var nu engang nemmere.

 

Den skarpe lyd af utålmodige fingre mod træ, var den eneste lyd i lejligheden, da jeg kom tilbage med maden.

”You’re late,” lød en irriteret hvæsen fra stuen, men jeg svarede ikke. Det orkede jeg bare ikke, selvom jeg var sikret en syngende lussing ved at ignorere ham.

”Answer me! Why are you late?!” Han råbte nu, og han råbte højt. Både naboen og underboen måtte kunne høre os. Og musene på loftet lyttede sikkert også interesserede med.

Jeg gik ind i stuen, og smed pizzaerne på det pinligt ryddede bord foran ham med en uforståelig snerren.

Det var dråben, det vidste jeg godt. Jeg regnede med det, men det gjorde ondt alligevel. Det er sjovt hvordan lyden af en lussing er anderledes, når det er ens forældre der giver den. Når en fjende gør det, er lyden langt lavere, mere afdæmpet, og faktisk er slaget knap så smertefuldt, ligegyldig styrke. Det har altid undret mig.

Et rødt mærke breder sig over min venstre kind, og jeg ømmer mig. Det var måske også lidt dumt at provokerer ham, men som sædvanlig løb mit temperament af med mig. Det havde det en irriterende vane med at gøre.

”Chrissie, now tell daddy why you’re late,” smilede han, på den måde der bevidnede om at jeg var tilgivet til jeg gjorde noget dumt igen.

”The pizzaguy messed up the deal. He said he couldn’t find the delivery point,” forklarede jeg, og rullede demonstrativt med øjnene, over verdens evige dumhed.

”And the body’s hidden?”

Der gik et øjeblik før jeg fattede hvad han mente. Latteren boblede i min hals, da det endelig gik op for mig.

”I didn’t get that pissed, daddy. I just scared the crap out of him, which was incredibly easy, and refused to pay.”

Han så skuffet ud, da jeg svarede. Måske havde jeg et øjeblik glemt hvor meget min far nød et godt udført snigmord.

”A shame, the practice would have done you good,” mumlede han, og han havde måske ret, men det havde jeg ikke tænkt over på det tidspunkt. Mit vredesudbrud havde ikke ligefrem været velovervejet.

”Sorry, I wasn’t focusing,” undskyldte jeg, og pegede så på pizzaerne. ”But you were hungry, right?”

”Very!” udbrød han, og rakte ud mod den øverste æske, hvor han tog et stykke. Det samme gjorde jeg. Fedt rendte ned af siderne, og dens varme brændte næsten min tunge, men smagen fejlede ikke noget.

”Delicious!”

”Good pizza,” nikkede jeg bekræftende, og smilede.

Og en dejlig rolig aften var gået, ovenpå en hæslig dag, hvor jeg dumpede i fransk.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...