Hello to Myself {SHINee}

Kang Shin Hye er en koreansk pige på 19 år som går på musikskole i Seoul. Shin Hyes liv har været normalt indtil den dag et K-pop band begynder på skolen. De fem drenge fra SHINee vender op og ned på hendes liv lige fra den dag de ankommer. Onew ser straks Shin Hye som sin lillesøster og Minho fanger hendes hjerte. Men det er ikke let at være venner med idoler. Og slet ikke at være forelsket i et.

39Likes
81Kommentarer
7820Visninger
AA

21. Kapitel 20

Hans ord rammer mig som et slag i ansigtet. Jeg havde frygtet det her, men det er værre end jeg havde forestillet mig. Min største frygt er nu blevet til virkelighed, men alligevel føles det ikke virkeligt. Det føles som et mareridt jeg bare gerne vil vågne fra.

Minho siger ikke noget fordi han venter på at jeg skal sige noget. Jeg ser på ham og nægter at tro på det jeg har hørt. ”Du vil ikke slå op. Det kan du ikke. Vi kan ikke leve uden hinanden,” siger jeg med skælvende stemme. ”Jeg kan godt leve uden dig. Hele det her forhold var en fejl. Jeg troede jeg kunne lide dig, men det var bare en illusion. Jeg har ingen følelser for dig. Så lad os slå op. Det er det bedste.”

Endnu et slag i ansigtet og denne gang skal jeg kæmpe for at holde mig på benene. ”Jeg har ikke mere at sige så jeg vil smutte. Farvel Kang Shin Hye,” siger Minho hvorefter han sætter sig ind i sin bil og kører væk.

Jeg står i lang tid og ser i den retning hvor hans bil forsvandt. Jeg venter på at han skal komme tilbage og sige at han ikke mente det. At det bare var for sjov og at vi stadig er sammen. Men efter ti minutter begynder det at gå op for mig at han ikke kommer tilbage. Det er virkelig slut mellem os. Jeg er så chokeret at jeg ikke engang kan græde. Alligevel mærker jeg pludselig en dråbe på min kind, så på min hånd og i mit hår. Jeg ser op og mærker flere dråber på ansigtet. Regn. Jeg kan ikke lade være med at tænke på filmeffekten hvor det altid begynder at regne når der er sket noget forfærdeligt. Ironisk.

Jeg ser igen ud over parkeringspladsen og beslutter mig så for at gå hjem. Minho kommer ikke tilbage.

  Mens jeg går, lægger jeg ikke rigtig mærke til regnen, selvom jeg nu er helt gennemblødt. Jeg mærker bare mine tårer der blander sig med regnen på mine kinder. Da det for alvor gik op for mig at det hele virkelig skete, at Minho virkelig har slået op, begyndte tårerne at trille og de er nu umulige at stoppe.

Jeg stopper op ser op mod himlen. ”Hvorfor hader du mig?” hvisker jeg henvendt til Gud, selvom jeg ikke regner med at få et svar, ”han elsker mig virkelig ikke. Selvfølgelig elsker han mig ikke, jeg har altid vidst at jeg ikke var god nok til ham. Men det gør stadig ondt at høre ham sige det højt.”

Jeg hulker og synker sammen på fortovet mens jeg gemmer mit ansigt i hænderne. Jeg kan huske dengang jeg hørte folk tale om smerten ved et knust hjerte. At det nærmest er en fysisk smerte som om selve organet faktisk bliver knust. Dengang havde jeg leet og sagt at det er urealistisk og fjollet. Men hvis det virkelig er det, hvad er så den smerte jeg føler bag mine ribben? Det føles virkelig som om mit hjerte bliver flækket midt over og derefter eksploderer i en million små stykker der stiger op til mine øjne og bliver til tårer der triller lydløst ned ad mine kinder.

Så måske har de mennesker alligevel ret angående smerten. Bortset fra at det ikke føles som de havde fortalt. Det er værre. Jeg kan næsten se min verden falde fra hinanden og styrte i gruset for mine fødder. Jeg kan næsten mærke mit liv smuldre og sive gennem mine fingre som sand. Hele meningen med mit liv har sagt han ikke elsker mig længere og han sagde det med et udtryksløst blik. Han viste virkelig ikke det mindste tegn på at han elsker mig. Minho har forladt mig og hvis han er væk, hvad har jeg så at leve for?

Pludselig hører jeg lyden af en bil der kører ind til kantstenen og holder i tomgang. Jeg har ikke kræfter til at løfte hovedet og se hvem det er, men da jeg hører vedkommendes stemme behøver jeg heller ikke se op.

”Shin Hye er du okay?!” spørger Eunhyuks skræmte stemme og jeg mærker en rystende hånd på min skulder. Jeg vil gerne se op på ham, men jeg kan bare ikke. Jeg har allermest lyst til bare at forsvinde og aldrig komme tilbage.

”Shin Hye hvad er der sket?” spørger Eunhyuk og da jeg stadig ikke reagerer løfter han mit hoved op. Han lægger blidt sine hænder på mine kinder og ser undersøgende på mit ansigt. Han tørrer mine tårer væk med tommelfingrene, men de bliver hurtigt erstattet af nye.

”Fortæl mig hvad der er sket Shin Hye. Du ser helt knust ud.”

Jeg ser på ham, men han er sløret på grund af mine tårer. Jeg prøver at fokusere på hans ansigt og siger: ”Han er væk.”

Eunhyuk ser uforstående på mig og spørger hvem der er væk. ”Han er væk. Kommer aldrig tilbage. Har forladt mig,” mumler jeg og hulker. Eunhyuk ser undrende på mig og jeg hvisker: ”Minho..”

Eunhyuk spærrer øjnene op. ”Har Minho forladt dig?”

At høre ham sige ordene højt får mig til at krympe mig. Det gør ondt at høre en anden sige det og det føles som en kniv i hjertet. Jeg klynker og prøver at se væk, men Eunhyuk holder mit ansigt fast.

”Shin Hye, har Minho forladt dig?” spørger han og jeg nikker svagt mens jeg prøver at kvæle et hulk. Eunhyuk trækker mig forsigtigt ind til sig og lægger mit hoved ved hans skulder. Hans jakke er gennemblødt af regnen, men jeg mærker alligevel en varme fra hans kærlighed og omsorg for mig. Jeg føler mig ikke længere så kold og alene. Men jeg ved at i det sekund Eunhyuk forsvinder fra min side, vil jeg igen føle mig forladt og kold. Den flamme Minho fik til at brænde i mit hjerte er gået ud og kulden er næsten ikke til at bære. Det er kun Eunhyuks varme der afholder mig fra at bryde helt sammen.

  Vi sidder sådan i nogle minutter indtil Eunhyuk skubber mig lidt ud fra sig. ”Vi må hellere få dig hjem så du kan få noget tørt tøj på. En forkølelse er vist det sidste du har brug for,” siger han og jeg nikker. Han rejser sig op og da jeg prøver at gøre det samme giver mine ben efter. De vil ikke bære mig. Eunhyuk ser meget bekymret på mig og jeg får dårlig samvittighed over at gøre ham så urolig.

Han lægger en arm under mine knæhaser og den anden lægger han om min ryg. Så løfter han mig op og bærer mig hen til bilen. Han sætter mig ind på passagersædet og sætter sig så ind bag rattet. Han rækker om til bagsædet hvor han har skiftetøj til at ligge.

”Tør dit ansigt og hår med den her,” siger han og rækker en T-shirt til mig. Jeg begynder at tørre mit hår mens Eunhyuk sætter kursen mod mit hus.

 

Da vi er nået frem, bærer Eunhyuk mig fra bilen og op til hoveddøren. Han sætter mig ned og siger at han hellere må tage af sted. Men da han vender sig for at gå griber jeg fat i hans hånd. Han ser uforstående på mig og jeg ser bedende på ham.

”Du må ikke gå oppa. Jeg har ikke lyst til at være alene,” hvisker jeg desperat og klynger mig til hans hånd, som gjaldt det mit liv. Hvilket det måske også gør, for jeg ved ikke hvad jeg kan finde på hvis jeg bliver overladt til mig selv.

Eunhyuk giver min hånd et blidt klem og spørger: ”Hvad med din appa?”

”Da jeg ringede og sagde jeg kom senere hjem, gik han ind til byen for at finde noget at spise. Han kommer i hvert fald ikke hjem før regnen stopper,” svarer jeg og Eunhyuk virker lettet. ”Godt. Jeg har nemlig ikke lyst til at møde ham sådan her,” siger han og smiler skævt.

Han hjælper mig ind på mit værelse og jeg finder noget tøj frem til mig selv. Jeg ser på Eunhyuks våde tøj og sender ham så ind på Shin Woo oppas gamle værelse hvor noget af hans gamle tøj stadig ligger. Han og Eunhyuk bruger samme størrelse så han kan sagtens passe det.

  Da vi begge har fået skiftet spørger jeg Eunhyuk hvad han har lyst til at spise. Han ser bekymret på mig og spørger: ”Tror du at du er i stand til at lave mad?”

”Hvorfor skulle jeg ikke være det?”

”Du burde være et nervevrag lige nu. Du burde græde dine øjne ud mens du råber og skriger om hvor uretfærdigt livet er og hvor stor en idiot Minho er.”

Da Eunhyuk nævner Minhos navn krymper jeg mig. ”Se, du kan ikke engang tåle at høre hans navn. Hvorfor er du så rolig og fattet? Det er unaturligt.”

Jeg tager en dyb indånding og ser væk. ”Det er kun udenpå at jeg er rolig og fattet. Indeni er jeg ét stort kaos. Det er som om en tornado raser gennem min krop og destruerer alt på sin vej,” siger jeg og skæver til Eunhyuk, ”men så længe du er her kan jeg holde sammen på mig selv. Hvis du ikke var dukket op havde jeg stadig siddet på fortovet og grædt. Men når du er ved min side kan jeg tænke klart nok til at vide, at det intet hjælper. Lige meget hvor meget jeg græder og lige meget hvor meget jeg venter, så kommer han ikke tilbage. Så jeg kan lige så godt beskæftige mig selv så jeg ikke tænker for meget over at han er væk.”

Eunhyuk ser omsorgsfuldt på mig og stryger mig blidt over håret. ”Jeg skal nok blive her så længe du har brug for,” siger han og smiler opmuntrende til mig, ”og hvad maden angår så vil jeg gerne have kimchi jjigae.”

”Fint nok. Det tager også lang tid at lave. Men du får altså kun ris til for jeg gider ikke lave en hel masse ekstra retter.”

”Ris er også fint,” siger Eunhyuk og jeg går ud i køkkenet for at gå i gang.

  Da det er færdigt, sætter Eunhyuk og jeg os ind til spisebordet. Eunhyuk har hentet de færdigkogte ris til os så vi kan gå i gang med at spise.

Vi spiser i stilhed hvilket desværre giver mig lejlighed til at tænke og det er direkte farligt for mig lige nu. Jeg var for beskæftiget til at tænke mens jeg lavede mad, både fordi jeg selvfølgelig lavede maden, men også fordi jeg fjollede rundt med Eunhyuk. Selvom jeg endnu ikke har sluppet tanken om Minho så kan jeg skubbe den lidt til side med Eunhyuks hjælp. Så gør det ikke helt så ondt.

Jeg ser ikke frem til når jeg skal sove. At ligge alene i mørket i komplet stilhed så tankerne får frit løb. Jeg kommer til at græde mig selv i søvn, hvis jeg da overhovedet får sovet.

Jeg er ikke klar til at slippe mine tanker løs endnu, så jeg bliver nødt til at aflede dem.

”Har du hørt at jeg er blevet tilbudt en pladekontrakt?” spørger jeg og Eunhyuk er ved at blive kvalt af de ris han har i munden. ”NE?!” spørger han efter han har fået en slurk vand og er kommet uden for livsfare. ”En talentspejder fra LOEN ENTERTAINMENT har tilbudt mig en pladekontrakt. Hvis jeg siger ja bliver han min manager og der ligger allerede arbejde klar til mig,” siger jeg og propper ris i munden. ”Shin Hye det er da fantastisk! Du har da skrevet under på kontrakten ikke?” siger han og jeg ryster på hovedet, ”hvorfor ikke? Det er da en fantastisk mulighed!”

”Hvis jeg skriver under så skal jeg flytte til Californien.”

”Californien? Altså USA?”

Jeg nikker og han sænker langsomt hovedet. ”Du sagde nej på grund af.. ham. Ikke?”

Eunhyuk vil ikke engang nævne Minhos navn mere fordi han ved det stikker mig i hjertet hver gang. Jeg tøver lidt, men nikker så. ”Men nu hvor i.. ikke er sammen mere,” han prøver at sige det skånsomt, men det gør stadig ondt, ”så er der vel ikke noget der holder dig tilbage. Jeg synes du skal tage af sted. På den måde får du den distraktion du har brug for. Du får travlt med en masse projekter så du får slet ikke tid til at tænke på ham og før du ved af det så er du kommet videre. Det her kan helt sikkert hjælpe dig med at komme videre.”

Jeg ser ned i bordet og overvejer det han lige sagde. Han har jo egentlig ret. Jeg får så travlt efter jeg har skrevet kontrakt at jeg ikke har overskud til at tænke på andre ting. Det vil holde mig og mine tanker beskæftiget. Desuden tror jeg også det er bedst at komme i gang med noget inden der er gået alt for lang tid. For hvis jeg først lader mig selv bryde sammen så bliver det svært at komme på benene igen. Jeg vil gerne nå at redde mig selv inden jeg knækker. Det her er måske lige det jeg har brug for til at klare mig igennem den sværeste tid. Det eneste problem bliver at jeg ikke har nogen af mine venner ved min side til de allerværste øjeblikke. De øjeblikke hvor det hele bliver så uudholdeligt at jeg føler jeg skal dø. Når jeg har det sådan står jeg alene. Det kunne være rart hvis jeg kunne tage, Onew oppa, Eunhyuk oppa eller Taemin med. Ja faktisk hele SHINee ville jeg tage med hvis jeg kunne. Men det kan jeg ikke. Jeg må klare mig selv hvis jeg tager af sted.

Nætterne bliver de sværeste, det er jeg slet ikke i tvivl om. Men det bliver de jo også herhjemme. Jeg kan jo ikke bede Eunhyuk om at sove sammen med mig, så jeg vil være alene. Jeg må bare kæmpe mig igennem det og håbe at jeg kommer levende ud på den anden side.

Jeg ser beslutsomt på Eunhyuk og siger: ”Jeg gør det.”

”Vil du tage til Californien?”

Jeg nikker stålfast og Eunhyuk ser bekymret på mig. ”Men du må nok hellere vente et par dage. Det tror jeg er bedst.”

”Nej jeg ringer til ham i dag så jeg kan få skrevet kontrakt hurtigst muligt,” siger jeg bestemt og Eunhyuk ser uroligt på mig, ”hvis jeg venter for længe så får jeg det aldrig gjort. Jeg må i gang hurtigst muligt.”

Eunhyuk siger mig ikke i mod, men jeg kan se på ham at han vil foretrække at jeg venter lidt. Måske fordi han ikke ønsker at se mig rejse og derfor vil beholde mig her i Korea så længe som muligt, inden jeg tager af sted. Jeg vil selvfølgelig også komme til at savne ham, ligesom jeg kommer til at savne drengene fra SHINee. Men jeg kan jo altid ringe og vi kan besøge hinanden. Selvom det bliver hårdt så er jeg ikke i tvivl om at det er den rigtige beslutning. Jeg bliver nødt til at tage til Californien.

 

 

Jeg sidder sammen med SHINee, i deres bil, på vej til lufthavnen. De er taget med for at sige farvel til mig inden jeg tager til Californien. Jeg ringede til Han Kyul efter Eunhyuk var taget af sted og han kom så hjem til mig dagen efter så jeg kunne skrive under på kontrakten. Da Han Kyul kom, var appa hjemme så jeg på den måde også kunne fortælle ham at jeg skulle til Californien for at blive sanger. Han tog det faktisk overraskende pænt. Han blev selvfølgelig chokeret og spurgte hvad der er galt med gayageum. Men han accepterede min beslutning, især efter jeg fortalte at jeg kunne huske ulykken og det umma havde sagt til mig. Så han lod mig tage af sted og opmuntrede mig endda til at blive en god sanger, hvilket er mere end jeg havde forventet.

  Da vi er nået frem til lufthavnen går vi alle inden for. Drengene har taget hatte og solbriller på for at prøve at skjule hvem de er. Heldigvis er de fleste optaget af at nå deres fly så ingen lægger mærke til dem. Der er jo heller ingen der ved de ville komme her, siden det ikke er dem der skal med et fly.

  Der er kun tyve minutter til jeg skal gå ombord på flyet så efter jeg har afleveret min bagage går vi hen til det sted hvor de tjekker billetter. Jeg vender mig mod drengene, der alle har taget deres solbriller af, og kan se at Jonghyun og Key allerede har tårer i øjnene.

”Ya! I skal ikke græde! Ellers begynder jeg også,” siger jeg og mærker en prikken i øjnene. ”Noona du må ikke tage af sted!” udbryder Taemin og slår armene om mig. Han trykker sig ind til mig og gemmer sit ansigt ved min skulder. Jeg klukker og stryger ham blidt over håret. ”Det er jo ikke farvel for altid Minnie. Vi besøger hinanden og jeg ringer også en gang imellem. Vi ses igen.”

”Men når du er rejst hvem skal så lave kimchi til mig? Hvem skal jeg holde i hånden og hvem skal stryge mig over håret? ” spørger han og jeg kan ikke lade være med at smile. Jeg skubber ham lidt ud fra mig så jeg kan se hans ansigt. ”Det er da det du har dine hyungs til,” siger jeg og stryger hans tårer væk.

”Det er ikke det samme og det ved du også godt,” siger han surmulende. Jeg ler og kysser ham på panden. ”Du må bare nøjes.”

Så træder Taemin nogle skridt tilbage så Jonghyun kan tage hans plads. Han spreder armene ud og jeg træder ind i hans favn. ”Du må love at du passer på dig selv,” hvisker han til mig, ”ikke noget med at gå med fremmede, skumle typer, eller tro på alt hvad folk fortæller dig. Det er en hård branche så du må være stærk, forstår du det?”

Jeg nikker og Jonghyun strammer grebet om mig lidt. ”Bliv en kendt sanger og skuespiller og gør oppa stolt. Lover du det?”

”Det lover jeg,” siger jeg og Jonghyun giver slip på mig. ”Hwaiting,” siger han inden han stiller sig hen ved siden af Taemin, som rækker ham et lommetørklæde.

Så træder Key stortudende frem mod mig og slår armene om mig. ”Jeg kommer sådan til at savne dig Shin Hye!” hulker han mens han trykker mig ind til sig, ”skolen bliver bare ikke det samme uden dig. Og hvem skal nu hjælpe mig i koreansk timen?”

Jeg fniser og siger: ”Du klarer dig helt fint uden min hjælp Key. Ingen grund til bekymring.”

Han trækker sig lidt væk fra mig og spørger: ”Er du sikker?”

Jeg smiler og tørrer tårerne af hans kinder. ”Helt sikker,” siger jeg og han gengælder mit smil. Til sidst er det Onews tur til at sige farvel. Han lægger armene om mig og hviler sin kind mod mit hoved.

”Du vil blive lykkelig igen Shin Hye,” hvisker han til mig og stryger mig blidt over ryggen. ”Det føles ikke sådan,” mumler jeg med tårerne løbende ned ad kinderne. Onew har altid været den der forstår mig bedst. Han ved at selvom jeg ikke viser det, så er jeg meget ulykkelig. Han har altid kunnet læse mig som en åben bog. Hvilket jeg er taknemlig for, selvom det også kan være træls nogle gange.

”Bare giv det tid,” hvisker han og trækker sig lidt tilbage så han kan se mit ansigt, ”jeg vil altid være der for dig hvis du har brug for mig. Du skal bare sige til.”

Jeg nikker og smiler taknemligt til ham. Han tager mit ansigt i sine hænder og kysser blidt min pande. Så kommer de tre andre hen til os og giver mig et gruppekram.

”Meget rørende scene. Som taget ud af en drama,” lyder en stemme og drengene trækker sig væk fra mig. Jeg smiler stort. ”Jeg var bange for at du ikke ville komme,” siger jeg da Eunhyuk kommer hen til mig. ”Jeg kan da ikke lade min yndlingspige tage af sted uden at sige farvel,” siger han og gengælder mit smil. Han tager mig i sin favn og jeg lægger min kind mod hans skulder. Han lægger den ene hånd på mit baghoved og stryger mig blidt over håret.

”Jeg kommer virkelig til at savne dig oppa,” hulker jeg og knuger hans T-shirt i min ene hånd. ”Jeg er kun et telefonopkald væk,” forsikrer han mig og jeg nikker. Så trækker vi os væk fra hinanden og jeg smiler til ham gennem mine tårer.

Selvom jeg er rigtig glad for at Eunhyuk kom for at sige farvel, ville jeg ønske at en anden person også ville komme. Jeg har kun ventet på ham mens jeg sagde farvel til de andre. Men nu hvor jeg skal af sted om få minutter er det ved at gå op for mig at Minho ikke dukker op. Han har ikke lyst til at se mig. Det havde jeg heller ikke forventet, men jeg havde håbet han ville komme.

  Jeg vender mig mod Onew og går han til ham.

”Onew oppa, vil du gøre mig en tjeneste?” spørger jeg og han nikker uden tøven. Han vil gøre hvad som helst for mig. Jeg stikker hånden ned i lommen og tager et sort plekter op. Jeg rækker det frem mod ham og han tager forvirret imod det.

”Siden den dag Minho reddede mig, på stranden, har jeg husket mere og mere af min fortid. For nogle dage siden huskede jeg at min umma gav mig det her plekter i fødselsdagsgave. Det er mit første plekter og jeg har brugt det rigtig meget. Jeg brugte det første gang jeg spillede på en guitar og har kun brugt det, når jeg har spillet på min nuværende guitar,” siger jeg og lukker hans fingre om plekteret, ”jeg vil gerne have at du giver det til Minho.”

Onew ser chokeret på mig og jeg smiler trist. ”Selvom han ikke elsker mig mere så elsker jeg altså stadig ham. Det vil jeg gerne have at han skal vide. Så giv det til ham og sig at han skal passe godt på det indtil næste gang vi ses.”

Onew nikker og jeg takker ham.

Pludselig bliver der sagt, over højtalerne, at det er tid til at stige på flyet til L.A.

Jeg ser rundt på alle fem drenge og tager en dyb indånding. ”Så er det vel farvel,” siger jeg og ser så på Eunhyuk, ”du lover at ringe ikke?”

Eunhyuk smiler skævt og siger: ”Jo jo, jeg ringer, du ringer og vi besøger hinanden lige indtil vi bliver dødtrætte af hinanden.”

”Som om den dag nogensinde kommer,” siger jeg og vender mig så mod de andre, ”det gælder også jer. I skal love at ringe.”

De nikker alle fire og jeg tager endnu en indånding. Så samler jeg min håndbagage op og vinker til dem inden jeg går hen og viser min billet. Vagten lukker mig forbi, men inden jeg går ind ser jeg mig tilbage. Jeg ser en sidste gang efter Minho. Jeg havde håbet at han ville komme løbende og sige at jeg ikke må tage af sted. Men jeg kan stadig ikke se ham nogen steder.

Jeg sukker dybt og stiger så ombord på flyet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...