Hello to Myself {SHINee}

Kang Shin Hye er en koreansk pige på 19 år som går på musikskole i Seoul. Shin Hyes liv har været normalt indtil den dag et K-pop band begynder på skolen. De fem drenge fra SHINee vender op og ned på hendes liv lige fra den dag de ankommer. Onew ser straks Shin Hye som sin lillesøster og Minho fanger hendes hjerte. Men det er ikke let at være venner med idoler. Og slet ikke at være forelsket i et.

39Likes
81Kommentarer
7814Visninger
AA

11. Kapitel 10

Om fredagen i frokostpausen sidder jeg sammen med SHINee i deres rum. Vi sidder og snakker om hvad vi skal lave i weekenden. Pludselig mærker jeg min mobil vibrere. Jeg tager den op ad lommen og ser på displayet. Det er Eunhyuk der ringer til mig. Vi udvekslede numre inden vi skiltes efter showet i onsdags. Men han har ikke taget kontakt til mig før.

Jeg besvarer opkaldet og går lidt væk fra drengene.

”Hej oppa,” siger jeg. ”Hej Shin Hye. Hvad laver du lige nu?”

”Jeg sidder sammen med SHINee.”

”Så Minho er der?” spørger han og jeg svare ja, ”perfekt. Jeg vil nemlig gerne invitere dig på en date og nu hvor han er der kan han få det at vide.”

”Hvilken dag vil du så på date?” spørger jeg lidt højt så jeg er sikker på de andre kan høre det. ”Hvad siger du til i morgen? Jeg har ingen aftaler hele dagen. Hvis du giver mig din adresse kan jeg hente dig og så kører vi ind i byen,” foreslår han og jeg siger straks ja hvorefter jeg giver ham min adresse.

”Så ses vi i morgen,” siger Eunhyuk inden han lægger på. Jeg hviner og hopper glædesstrålende på stedet.

”Hvad sker der Shin Hye?” spørger Onew og jeg ser storsmilende på ham. ”Eunhyuk oppa har inviteret mig på en date i morgen!” hviner jeg og drengene ser overrasket rundt på hinanden. ”Det var da hurtigt,” mumler Jonghyun. ”Det var kærlighed ved første blik! Vi er skabt for hinanden og man kan ikke ignorere skæbnen,” siger jeg drømmende og sætter mig ned, ”han henter mig i morgen eftermiddag og så tager vi ind i byen sammen.”

Jeg skæver diskret til Minho der hænger med hovedet. Det skærer i mit hjerte at se ham trist, men jeg må holde ved. Enten vil han indrømme sine følelser for mig eller også vil han skubbe mig helt væk. Uanset hvad der sker så kan jeg finde ud af hvad jeg skal stille op med mine egne følelser. Håber jeg.

 

Næste dag kommer Eunhyuk og henter mig så vi kan tage ind i byen. Han har taget en ”forklædning” på så hans fans ikke kan genkende ham. Han har taget poset tøj på sammen med en stor hue og solbriller.

”Det er altså blevet efterår så der er ikke længere nogen der går med solbriller,” påpeger jeg mens vi går ned ad gaden. ”Jeg gør,” siger han og jeg trækker på skuldrene, ”hvad har du lyst til at lave?”

”Jeg har altid drømt om at tage i cykelparken på en date. Den ligger i nærheden,” siger jeg og Eunhyuk smiler. ”Du viser vej.”

  Eunhyuk og jeg lejer en cykel vi skal køre på sammen. Cykelparken er lavet til at man bare kan køre rundt på stierne på cykel. Der er ikke særlig mange fodgængere og der kommer overraskende mange par her.

  Vi stopper op da vi ser der er en mand der tager billeder af folk på opfordring.

”Skal vi få taget et billede sammen som minde?” spørger Eunhyuk og jeg nikker entusiastisk. Vi stiger af cyklen og Eunhyuk stiller den op ad et træ. Så plukker han nogle hvide blomster som han tager med. Han går hen og spørger manden om han vil tage et billede af os. Han nikker og Eunhyuk og jeg sætter os på en trappe som er lige bag os.

Eunhyuk sætter en af de hvide blomster i mit hår og smiler stort til mig. Jeg gengælder smilet og sætter en blomst fast under hans hue. Til min overraskelse tager han både sin hue og solbriller af og lægger dem på trappen. Så siger han til manden at vi er klar og lige da manden tager billedet planter Eunhyuk et kys på min kind. Da han trækker sig tilbage ser jeg forvirret på ham, men han smiler bare legesygt til mig.

”Hvad gjorde du det for?” spørger jeg genert og skubber til hans skulder. ”Jeg kunne bare ikke lade være. Du ser så sød ud,” siger han og rejser sig for at tage imod vores billede. Jeg løfter langsomt min hånd og røre på det sted hvor Eunhyuks læber ramte min kind.

Da Eunhyuk kommer tilbage har han ikke bare et billede i hånden, men fem. Han viser mig dem. Det første viser Eunhyuk sætte blomsten i mit hår, det andet viser os der smiler stort til hinanden, det tredje er mig der stikker en blomst ind under Eynhyuks hue, det fjerde er Eunhyuk der tager hat og solbriller af så man tydeligt kan se hvem han er og det sidste viser Eunhyuk der kysser mig på kinden. De her billeder får os virkelig til at ligne et nyforelsket kærestepar.

Jeg smiler stort og spørger om jeg må beholde dem. Han siger at jeg må få alle undtagen det hvor vi smiler til hinanden. Det vil han have. Han rækker mig de fire andre billeder og jeg knuger dem ind til mig som var de det dyrebareste jeg ejede.

 

Da vi en halv time senere har afleveret cyklen igen spørger Eunhyuk: ”Hvor skal vi så hen nu?”

”Jeg er blevet sulten af at cykle. Hvad med noget frokost?” foreslår jeg og den er Eunhyuk med på.

Vi finder en porridge restaurant hvor vi bestiller noget mad. Mens vi spiser er der nogen rundt omkring i restauranten der kigger på os. ”Tror du at de kan genkende dig?” hvisker jeg til ham og han ryster på hovedet. ”Umuligt.”

Men jeg tror at de genkender ham.

Han har taget solbrillerne af som før dækkede for hans ansigt. Eunhyuks ansigt er ret specielt og nemt at genkende. Jeg tror at folk herinde ved hvem han er.

”Bare opfør dig normalt. Hvis du opfører dig mistænksomt har de bare mere grund til at tro der foregår noget,” siger han og jeg nikker.

Eunhyuk får hurtigt tømt sin skål og læner sig tilbage på stolen. ”Det trængte jeg til,” sukker han tilfreds og smiler. Han strækker sig og ser sig over skulderen. Pludselig stivner han og ser ud til at have fået øje på noget.

Han læner sig frem mod mig og hvisker: ”Jeg tror vores plan er lykkes.”

”Hvad mener du?” hvisker jeg tilbage og Eunhyuk peger diskret på noget bag sig. Jeg ser over hans skulder på en person hvis ansigt er helt skjult bag en avis. ”Hvad med ham?” spørger jeg uforstående. ”Det er Minho.”

”NE?!” udbryder jeg og ser igen på personen med avisen. Eunhyuk tysser på mig og tager fat om min kæbe. Han vender mit ansigt mod sit så jeg er tvunget til at se på ham. ”Vi må ikke vise at vi ved det. Jeg er ret sikker på at det er ham, men vi må hellere være sikre.”

”Hvordan kan vi finde ud af om det virkelig er ham?”

Eunhyuk tænker sig om et øjeblik og siger så: ”Hvis han går samtidig som os og følger efter os, ved vi med sikkerhed at det er ham.”

Jeg nikker og Eunhyuk giver slip på mit ansigt. Vi rejser os begge to op og tager vores jakker på. Jeg skæver til personen med avisen som kiggede hen på os, men skynder sig at gemme sig bag avisen igen. Jeg smiler skævt og Eunhyuk betaler for vores mad hvorefter vi forlader restauranten.

Vi træder ud på gaden og gennem vinduet til restauranten kan vi se at personen også er på vej ud. Eunhyuk og jeg smiler indforstået til hinanden. Nu ved vi at det er ham.

Mens vi går ned ad gaden hører vi døren til restauranten åbne og lukke.

”Følger han efter os?” spørger jeg Eunhyuk og han nikker, ”hvad gør vi så nu?”

”Vi driller ham lidt,” svarer han og lader sin hånd følge min arm ned til min hånd. Han fletter sine fingre ind i mine og da jeg ser overrasket på ham blinker han til mig. Han læner sig frem og kysser mig blidt på panden. Jeg mærker at jeg bliver varm i ansigtet og ser genert væk.

Det er svært at fatte at det her virkelig sker. Jeg er på en date med Eunhyuk og lige nu holder vi hinanden i hånden. Og han har også kysset mig to gange allerede. Det er lige før selv jeg begynder at tro at han kan lide mig. Selvom det selvfølgelig er umuligt.

”Jeg må nok hellere køre dig hjem nu. Minho har set det han skal se,” siger Eunhyuk og jeg nikker.

 

Jeg sidder på min seng og ser på billederne fra i går. Jeg hyggede mig virkelig med Eunhyuk på vores date. Det er sådan jeg altid har forestillet mig en perfekt date. Og den var perfekt. Men jeg kan ikke lade være med at undre mig over hvad Eunhyuk tænkte under alt det her. De smil han sendte mig og de blik han så på mig med. Han må være en rigtig god skuespiller siden han selv kan få mig til at tro han kan lide mig. For Eunhyuk kan ikke få følelser for mig. Slet ikke på så kort tid. Han var bare så sød ved mig.

Men selvom daten med Eunhyuk var perfekt tænkte jeg hele tiden på Minho. Og selvom jeg ikke vil sige det højt eller fortælle det til nogen, så ville jeg ønske at det var Minho jeg var taget på date med.

Jeg gemmer mit ansigt i hænderne og sukker dybt. Jeg har brug for at tænke på noget andet. Basketball banen skal endnu engang blive min flugt fra virkeligheden.

 

Da jeg når frem til skolen sætter jeg kursen mod omklædningsrummene. Men på vejen hører jeg lyde ovre fra basketball banen. Jeg rynker panden og går derhen. Jeg gisper da jeg ser Minho drible rundt på banen. Han ser virkelig udmattet ud og han sveder rigtig meget. Han har tydeligvis været i gang i lang tid.

Han har ikke opdaget mig endnu fordi han er så optaget af at spille. Jeg rynker panden mens jeg ser ham spille. Han kan slet ikke ramme kurven og det ligner ham overhovedet ikke. Jeg ved jo hvor god han er til basketball. Men han rammer ved siden af kurven hver gang og han giver op til flere udbrud af frustration. Det skærer i mit hjerte at se ham sådan. Jeg er nødt til at hjælpe ham.

Jeg løber ned i omklædningsrummet hvor jeg finder nogle håndklæder. Jeg tager også den vandflaske jeg har i mit skab og fylder den med frisk vand. Så løber jeg tilbage til basketball banen.

Da jeg når frem, når jeg lige at se ham kollapse på banen. Jeg skynder mig hen til ham.

”Hvad fanden har du gang i?” spørger jeg og han ser op på mig. Han spærrer øjnene op da han ser hvem det er. ”Shin Hye?” hvisker han og hiver efter vejret. Jeg sætter mig ned over for ham og begynder at tørre hans ansigt med det ene håndklæde.

”Du skal ikke overbelaste dig selv på den her måde,” siger jeg og rækker ham vandflasken. Han tager tøvende i mod den og ser indgående på mig. ”Hvad laver du her?” spørger han. ”Jeg kom for selv at spille basket.”

Jeg opfordrer ham til at drikke noget vand, men han bliver bare ved med at se på mig.

”Hvad er der?” spørger jeg til sidst irriteret. ”Shin Hye. Kan du virkelig godt lide Eunhyuk?”

Hans spørgsmål kommer bag på mig og jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg ser bare tøvende på ham og bider mig selv i læben.

”Du ved da at jeg har været fan af ham i lang tid,” mumler jeg til sidst.

”Det er ikke det jeg mener,” siger Minho mens han ser mig alvorligt i øjnene, ”jeg mener om du kan lide ham. Virkelig lide.”

Jeg mærker en knude i maven og jeg ser væk. ”Selvfølgelig kan jeg lide ham. Han er perfekt for mig.”

Minho sukker dybt og jeg skæver til ham. Han har sænket hovedet og hans skuldre hænger. ”Så passede det hvad du sagde. Du har virkelig mistet følelserne for mig,” siger han og sukker igen.

Han løfter langsomt hovedet og ser forpint på mig. Han rækker ud efter mine hænder og holder godt fat om dem. ”Shin Hye. Vil du høre mit største ønske?” spørger han og jeg lægger hovedet på skrå. ”Øh.. ja,” siger jeg efter nogle sekunders tøven. Han ser mig i øjnene og holder mit blik fast. ”Mit største ønske er.. at du kan lide mig igen.”

Jeg spærrer øjnene op og glemmer helt hvordan man trækker vejret.

Jeg rømmer mig og trækker akavet mine hænder ud af Minhos greb. Så lægger jeg det andet håndklæde på Minhos hoved. Jeg begynder at tørre hans hår mens jeg siger: ”Hvorfor ønsker du det?”

Minho tager fat om mine håndled og sænker mine hænder. Han fjerner håndklædet fra sit hoved og ser mig forpint ind i øjnene.

”Fordi det er gået op for mig hvor meget du betyder for mig. Men jeg er bange for at det er for sent,” siger han og jeg får en klump i halsen. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige eller gøre. Har Minho lige indrømmet sine følelser for mig?

Minho slipper mine hænder og tager i stedet blidt fat om mit ansigt. Jeg ser nervøst på ham og han holder mit blik fast. ”Jeg har aldrig været jaloux før jeg mødte dig. Det er værre end jeg nogensinde kunne have forestillet mig. Alle de fysiske skader jeg nogensinde har haft kan ikke måle sig med den smerte jeg følte i mit hjerte da jeg så dig med Eunhyuk,” siger han og selvom jeg gerne vil se væk så kan jeg ikke, ”jeg troede ikke at noget i den her verden kunne skade mig på den måde. Men når jeg ser dig med Eunhyuk på den måde gør det ondt langt ind i min sjæl.”

Jeg mærker mine øjne blive våde og kan se at det samme er ved at ske for Minho. ”Er det for sent for mig?” spørger Minho halvkvalt mens en tåre triller ned ad hans kind.

Jeg synker højlydt inden jeg siger: ”Det er aldrig for sent.”

Jeg rækker min ene hånd ud og stryger mine fingre blidt over hans kind. Han læner sit ansigt ind mod min hånd.

”Jeg har hele tiden kun haft øje for dig. Det kan ingen ændre på. Ikke engang Eunhyuk,” siger jeg og Minho spærrer øjnene op. ”Men hvad så med jeres date?” spørger han forvirret og jeg smiler skævt.

”Selvom jeg har elsket Eunhyuk i de sidste seks år så er den kærlighed ikke ægte. Det er kun en fans kærlighed til sit idol. Jeg vil til hver en tid vælge dig over ham,” siger jeg og lader min hånd synke ned i mit skød, ”grunden til at jeg tog på en date med ham var for at glemme dig.”

Det er ikke helt sandt, men faktisk heller ikke helt løgn. Hvis det skulle ske at Minho ville opgive mig helt havde jeg håbet Eunhyuk kunne hjælpe mig med at glemme ham. Selvom jeg tvivler på det ville ske. Minho er kommet for at blive.

”Men du sagde op til flere gange at du havde opgivet dine følelser for mig,” siger Minho og han forstår slet ikke hvad der sker. Det var nok ikke det her han havde forventet ville ske.

”Jeg er overrasket over du troede på mig. Mine følelser for dig forsvandt aldrig. De blev kun stærkere for hver dag der gik. Jeg kunne ikke opgive dig lige meget hvor meget jeg gerne ville. Det har hele tiden været dig jeg ville have og sådan vil det sikkert altid være.”

Minho bider sig i læben og jeg tager fat i hans hænder der stadig holder om mit ansigt. Jeg fjerner dem fra mine kinder og læner mig langsomt frem mod ham. Jeg lægger blidt min pande mod hans og lukker mine øjne. ”Jeg holdt hele tiden mine følelser for dig skjult og kæmpede i mod dem fordi jeg vidste du aldrig ville gengælde dem,” hvisker jeg og Minho giver mine hænder et blidt klem. ”Jeg har hele tiden gengældt dine følelser,” hvisker han tilbage og jeg spærrer øjnene op. Jeg læner mig lidt tilbage og ser uforstående på ham.

”Siden det øjeblik jeg så dig spille basketball blev jeg fascineret af dig. Der var bare noget ved dig som fangede mit blik. Jeg kunne ikke benægte at du var anderledes. Jeg ville gerne lære mere om dig. Derfor lavede jeg det væddemål med dig. På den måde kunne jeg komme tættere på dig og lære mere om dig.

Men med tiden blev min fascination af dig til en forelskelse. Jeg lagde ikke mærke til det i starten, men når jeg tænker tilbage på det var det tydeligt,” siger han og smiler skævt, ”da det gik op for mig at jeg var ved at udvikle følelser for dig, blev jeg faktisk bange for dig. Jeg prøvede at skubbe dig væk, men det gik ikke som planlagt. Jo længere jeg prøvede at skubbe dig væk jo tættere fik jeg lyst til at være på dig. 

Nogle gange gav jeg også efter for mine følelser, hvilket jeg senere skammede mig over. Jeg kunne slet ikke forstå hvad du gjorde ved mig og jeg ville bare have det til at gå væk. Men da jeg så dig med Eunhyuk gik det op for mig at jeg aldrig kan skubbe dig væk når det jeg har allermest lyst til er at holde dig tæt og aldrig give slip. Derfor besluttede jeg mig for ikke at kæmpe i mod længere. Jeg overgav mig til dig og håbede bare at du kunne give mig en ny chance.”

Jeg ser længe på ham uden at sige noget. Han har lige indrømmet sine følelser for mig og håber at få en ny chance. Selvom det er det her jeg har ventet på ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. Kan jeg stole på at Minhos følelser virkelig er så stærke som han påstår? At de ikke vil forsvinde alt for hurtigt så jeg bliver skuffet. Det ville knuse mig fuldstændig.

Minho rækker ud og stryger mig over håret. Jeg møder hans blide blik og han siger: ”Giv mig i det mindste en chance for at bevise mine følelser for dig. Tag på en date med mig og så kan du tænke over hvad du vil bagefter. Bare giv det endnu en chance.”

Jeg overvejer det og nikker så. Minho smiler stort og trækker mig tæt ind til sig. Jeg stivner overrasket over den pludselige bevægelse. Mens til sidst lægger jeg også mine arme om ham og putter mig ind til ham. Hans duft og nærhed får mit hjerte og min sjæl til at føle sig hel. Jeg føler mig i balance og har slet ikke lyst til nogensinde at give slip på Minho igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...