Det Sorte Hul

Jorden bliver snart opslugt af et sort hul, der er kun få mennesker tilbage på jorden. Hvordan vil de redde menneskeheden? Tiden er knap og inden længe er den løbet ud.....

2Likes
1Kommentarer
1024Visninger
AA

3. Død

To måneder, det lyder ikke af meget, men for mig er det. Jeg skal dø om to måneder, eller før, altså med mindre Dr. Levis ide virker. Om to måneder vil jorden blive opslugt af det sorte hul,  som stort set alle planeter ender i. Jeg har altid håbet på, at kunne få lov til at se solen skinne igen, det er så lang tid siden. Det er fem år siden solen gik ud, og der er næsten ikke noget grønt tilbage, kun det vi selv holder her i huset. Det vi lever af, er det mad i vores forråd, som vi samlede for seks år siden, et år inden solen gik ud. Når jeg tænker over hvordan Dr. Levis sidste forsøg endte, får jeg kuldegysninger, hele fire personer døde. Men jeg stoler på Dr. Levis, han er vores eneste mulighed.

 

De første to uger er gået siden Dr. Levis fremlagde sin ide, og vi har ikke hørt fra ham siden. Vi sidder i tavshed og spiser vores morgenmad, normalt snakker vi en hel del, men ikke den her morgen. I går aftes døde Seb. Han havde været syg i længere tid, men vi troede alle han ville klare den, men nej. Jeg kendte ikke Seb ret godt, jeg mødte ham for første gang, da ham og hans far Klaus kom hertil. Vi har heller ikke set Klaus siden Seb døde, han er inde ved ham, og han vil ikke forlade ham.

 

Det er en svær tid, og alle har lidt tab, Jasmin og jeg har blandt andet mistet vores mor, far og to mindre søskende. De døde af bakterien, og vi flygtede, inden den også fik ram på os. Heldigvis har jeg min gode ven Logan med. Senere på dagen, efter vi har begravet Seb, sætter Logan og jeg os op på taget. Han betragter mig, og spørger så efter lidt tid, om hvad jeg vil gøre hvis det her lykkes. Jeg svarer, at jeg vil tro, jeg bliver hængende her med Jasmin, indtil jeg finder et sted at slå mig ned. Men vi er jo ikke så mange mennesker, så vi bliver nok nød til, at bo tæt sammen, vi må lave vores egen by. Jeg spørger ham hvad han vil, og han fortæller, at han nok også vil blive hængende her, men han vil følge mig derhen, hvor jeg nu tager hen. ”Jeg er bange, Logan” hans hånd glider ind i min, og han trækker mig blidt ind til sig, og holder om mig, fortæller mig, at alt nok skal gå godt. Hvor lang tid vi er der, ved jeg ikke, men det føles som en evighed, en vidunderlig evighed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...