"Dans med mig."

Det tog i alt otte år tilbage i attenhundredetallet, at bygge bygningen der ville blive til Statens Museum for Kunst.
I det tidsrum forsvandt en ung pige der fornyligt var immigreret fra Holland.
En ubetydelighed som ingen dengang tænkte over. Men da den unge Samuel, nu over hundrede år efter, finder et ungt par dansende igennem museets sale midt om natten
- Løftes sløret for en grusom historie.

7Likes
12Kommentarer
1608Visninger
AA

2. Parret.

Hans skridt var højlydte imod det polerede trægulv. Hans nye lædersko knirkede, og det fik ham næsten til at grine, at vide at hvis der var nogen i mørket, så vidste de da i hvert fald at det var tid til at løbe nu. Det var første gang han nogensinde arbejdede om natten. Normalt ville han sidde nede i receptionen i dagtimerne og tage imod folks penge i bytte for en billet til udstillingen. Han havde altid været glad for ikke at skulle arbejde i mørket ligesom de – ifølge ham – stakkels vagter. Men nu gik han altså rundt på første sal med en lommelygte i hånden og sprang tilbage hver eneste gang lyskeglen afslørede et billede af en lille pige med stikkende øjne, som han allerede havde passeret gentagende gange i løbet af aftenen. Samuel var ellers ikke bange af sig, men det mørke museum fik den ellers så modige nittenårige unge mand til at krympe sig.

Han var den eneste vagt til stede på første sal, og efter at have gået en runde mere omkring den franske kunst smuttede han igennem en lille passage og ind i salene med de nordiske malerier. Og det var dér han hørte musikken. De heftige toner spillet på en violin med kraftige strøg. Toner der dannede en let og livlig melodi, men samtidig virkede bedrøvende – som om de fortalte en historie. Hans grå øjne søgte febrilsk igennem mørket; desperat efter at finde en udvej. Men han vidste godt selv at det ikke var det han ville gøre i sidste ende – skrige som en lille pige og tage benene på nakken altså. Hvis han ville have sin løn, måtte han gå imod musikken i stedet for væk fra den. Og det var hvad han gjorde.

Musikken lød tydelig igennem de mørke sale. På væggene hang attenhundredetallets største hollandske kunstværker, hvor flere af dem var historisk ukorrekte billeder af Jesus. Samuel havde altid fundet historien bag korsfæstelsen uhyrer interessant, også selvom han var ateist. På de hollandske billeder var ’guds søn’ nem at kende, på grund af hullerne i hans hænder og fødder som indikerede hans tidligere død. Men egentligt var det slet ikke sådan man blev hængt på korset, vidste Samuel. Hvis man hamrede sømmene ind i folks håndflader ville de kunne falde ud igen – derfor var de altid sat i håndleddet, og det samme gjaldt for fødder og ankler. Han kunne vel næppe kalde det for en ’amatørfejl’ det som malerne havde lavet, men det var alligevel til at grine over. Samuel gik langsomt forbi et nyt maleri og rundede kort et hjørne. Fra hvor han stod, kunne han nu se hen til enden af salen, hvor en døråbning ledte ind til det næste rum. Han begyndte at gå hen imod den anden sal, hvor musikken gradvist blev højere i takt med hans skridt. Lyset var tændt i den store hal, hvor de vigtigste nordiske malerier fra sekstenhundredetallet prydede væggene med et dystert mørke. Samuel stod helt stille i døråbningen og så til imens en ung mand og kvinde dansede henover gulvene i noget der lignede forældet formelt tøj. Pigens lyse slangekrøller var sat op i to rottehaler der nåede hende helt ned til livet, mens hendes smukke blide ansigt så ud som var det bidt af kulde.

Hendes øjne forlod aldrig den unge mands, men da Samuel kneb øjnene sammen og fokuserede på dem, var frygten tydelig at se i hele hendes udtryk. Men han nåede ikke at tænke mere over det, før violinmusikken stoppede og dansen tilsyneladende var ovre. Han ville råbe efter dem, nu hvor violinerne ikke var der til at overdøve hans stemme længere – men med ét var parret væk, og lyset i salen igen slukket. Han var alene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...