Min storebror - min bedsteven

Jeg løb alt hvad jeg kunne. Væk fra alting. Bare væk. Bladende skubbede langsomt til hinanden og de fløj rundt. Træerne rystede og buskende larmede. Græsset var vådt efter natten. Gid alt kunne blive som før, men det sker aldrig. Jeg forbander den dag politiet tog min bedsteven fra mig.

3Likes
2Kommentarer
682Visninger
AA

2. Drømmen

Jeg gik igennem skoven med de visne blade, roserne og træerne der stadig blæste og rystede. Jeg mærkede stadig den varme hånd i den min hånd og jeg klemte alt hvad jeg kunne i håb om at han aldrig gav slip. Jeg stoppede midt ude på marken som lå nord for drømmehaven. Jeg kiggede op og så ham direkte ind i øjnene. Han så ind i mig og lige igennem mig. "Du er en meget smuk pige, Kristine. En dag finder du en dreng der vil være ligeså hjælpsom, smuk, dejlig, perfekt, fantastisk og klog som dig. Du har et liv forude og i det liv høre jeg med til ligemeget hvor i verden jeg er. Jeg er rigtig stolt over at være din storebror. Du er min bedsteveninde, Kristine," sagde Nicklas med en stemme så jeg begyndte at græde. Jeg gav slip på hans hånd og krammede mig ind til ham. Varmen fra hans store krop strømmede ind i mig og jeg blev igen hel. Jeg følte mig ikke længere tom, ensom eller andet. Jeg følte mig tryg, glad, lykkelig og accepteret. For første gang følte jeg mig respekteret af et andet menneske udover mig selv. Han holdte om mig og blev ved med at klemme sig ind til mig.

Jeg begyndte at hulke og han nussede stille mit hår med hans glatte hånd som kørte igennem forskellige hårtotter. Han tog sig væk fra mig og så mig lige ind i øjnene. "Jeg elsker dig, min skat," sagde han med et smil på læben og en tåre ned af kinden. Jeg kiggede ham ind i øjnene. "Jeg elsker også dig, storebror," sagde jeg med tårer ned af kinderne og et trist ansigt, men jeg følte mig alligevel lykkelig og glad indeni. Han gav slip på min hånd og gik ned af marken. Jeg satte mig ned og følte mig svag og begyndte at hulke videre. Jeg tog hænderne til ansigtet og græd videre. Kort tid senere fjernede jeg hænderne og kiggede efter Nicklas. Han var væk. Min storebror, min bedsteven var forsvundet.

Jeg vågnede med et sæt med sved i hele ansigtet. Eller var det på kinden tårer? Jeg steg ud af sengen og listede hen til døren. Jeg tog hårdt fat i håndtaget og træk ned og gik udenfor værelset. Jeg fandt trappen i mørke og fandt så toilettet. Jeg tændte lyset og gik derind. Jeg stod foran spejlet og kiggede på mig selv. "Det skal nok gå," sagde jeg til mig selv. Jeg kiggede længe på mig selv og besluttede mig for at gå i seng igen. Jeg gik ud fra toilettet og ovenpå igen og lagde mig i sengen. Jeg lå og tænkte. Min drøm var mit liv og det eneste sted jeg følte mig tryg. Jeg husker hele tiden hele drømmen. Man glemmer normalt meget af en drøm, gør man ikke? Jeg glemmer aldrig min og kan huske hvert et ord og hvad der sker. Er jeg blevet skør? Jeg kiggede op i loftet og tog mig til hovedet. Livet var ikke det samme uden Nicklas og det ville det aldrig blive. Jeg tog billedet op til hovedet som stod på natbordet venstre for min seng. Jeg så på det. Det var et billed af mig , Nicklas og min storesøster Anja som flyttede på efterskole for nogen år siden. Familien blev splittet på blot 4 måneder. Det er baseret på en længere historie, som sagt. Jeg stillede billedet fra mig og lagde mig på maven og faldt langsomt i søvn.

Jeg vågnede langsomt ved lyden af fodtrin uden for min dør. Jeg så op klokken. Den viste 10:55 og jeg gik i panik. Inden jeg nåede at rejse mig kom min mor ind ad døren. "Jeg besluttede mig at lade dig blive hjemme idag, så du kunne slappe lidt af efter det igår, Kristine. Jeg håber du er okay," sagde hun og kom ind og stilte en bakke med brød, smør, chokolade, varm kakao med flødeskum og lidt yougurt på. Jeg så på hende. "Tak mor," sagde jeg og smilede venligt. Hun gik ud af døren og jeg kiggede på maden. Jeg fandt fjernbetjeningen og tændte tvet og satte bakken på min seng. Jeg begyndte hurtigt og spise, men jeg mistede hurtigt appetitten. Det lignede ikke mig. Jeg spiser som en ko og jeg bliver aldrig nogensinde mæt. Jeg stillede bakken på gulvet og lagde mig trygt og godt under dynen. Dagen idag var vel bare at komme over og i skole imorgen og så tænke på andet end Nicklas. Selvom det bliver svært og fortælle klassen hvorfor jeg er ked af det hele tiden. Der lå jeg så, med tankerne om min bror og hvad jeg skulle sige til klassen. Mit liv var et helved og jeg kunne intet gøre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...