Min storebror - min bedsteven

Jeg løb alt hvad jeg kunne. Væk fra alting. Bare væk. Bladende skubbede langsomt til hinanden og de fløj rundt. Træerne rystede og buskende larmede. Græsset var vådt efter natten. Gid alt kunne blive som før, men det sker aldrig. Jeg forbander den dag politiet tog min bedsteven fra mig.

3Likes
2Kommentarer
655Visninger
AA

1. Kunsten af at han blev taget fra mig

"NEJ, STOP!" Jeg gjorde alt for at stoppe det. Jeg gjorde alt for ikke at lade dem tage dig. Tårerne løb ned af kinderne på mig imens jeg lå på gulvet og holdte fast i dit bukseben. Jeg var grådkvalt. Jeg kunne ikke få vejret og tanken om at undvære dig gjorde det værre. Nicklas bøjet sig ned til mig og fjernede mine hænder fra hans ben. "Det skal nok gå, Kristine. Det lover jeg dig," jeg stoppede med at hulke og så ham ind i øjnene med øjnene fyldt af tårer. Hvorfor skulle jeg straffes? Hvorfor skulle det ende her? Hvorfor? Nicklas så på mig imens de trak ham ud af døren. Han var lige så trist som mig og lige så skuffet. Det gjorde ondt på mig at se ham med håndjern. Jeg kravlede ud af døren og sad på vejen og fulgte med i hvornår han forsvandt fra vejen. Jeg græd så alle naboerne og nogen flere kom ud og så hvad der skete. Jeg ville ikke have han forlod mig. Jeg var færdig af gråd. Han forsvandt fra vejen og jeg lagde mig på stien og græd videre. Jeg havde det som om mit liv var slut, at der ikke var mere at gøre. Jeg mærkede en tryg hånd på min mave og en anden hånd på min hånd. Det var min mors. Hun løftede mig op og gik indenfor med mig og lagde mig i Nicklas's seng. Hun vidste godt at jeg kun ville være alene lige nu, så hun lukkede døren og gik nedenunder. Jeg var vred og ked af det. Jeg rejste mig fra sengen og tog hans kegle op fra en kasse og kastede den ind i væggen. Jeg kunne ikke kontrollere min vrede. Min storebror var blevet taget, min bedsteven. Den eneste i min verden jeg stolede 100% på. Den eneste jeg kunne støtte mig op til uden at falde. Den eneste person der passede så godt på mig. Han var væk. "NEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEJ," råbte jeg grådkvalt. Jeg kunne ikke mere. Der kunne gå flere måneder før jeg fik min storebror af se igen - og det gjorde der også. Jeg lagde mig på gulvet og mærkede kulden fra gulvet gå op i mit ansigt. Jeg kunne ikke græde mere, for der var ikke flere tårer. Jeg faldt ind i min egen verden. Nemlig, min drøm. Den var så fantastisk. Jeg kunne mærke Nicklas' store varme hånd i min og jeg følte mig atter mere tryg end for 3 år siden. Jeg kunne ikke give slip på min egen storebror, selvom det var det folk bad mig om. Jeg klemte hans hånd alt hvad jeg kunne og han hviskede: "Kristine jeg ved du kan klare det, du er stærk. Du er den smukkeste og stærkeste lillesøster. Det her bliver hårdt at komme igennem, men når du er usikker og ked af det. Så husk at jeg stadig er her ved dig. Nemlig i dit hjerte." Han gav slip på min hånd og jeg vågnede med et sæt. Jeg rejste mig med en slem hovedpine og åbnede døren og trådte ud fra Nicklas' værelse. Jeg lukkede døren og gik nedenunder hvor min mor stod og lavet mad. "Hej Kristine. Har du det bedre?" spurgte hun mig da hun så mig. Jeg nikkede. Det havde jeg faktisk ikke. Hvis det stod til mig ville jeg ligge og tude endnu, men man kan ikke blive ved. Det må vel betyde jeg har det en anelse bedre ikke? Min mor stillede maden på bordet og satte sig. Min far og mor var lige blevet skilt og af den grund blev min storebror Nicklas frustreret og stiftede brænde. Han meldte sig selv og blev hentet i dag, som I nok har regnet ud. Jeg satte mig ved siden af min mor og så hende ind i øjnene. "Jeg elsker dig mor," sagde jeg. Hun smilede: "i lige måde, smukke," sagde hun. Jeg tog noget mad op på min tallerken og spiste hvad jeg nu kunne. Da vi var færdige med at spise rejste jeg mig og bar mine ting ud ved vasken. Mor vaskede det selv op i dag. Jeg gik op i min seng og lagde mig stille. Jeg var udmattet og træt. Det havde været en frygtelig dag. Jeg tog mit tøj af og lagde mig under dynen og så ind i væggen. Jeg håbet dagen imorgen ville blive bedre end den her, selvom chancen var lille. Jeg så op i loftet og faldt langsomt i søvn. Drømmen startede nu igen og Nicklas holdte i min hånd. Kun om natten var jeg tryg og elsket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...