Søster min, Broder min

De to tvillinger, Kayla og Asmus er begge velsignet med evnen til at læse tanker. Da de kan komme i stor fare, hvis nogen finder ud af det - sendes de til klostret Tandum i bjergene, hvor de brune munke bor. Her er de i sikkerhed ... eller det tror de.

19Likes
26Kommentarer
1694Visninger
AA

4. Kapitel 3

Han stirrede ned i ølkruset. Den skummende væske var bitter og var ikke just hans yndlingsdrik. Men han var tvunget til at drikke det. Hånden knugede om kruset og han løftede det op til læberne. 

Over ølkrusets kant så han ud i krostuen. De mennesker der sad rundt omkring, var alle lyssky mennesker. Han vidste det. De barske typer sad midt ude i rummet og skrålede op, mens de snedige sad i blandt skyggerne og studerede de andre, ligesom han selv.

Han sænkede kruset og slikkede sig om læberne. Den bitre væske flød langsomt ned gennem hans svælg. Øllet var en nødvendighed, hvis han bestilte vand eller andet uden alkohol, ville de andre blive mistænkelige. Og han havde ikke brug for opmærksomhed, i hvert fald ikke den slags.

Gravede dem ned bag stalden... Hente dem i morgen...

De mange tanker fra de omkring siddende strømmede ham i møde, så snart han åbnede op. Han var blevet så god til at lukke tankerne ude, at det var som, at få en knytnæve i ansigtet, når han lod paraderne falde.

Han drak igen og sukkede så dybt. Ingen i kroen havde hørt om hans søster. Det spinkle håb der brændte inden i ham, ville snart dø ud. Han havde været så mange steder, gentaget det han gjorde nu så mange gange - uden resultat.

Da han var blevet 16 år, havde han forladt munkene. De havde kæmpet med at holde ham tilbage, tigget ham om at blive og lade andre lede efter Kayla. Problemet var, at han ikke kunne. Det var hans søster, ham der ikke havde taget sig sammen og havde kæmpet, ham der ikke havde beskyttet hende. 

Han kneb øjnene i, men åbnede dem så igen. Det var fire år siden. Hans brune øjne søgte læderarmbåndet med de ufærdige mønstre, som var bundet om hans højre håndled. Han vidste ikke om det var meningen, at hun havde lavet det til ham. Men det virkede rigtigt at gå med det, en slags påmindelse. 

Øllet var blevet lunkent og føltes klamt, når han drak det. Han slap kruset og rejste sig. Den kolde nattevind føltes dejlig og forfriskende i forhold til den indelukkede kro.

Hans ben var trætte, men den søvn han havde fået tidligere, havde givet ham nok kræfter til at fortsætte. Ved højre hånd havde han vandrestaven, som også var hans våben. Han hankede op i rygsækken og fortsatte mod vest. 

Taktikken var let nok. Han ville vandre mod vest indtil han kom til kanten, så ville han vandre mod nord og derefter mod syd. For hver by han gik igennem, åbnede han op for de mange tanker og sugede informationer til sig. Han havde endnu ikke haft heldet med sig. Ingen tanker om en bortført tankelæsende pige. Han rettede sig selv, hun måtte være en ung kvinde nu.

Han gøs. De uhyre der havde hende, havde med sikkerhed tortureret hende, misbrugt hende og tvunget hende til at bruge sin evne. Hans greb om staven blev fastere og hans skridt hurtigere. Han ville ikke give op. Aldrig - ikke før han havde fået svar.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...