Pigen med skyggen

en stil jeg skulle skrive i dansk hvad synes i om den :-.)

2Likes
8Kommentarer
1297Visninger

1. 1

Jeg så en velkendt pige. Jeg smilte glad, og gik hen mod hende, men jo tættere på jeg kom, jo mere velkendt og farlig, så hun ud, men jeg fortsatte. Jeg kunne ikke stoppe. Jeg følte mig tiltrukket af hende. Da jeg kom helt hen til hende, så jeg mig selv, pigen var mig. Jeg blev bange. Jeg gik et skridt tilbage og faldt. Hun smilte et ondt smil, der var fyldt med blod over alt, og det dryppede med blod fra hende, hun havde en kniv i hånden, som Hun tog op over sit hoved, parat til at hugge den ned i mig, som om hun var døden selv.

Jeg vågnede med et sæt, med sved over det hele. Jeg var rystet, og bange. Det var et ondt varsel. der ville ske noget ondt snart, men jeg ville kæmpe imod. Jeg stod op da det var blevet morgen, og tog tøj på. Mit fine lyse hår bølgede i vinden, da jeg havde åbnet vinduet, og jeg kiggede ud over havet, med mine lyse blå øjne. Jeg var stadig lidt rystet over drømmen, men det beroligede mig at se det smukke landskab foran mig. Jeg gik nedenunder, og spiste morgenmad. Jeg var på vej i skole.”Katja vent på mig.” jeg vendte mig om, og så min bedste veninde Line, komme løbende. Jeg smilte imødekommende, og krammede hende. Line sagde noget sjovt så jeg grinte. jeg kiggede mig omkring, og hviskede ind i hendes øre, ”har du set ham fyren derovre, han er bare så lækker,” fniste jeg, og vrikkede lidt med mine perfekt formede hofter, som passede til min tynde krop. Jeg kastede med mit lange hår, da vi gik forbi ham. Line fniste lidt, og hviskede i mit øre, ”jo det er han, men skal du flirte med næsten hver eneste fyr du ser.” Jeg så skeptisk på hende. ”Da ikke alle. Jeg kan da ikke lide de grimme.” Sagde jeg, og bryd ud i latter sammen med Line. ”Hey har du hørt der er fest i aften.” Sagde Line. ”Ja, og jeg kommer, jeg vil ikke gå glip af nogen fester overhovedet. Så kan jeg risikere, at miste mit ry som party girl.” Hun grinte. ”Nåja, du er jo noget af en festabe. ”

Jeg stod derhjemme, på mit værelse, med festtøjet på. Jeg havde en sort kjole på, som havde en sløjfe rundt om taljen, som var i højre side, resten hang frit ned. Mit hår var sat op i en hestehale, med en sort sløjfe i. Jeg gik ude på gaden. Det var mørt. Strømmen var gået i hele byen. Der var kun fuldmånens lys, til at lede mig. Pludselig blev månen rød, rød som blod. Månens stråler lignede løbende blod. Det var skræk indjagende. Pludselig, forsvandt min skygge, og foran mig stod en komplet kopi af mig, bare ondere, ledere, og mere grusom. Blodet dryppede fra hendes hår, og hele vejen ned. Hendes smil var grusomt, og ondt, som om det hun skulle til at gøre var det bedste hun ved, som om at jeg allerede var død. ”Bøh” sagde hun med et grusomt smil på læben. Hun hævede sin kniv, som for at stikke mig. Jeg skreg, men det var nyttesløst, ingen kunne høre mig, fordi alle andre var allerede døde. Folk kom ud af husene, men de lignede alle sammen pigen som stod foran mig, blodige, grusomme, ondskabsfulde, rædselsfulde, gruopvækkende skyggerne. Det gik op for mig, at jeg var pigen med skyggen, pigen der ville dø i sin egen skygges hænder. Men jeg ville kæmpe imod, gøre alt for at overleve.

Jeg løb alt hvad jeg kunne, men de fulgte efter mig. Jo længer væk jeg kom, jo tættere var de. Jeg huskede min drøm, og jeg vidste, at de var kommet efter mit liv, for det jeg havde gjort. Jeg så tilbage på dengang, da jeg gjorde alt det onde. Jeg sad, og spillede med en dreng, som tydeligvis kunne lide mig. Det var første gang, jeg havde fået følelsen, af at jeg havde magt. Jeg elskede følelsen, og jeg ville have mere. Jeg satte mig, tættere op af ham. Han rødmede en smule, og jeg triumferede for mig selv. Efter et stykke tid spurgte han, om vi skulle være kærester, og jeg sagde ja. Et par dage senere, dumpede jeg ham, for en fyr der var bedre, for at få mere magt, og sådan fortsatte det. Jeg løb og løb. Jeg var rædselsslagen, og ville væk. Jeg snublede. Min skygge stod lige foran mig, og smilte sit grusomme smil. Hendes kniv dryppede med blod, ned på min ødelagte kjole. Den var revnet, og der var huller i den. Det slog mig, at byen her var nærmest ligesom, en spøgelsesby, en by fyldt med alle de drenge, som jeg havde dumpet, og det slog mig, at alle disse døde mennesker omkring mig, alle var personer jeg havde såret, og gjort nar af. I det øjeblik, følte jeg skyldfølelse for allerførste gang i lang tid, men det var for sent, nu var de døde, og jeg kunne intet stille op. Jeg så skyggen i øjnene, og smilte et barmhjertigt smil, og jeg mente det. Det var synd for hende, at hun skulle bære, at se på alle de onde, og lede ting som jeg havde gjort. Jeg havde været så magtsyg, at det må have knust hendes hjerte. Jeg hviskede, ”undskyld.” Hun smilte et smil, som var et vaske ægte smil, et smil som var så vidunderligt, at alle drengene havde faldt for det. Det var det smil, som tilhørte mig. Det var mit sande jeg, under alt den magtsyge pige, er den søde vidunderlige pige. Efter et sekund, stak hun kniven ned i mit hjerte, og jeg døde i fred.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...