I skyggen af Boy

Et alt for velkendt mord bliver begået på Museet Aros , og for kriminalbetjent Daniel Lynge bliver det en smutvej direkte tilbage til et helvede han troede han havde forladt.. Fanget på museet med en psykotisk morder og en ung kvindelig blogger bliver det en kamp for deres liv, og Daniel havde en fornemmelse af at ikke alle ville slippe ud i live.

3. plads i "Mord på Museet" Konkurrencen.

23Likes
82Kommentarer
4773Visninger
AA

13. Kapitel 12

 

Kapitel 12:

 

Signe kunne høre Daniels tøvende skridt. Han nærmede sig langsomt, men hun kunne kun lige se ham ud af øjenkrogen. 'Hannibal' pressede pistolen hårdt mod hendes tinding så hun ikke kunne dreje hovedet. Løbet der borede sig ind i hendes hud distraherede hende delvist fra smerten i hendes lår. Alligevel føltes det som om nogen drejede en kniv rundt i hendes sår.

 

Hun både frøs og svedte på samme tid. Kulden bredte sig fra skudsåret som om hendes blod transporterede krystaller af is rundt i kroppen på hende. Spidsen af hendes tæer føltes allerede frosne, det meste af benet også. Det var kun et spørgsmål om tid før hun selv ville indgå i museets samling som en skulptur af is.

 

"Ikke nærmere, Kriminalbetjent.” 'Hannibal' spyttede nærmest det sidste ord og Daniel stoppede brat. Alligevel pressede morderen pistolens løb hårdere mod Signe's tinding som de vendte sig om og stod ansigt til ansigt med Daniel.

 

Han så ligeså skræmt ud som hun følte sig. De fine bekymrings-rynker ved hans øjne var blevet dybere, hans øjenbryn var trukket halvt op i panden og hans charmerende halvfemser frisure var reduceret til en rede af tjavser der væltede rundt omkring hovedet på ham.

 

"Slip hende.” Forsøgte han. Hans arme var let løftet med håndfladerne vendt nedad. Det så nærmest ud som om han talte til at skræmt barn.

 

"Med glæde.” Før Signe nåede at tænke over 'Hannibal's ord blev hun kastet ind mod rækværket, pistolen var ikke længere mod hendes tinding, til gengæld skubbede 'Hannibal's hånd mod hendes nakke så hele hendes overkrop hang ud over glas-hegnet. Gulvet langt nede i bunden af den modernistiske afgrund så ud til at gynge, hun kunne ikke holde ud at se på det.

 

Hun gispede efter vejret, prøvede at kæmpe sig tilbage på benene men 'Hannibal' holdt hende fast, hendes kamp provokerede ham til at give et lille skub der fik hendes fødder til at løfte sig fra gulvet. Hun hang på maven hen over rækværket nu, hun kneb sine øjne i, og tog endnu engang sig selv i at ønske, at hun var blevet hjemme i kælderen, hvor hun ikke ville støde på mordere eller charmerende betjente.

 

Daniel stod som forstenet ganske få skridt fra dem. Han turde dårligt nok trække vejret mens Signes spinkle krop bogstaveligt talt balancerede i armene på en kendt serie morder. Han vidste han var nødt til at gøre noget, men den mindste forkerte bevægelse ville være nok til at provokere 'Hannibal' yderligere.

 

"Har katten taget din tunge?” 'Hannibal' lød præcis som var de stødt på hinanden ved et busstoppested. ”Eller har tøsen her?”

 

Han flåede Signe tilbage over kanten og lod hende falde ned på gulvet for hans fødder. Hun ville rejse sig men hendes sårede ben nægtede at bære hende, i stedet faldt hun lige tilbage, halvt liggende på gulvet.

 

"Føj for helvede!” 'Hannibal' skubbede til hende med spidsen af sin fod. ”Hun er jo nærmest kun et barn! Føj for satan!”

 

"Anne var 23 da du dræbte hende.” Daniel talte så lavt at ingen var sikre på stemmen kom fra ham, hans stemme var intens, faktisk var den så rasende at han ikke turde stoppe med at tale, af frygt for hvad han ville gøre i stedet. ”Da du brutalt myrdede hende!

 

I et øjeblik føltes det som om de alle var fanget i en lomme hvor hverken tid eller sted eksisterede. 'Hannibal' blottede sine tænder, men ikke i det modbydelige grin han havde vist flere gange. Hans tænder stak frem som en hund der skulle til at angribe, men Daniel var hurtigst.

 

Han kastede sig hen over Signe og lige ind i 'Hannibal' der væltede omkuld ved sammenstødet. Daniel landede lige ovenpå ham og begyndte at slå på den stadigt grinende morder. Hvert slag ramte ham et nyt sted i ansigtet, det var Daniels tur til at le. Han kunne ikke styre det, blodet pumpede bølge efter bølge af umætteligt raseri gennem kroppen på ham.

 

"Dit svin! Dit lede svin!” skreg han, tårerne løb ned ad kinderne på ham. Alligevel lo han stadig, en hadefuld latter der næsten gjorde ham mere skræmmende end 'Hannibal'

 

Signe sad skræmt og så på de to mænd der rullede rundt på gangbroen. Slagene regnede mellem dem. Raseriet osede fra hver eneste af Daniels bevægelser. Hvert eneste velplacerede slag, der fik mere blod til at springe frem i ansigtet på 'Hannibal', gav Signe mere indblik i den vrede der opslugte Daniel.

 

Daniel, der i lang tid havde haft overhånd, kom på benene og rev 'Hannibal' med op. Signe nåede ikke at opdage hvad der skete før Daniel havde skubbet 'Hannibal' op mod rækværket.

 

"Hvordan føles det, din syge stodder?” Hvæsede Daniel og skubbede 'Hannibal' længere ud så han nu også hang over glasset, præcis som Signe havde gjort få minutter tidligere.

 

Vreden havde overtaget Daniels bevidsthed. Han nåede slet ikke at opdage 'Hannibal's angreb før hans albue ramte Daniels næse og sendte kriminalbetjenten flere vaklende skridt bagud.

 

'Hannibal' så sin chance i Daniels tøven og slog til igen. Han stødte begge hænder ud for sig og ramte betjenten i maven. Daniel fløj tilbage, hans ryg hamrede mod rækværket i den modsatte side. Et øjeblik troede han, at han ville ryge over, men han genvandt balancen i tide til at se 'Hannibal' kaste sig imod ham...

 

fortsættes...

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...