I skyggen af Boy

Et alt for velkendt mord bliver begået på Museet Aros , og for kriminalbetjent Daniel Lynge bliver det en smutvej direkte tilbage til et helvede han troede han havde forladt.. Fanget på museet med en psykotisk morder og en ung kvindelig blogger bliver det en kamp for deres liv, og Daniel havde en fornemmelse af at ikke alle ville slippe ud i live.

3. plads i "Mord på Museet" Konkurrencen.

23Likes
82Kommentarer
4801Visninger
AA

2. Kapitel 1

Kapitel 1:

Der var den sædvanlige summen af aktivitet på gerningsstedet. Alle kendte deres job, de bevægede sig rundt per automatik uden rigtigt at tale med nogen. De havde efterhånden gjort det så mange gange at de ikke behøvede spørge.

Også Daniel Lynge kendte efterhånden rumlen. Han havde været i politiet i 6 år. Kriminalbetjent i 4. Aftenens mord var ikke meget anderledes fra så mange andre han havde set, og alligevel var der noget uhyggeligt velkendt, nærmest bestialsk over det. Furen i ofrets hals var tydelig, der var ingen tvivl om hun var forsøgt kvalt. Og alligevel var hun blevet stukket i ryggen. Flere gange. 11 så vidt han kunne tælle. Det var ikke en type mord man normalt så i Danmark, alligevel havde han set det før.

Han skød tanken fra sig, den var for skræmmende. For omfattende. Han kunne ikke rumme den lighed til fortiden. Fortid var fortid og det her var nu. En ganske almindelig, dødkedelig dansk aften.

Han tog en dyb indånding. Liget var ikke begyndt at lugte endnu. Kun den metalliske lugt af blod hang i luften. Han følte sig underligt tryg ved lugten, det var et lig, der var blod, men det var kun arbejde. Ikke et familiemedlem, ikke en ven, bare en del af jobbet.

”Lynge?” Spurgte retslægen. Den aldrende mand havde været retslæge siden før Daniel blev født, det mindede lægen ham tit op når han spurgte ind til obduktionen. Han var en behagelig mand, altid frisk med en spøg eller en harmløs flirt med de kvindelige betjente.

”Hun er din.” Sagde Daniel, nikkede mod liget. ”I kan bare smutte når i er færdige, jeg ser mig lidt omkring.” Daniel vidste han ikke ville blive ladt helt alene, selvom om han foretrak at arbejde i fred. Mindst to betjente ville blive og sikre gerningsstedet mens han arbejdede.

Retsteknisk afdeling arbejdede effektivt som sædvanligt, og trods det omfattende gerningssted ville de ifølge normal procedure kun skulle undersøge området omkring liget samt dørhåndtag, videoovervågning og andet der falder uden for normalen. Et par timer, måske tre. Sagens omfang, eller faktisk gerningsstedets placering, gjorde at de havde sendt dobbelt så mange medarbejdere ud som sædvanligt. Et mord på et kendt dansk museum skulle gerne løses hurtigt og uden presse.

Han undertrykte en latter. Hvordan hans chefer gang på gang fejlagtigt kunne tro, at pressen kunne holdes udenfor, var en gåde. Nogle gange troede han næsten at de var blevet plukket direkte fra skolen og ind på et kontor.

Han forlod retslægen, der allerede var i fuld gang med at flytte liget af den unge kvinde over på en båre, og gik over mod trappen. Han ville ikke kunne  koncentrere sig om sagen så længe folk myldrede omkring som myrer. Ganske vist var der kun 5-6 teknikere og så retslægens folk, men alligevel syntes det at være ulideligt at opholde sig i nærheden af dem.

Turen op ad trappen førte ham længere og længere væk fra de spredte stemmer og snart befandt han sig i et af de mange gallerier. Han prøvede at holde tankerne på afstand, holde sig til sagen, men kunsten der omgav ham bar på mange kære, men frygtede minder. Hun havde været kunstner, og forbandet smuk. Nogle gang tænkte han, at hvis han bare havde glemt alt om hende dengang i Seattle, havde hun nok stadig været derude et sted.

Han rystede arrigt på hovedet. Det var ikke tidspunktet for selvbebrejdelse. Ikke nu. Aldrig. Ingen bebrejdelse, og ingen selvmedlidenhed. Det kunne ikke nytte alligevel.

Han koncentrerede sig om mordet, der var blevet begået her på museet. Koncentrerede sig om kvinden, Lise Ravn. En køn pige, buttet, men køn. Hvis man så bort fra alt blodet. Det havde han lært sig. Der var ingen grund til at fokusere på blodet, blod var blod, men mennesker var forskellige. Selv i døden.

Han krydsede tværs gennem lokalet, ind i et nyt. Flere kunstværker omgav ham, han var ligeglad, han tvang sig til ikke at se på dem. For ham var de ligeså skræmmende som spøgelser, faktisk ville han næsten hellere møde en poltergeist, en at stå ansigt til ansigt med gamle sorger.

Han tvang sine tanker på rette kurs, tilbage til sagen. Han gik tilbage mod trappen, næste etage, flere kunstværker, flere tanker. Han gik rundt på museet i næsten en time mens han ventede på at retsteknisk var færdige. De havde været der længe før han ankom, fashionabelt sent som altid.

Han vidste godt at de fleste der mødte ham, ville synes han var et arrogant røvhul, mon ikke de folk der kendte ham ville være enige. Han var arrogant, og det rørte ham ikke. Ikke på overfladen i hvert fald. Ikke længere.

 

Fortsættes...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...