I skyggen af Boy

Et alt for velkendt mord bliver begået på Museet Aros , og for kriminalbetjent Daniel Lynge bliver det en smutvej direkte tilbage til et helvede han troede han havde forladt.. Fanget på museet med en psykotisk morder og en ung kvindelig blogger bliver det en kamp for deres liv, og Daniel havde en fornemmelse af at ikke alle ville slippe ud i live. 3. plads i "Mord på Museet" Konkurrencen.

23Likes
82Kommentarer
4294Visninger
AA

1. Prolog

Prolog.

Lise prøvede at nyde sin aften-runde på museet, men jo mere hun gik ind og ud mellem både bizarre og alment tålelige kunstværker blev hun mindet om hvorfor hun var der. Vagt-jobbet havde været en sidste udvej. Hun havde flere gange søgt ind på politiskolen uden held. Hun var ikke god nok. For fed. Ikke hurtig nok. Hendes robuste lår sænkede hende, og hendes røv holdt hende ved jorden når hun skulle springe, vige og dukke sig. Hun kunne ikke. Hun var for fed.

I starten havde hun båret sin vagt uniform med stolthed, men på det seneste var den begyndt at tynge hende mere end hendes kropsvægt. Hun vidste godt hvordan hun så ud i den; ikke for godt. Alligevel var det ikke det der gik hende på, så stor var hun heller ikke. Men hun ville ikke bruge sit liv på at bevogte kunstværker som hun mildest talt var ligeglad med. Hun ville heller ikke udsætte sig selv for endnu et afslag. Før eller senere måtte heldet være med hende.

Hun begav sig tilbage mod hovedindgangen, hun skulle bare lige ned og se til, at alt var fredeligt hos 'Boy' før hun kunne gå ind på vagtkontoret til sine computerskærme og sin kaffe.

På vejen ned til den enorme dreng, der altid sad på hug og spejdede efter et eller andet, tænkte hun ikke videre over de tændte lys. Lysene tændte automatisk ved bevægelse, men hun havde selv slået dem fra tidligere på aftenen.

'Boy' sad hvor han plejede, men hun havde heller ikke forventet andet. Den eneste måde hvorpå han kunne flytte sig ubemærket sent om aftenen, var hvis han selv rejste sig og gik.

”Usandsynligt.” Mumlede hun til sig selv med et svagt fnys før hun bevægede sig videre mod den vagtsomme dreng. Da hun først startede på museet havde hun beundret livagtigheden ved skulpturen, men nu syntes den lettere kedelig. Det var begrænset hvor længe hun kunne beundre et kunstværk uden at finde det uinteressant.

Hun var få meter fra Boy da noget fik hende til at stoppe, men kun ganske kort. Fodtrin? Eller måske bare en fugl der var fløjet mod en af museets mange ruder. Det sidste, uden tvivl. Hvem ville bryde ind på et museum? Et dansk museum? Der var ingen internationale superskurke på jagt efter sjældne kunstværker, så spændende var det slet ikke i Danmark. Sikkert bare en fugl mod ruden.

Hun kunne ikke undertrykke et suk, gid det dog havde været en superskurk. Gid hun dog ville møde andet end tavse værker i nat. Nat på museet. Nu med Lise Ravn. Hun fniste før hun begyndte på den symbolske runde rundt om Boy. Bare for at sikre sig at ingen sad og gemte sig bag ham. Latterlig tanke, det hun ikke kunne se af Boy forfra, var reflekteret i det mørke vindue. Ingen superskurk, der lagde på lur bag den absurd store dreng.

Hun skulle til at vende sig for at gå tilbage til kontoret da hun fangede et glimt af noget i vinduet, en skygge. Et omrids af en person, bag hende. Hun ville vende sig, men hun nåede end ikke at tænke før hun mærkede presset om halsen. Noget borede sig ind i huden om hendes hals, et reb.

Hun prøvede desperat at skabe luft mellem rebet og hendes hals men kunne ikke, det var for stramt. Hun kæmpede. Hun vred sig, kradsede hænderne der holdt rebet fast, sparkede bagud men ramte intet. Hev efter vejret, men ilten nåede ikke hendes lunger. Hendes hoved gjorde ondt, alting snurrede omkring hende, det sortnede for hende. Hendes krop krævede ilt, hendes hjerne krævede ilt, hun kunne ikke tænke. Kæmpede stadig, svagere. Hun mærkede rebet slækkes om hendes hals, det var for sent, hun følte sig som en klud, faldt sammen. Gispede. Måtte have luft.

Hun tvang sig op på alle fire, hendes arme sitrede og gav efter. Hun forsøgte igen, holdt sig oppe, men kunne ikke rejse sig. Hun hev efter vejret, hver eneste vejrtrækning rev i hendes hals som havde hun lige slugt en æske tegnestifter, hun klynkede.

”Ynkeligt.” Lo hendes overfaldsmand. Han hamrede sin hæl ned mellem skuldrene på hende. Hun lå igen fladt på gulvet. Han lo igen. En latter der rungede i det tomme museum, en dæmonisk latter der fik hende til at gyse. Rædslen havde taget over, der var ikke det mindste logik tilbage i kroppen på hende. Hun græd, rystede. Hun væmmedes ved sig selv. Og du ville være i politiet. Ha!

 

Fortsættes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...